Friis Bach slår til mod NGOer “der løber forvirrede rundt”

Forfatter billede

Hvis nødhjælpsorganisationer ikke lever op til bestemte krav, skal pengekassen til deres humanitære hjælp smækkes i, mener udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

“Hundredvis af hjælpeorganisationer har “mere eller mindre rendt forvirrede rundt” mellem hinanden efter bl.a. jordskælvet i Haiti, hvoraf flere ikke havde de rette redskaber og kapacitet til at levere en ordentlig nødhjælp, fremgår det videre af ministerens udtalelser til netsitet altinget.dk søndag

Friis Bach “forventer, at de danske organisationer vil kunne leve op til kravene. Men i det omfang de ikke kan, vil der blive færre aktører. Nogen vil måske frygte, at der kommer færre organisationer og mindre innovation. Men vi kan ikke tillade os at eksperimentere, når det handler om liv eller død”.

Allerede fra 1. januar 2014 skal alle både danske og udenlandske nødhjælpsorganisationer ifølge Friis Bach være kvalitetsmærket for at kunne modtage økonomisk bistand fra Danmark til nødhjælpsarbejde.

Og fra 2015 skal danske NGOer ifølge ministeren overholde et sæt fællesstandarder for effektivitet, kvalitet, ansvarlighed og åbenhed samt krav til kapacitet og størrelse under akutte nødhjælpskriser.

Stig Jensen, centerleder ved Afrikastudier på København Universitet, er bekymret for, at øget fokus på kapacitet og størrelse kan skabe “mastodont-NGO’er”.

“Store organisationer er mere effektive, men den folkelige opbakning svækkes, fordi tilrettelæggelsen ofte kommer til at ske i sekretariatet. Siger ministeren rettighedsbaseret bistand, så siger de det også, fordi det er her, pengene ligger. Det kan skabe meget stærke sekretariater, som er afkoblet fra deres græsrødder,” siger han til altinget.dk.