Friis Bach skifter kreds – går til sin mors Nordjylland

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) stiller op til Folketinget i Nordjylland ved næste valg, som senest udskrives i eftersommeren 2015. Det skriver dagbladet NORDJYSKE Stiftstidende lørdag.

Den 46-årige minister blev i 2011 nyvalgt til tinget i Nordsjælland med det yderste af neglene, men har nu sagt ja til en opfordring om at skifte, og bestyrelsen for partiets Frederikshavn-kreds indstiller enstemmigt til et opstillingsmøde 19. marts, at han opstilles i kredsen.

Friis bach er i adskillige rundspørger blevet kåret til en af landets mest ukendte ministre og har i modsætning til sin forgænger (Søren Pind) haft svært ved at trænge ud til en bredere offentlighed – se mere på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/29-12-12/23-af-danskerne-aner-ikke-hvem-christian-friis-bac

“Min mor er født i Nordjylland, og jeg har stærk familiemæssig tilknytning til landsdelen. Derfor har jeg hele tiden tænkt, at skulle jeg stille op et andet sted, skulle det være dér”, siger han til bladet.

I årtier har Marianne Jelved været ene om at repræsentere de nordjyske radikale på tinge. Den 69-årige Jelved, der nu er kulturminister, har tilkendegivet, at hun genopstiller ved næste valg.

Partiets nordjyske formand, Nicolaj Holm, pointerer, at Jelved fortsat er nordjysk spidskandidat: “Men sidste gang var vi uhyre tæt på mandat nr. to”, lægger han til.

Jelved og trofaste nordjyder

(tilføjelse U-landsnyt.dk)

Marianne Jelved har et godt forhold til specielt Friis Bach og tidligere støttet ham i en valgkamp, han førte. Og der er nok også tale om en hjælpende hånd denne gang.

Tendenserne for partiernes resultater ved Folketingsvalg slår nemlig traditionelt mindre igennem i Nordjylland end i det storkøbenhavnske område, hvor vandringerne af “troløse” vælgere er større.

Det kan hjælpe Friis Bach, såfremt de radikale måtte gå tilbage ved næste valg, idet det kan flytte vægten af valgte mandater indenfor partiet i retning mod vest.

Var han blevet hjemme i Egedal-Hillerød-kredsen (hvor han bor), skulle de radikale under alle omstændigheder blot gå en lille smule tilbage i Nordsjælland, før Friis Bach røg ud; og hvis partiet samtidig fik et (lidt) bedre resultat i det jyske område end i Storkøbenhavn, ville de yderste mandater rykke derover.

Til gengæld ville et nyt godt valg for Margrethe Vestager i Nordsjælland formentlig have trukket ham med ind i tinget i den stemmeslugende partileders slipstrøm – ligesom sidst.

Man kan vist godt regne med, at de implicerede for længst har opstillet deres kalkuler og positioneret sig derefter.

Friis Bach er i øvrigt ikke den eneste på udviklingsministerposten, som har haft svært ved at blive valgt før eller efter ministertiden. Ulla Tørnæs hang, især ved seneste valg i september 2011, på et af de yderste mandater for sit parti i den jyske region, hun stillede op i.

Hun skifter nu bane og stiller op som Venstres borgmesterkandidat i hjemkommunen Holstebro ved efterårets byråds- og regionsvalg.

Se mere om Friis Bach i omtalen, da han blev minister på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-10-11/christian-friis-bach-helt-til-tops-gennembrud-i-tr

Mere om Tørnæs på
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/m-rkedage/ulla-t-rn-s-blir-50