Udviklingsminister Christian Friis-Bach (R) besøger i disse dage Sydkorea for at sætte fokus på behovet for grøn vækst i verdens udviklingslande. På turen mødtes han bl.a. med Sydkoreas præsident, Lee Myung-bak.
Ministeren har deltaget i et globalt topmøde om grøn vækst sammen med regeringsrepræsentanter for hele verden samt indflydelsesrige organisationer og tænketanke.
Mødet skal sætte fokus på hvordan man sikrer, at visioner om grøn vækst ikke bare ender som flotte ord – men omsættes til grønne vækstinitiativer for i u-lande gennem nationale og internationale aktører.
”Grøn og bæredygtig vækst er helt centralt for regeringens bestræbelser på at hjælpe mennesker ud af fattigdom i udviklingslandene. Når vi arbejder for vækst i udviklingslandene er det meget vigtigt, at det er en grøn og bæredygtig vækst vi fremmer. Væksten må ikke fører til forværring af tørke, oversvømmelser forurening – eller at landbefolkningernes jord bliver udpint”, siger Christian Friis Bach.
Særligt den brede opbakning til Grøn Vækst giver grund til tilfredshed og optimisme”, siger ministeren:
”Det er opmuntrende at se engagementet i grøn vækst – fra Kazakstan til Cambodia, Etiopien til Indonesien. Og det bliver drevet frem af et stærkt partnerskab mellem Sydkorea og Danmark i Global Green Growth Institute. Det er en stærk og unik alliance, der skaber genlyd og får stigende opbakning”.
Friis Bach vil desuden deltage i bestyrelsesmødet i det såkaldte Global Green Growth Institut i Yeosu d. 12. maj, hvor han er meget engageret og sidder i bestyrelsen.
Instituttet blev lanceret af præsident Lee Myung-bak under den store klimakonference (COP15) i København i december 2009 og er en vigtig brik i det globale udviklingssamarbejde om at skabe effektiv grøn vækst i u-landene.
Udviklingsministeren vil dertil deltage sammen med den danske delegation ved åbningen af verdensudstillingen EXPO 2012 i Yeosu.
Yderligere oplysninger hos:
Thomas Hundsbæk-Pedersen, presserådgiver for
udviklingsministeren, tlf.: 33 92 06 37 og 41 86 59 00