Friis Bachs nye Udviklingspolitiske Råd træder nu sammen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Det er med forventninger om reel medbestemmelse og indflydelse, at udviklingsminister Christian Friis Bachs (R) nye Udviklingspolitiske Råd træder sammen for første gang. Det sker fredag (30.11.) kl. 10.30 – 13.30 i Udenrigsministeriets regi på Christianshavn.

I hvert fald, hvis man skal tro et af Rådsforsamlingens 15 medlemmer, generalsekretær i solidaritets- og udviklingsorganisationen IBIS, Vagn Berthelsen.

Til U-landsnyt.dk siger han op til det forberedende møde (rådet tiltræder formelt ved årsskiftet), at “jeg går ud fra, det bliver en central forsamling, som ministeren tager alvorligt”. “Vi har nu en ny udviklingsstrategi, som skal fyldes ud, og der ligger en stribe understrategier og politik-papirer, som jeg finder det helt oplagt, vi går ind i”, anfører den 60-årige u-landsveteran, der p.t. også er formand for u-landsforeningernes samarbejdsorgan, NGO Forum.

Han nævner som eksempler EU-samarbejdet og civilsamfunds-strategien; den sidste retter sig mod samarbejdet med de mange private foreninger og organisatoner med u-landsvirke.

Det Udviklings-politiske Råd er tiltænkt at mødes minimum fire gange om året, men Vagn Berthelsen siger, at “der er mange skibe i søen lige nu, så det første år kunne man godt forestille sig flere møder”.

En mægtig komite

Et af disse skibe – måske umiddelbart det største af dem alle – er sammensætningen af den nye mægtige bevillingskomite på otte medlemmer, hvorigennem u-landsmilliarderne fremtidigt skal løbe og som erstatter den 50-årige U-landsstyrelse.

Her er det nye råd sikret indstillingsret til ministeren af de fire medlemmer, som ikke kommer fra Danida.

Det blev udgangen på et større politisk slagsmål i foråret om sammensætningen og stemmevægtningen i den nye komite.

Se mere om slaget om bevillingskomiteen i telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-05-12/friis-bach-tilbyder-kompromis-om-central-komite-ve

U-landsstyrelsens nedlæggelse vakte fortørnelse i mange lejre og utilfredsheden førte til, at en stribe af de store interesseorganisationer, som sad i denne forsamling, nu er indlemmet i det nye Råd – som tillige selv kan tage initiativ til at sætte emner og problematikker på dagsordenen.

Hvem, der bliver formand for det nye Råd, afklares i nærmeste fremtid. En af kandidaterne er den respekterede tidl. Danida-diplomat, Nanna Hvidt, som nu leder Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Det afgøres af udviklingsministeren, som oprindeligt selv ønskede at være formand. Han blev dog bragt på andre tanker. Udviklingspolitisk Råd afløser formelt det hidtidige digre U-landsråd med op til 75 medlemmer, som nedlægges ved årsskiftet.

De 15 udvalgte Medlemmer af det nye råd er:

  • Generalsekretær i IBIS, Vagn Berthelsen
  • Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær
  • Forkvinde for Civilsamfund i Udvikling (CISU), Vibeke Tuxen
  • Sektionsleder i Red Barnet, Julie Koch
  • Programkoordinator i CARE Danmark, Rolf Hernø
  • Professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Georg Sørensen
  • Leder af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, Niels Elers Koch
  • Leder af Institut for Antropologi på Københavns Universitet, Helle Samuelsen
  • Direktør i Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Nanna Hvidt
  • Formand for FTF, Bente Sorgenfrey
  • LO-sekretær Marie-Louise Knuppert
  • LO-konsulent Jens Erik Ohrt
  • Direktør i Dansk Industri (DI), Thomas Bustrup
  • Direktør i Landbrug &Fødevarer, Jan O. F. Laustsen
  • Chefkonsulent i Håndværksrådet, Tine Bork

Dvs fem fra NGOerne, fire fra forskerverdenen, tre fra fagbevægelsen og tre fra erhvervslivet = 15 personer Laustsen og Knuppert er eneste gengangere fra U-landsstyrelsens fuldgyldige medlemskreds – dvs stedfortrædere ikke medregnet.

Se mere om Vagn Berthelsen i telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/nyt-job/general-far-fem-ar-mere-pa-posten-i-ibis

DOKUMENT

Lov om internationalt udviklingssamarbejde (som stadfæstet) lovforslag fremsat 11. april 2012 fra bemærkningerne:

Til § 10 Der foreslås med denne bestemmelse en ny struktur for den udviklingsfaglige rådgivning af udviklingsministeren.

Bestemmelsen indebærer, at Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, der er etableret ved lov nr. 94 af 19. marts 1962 om teknisk samarbejde med udviklingslandene og videreført i gældende lovs §§ 14-15, erstattes af et Udviklingspolitisk Råd, som er et forum for løbende dialog med og rådgivning af udviklingsministeren om alle sager af strategisk og udviklingspolitisk betydning.

Det Udviklingspolitiske Råd vil skulle drøfte væsentlige strategiske tiltag vedr. udviklingspolitikken og udviklingssamarbejdet, f.eks. landepolitikpapirer, nye tematiske strategier, overordnet samarbejde med de multilaterale organisationer, fremdrift i landeprogrammerne, erfaringsopsamling gennem drøftelse af gennemførte evalueringer m.v.

De væsentlige principper og funktioner, som er søgt styrket i den nye organisatoriske struktur, er:

• fortsat kvalitetssikring af udviklingsbistanden og ekstern bistandsfaglig rådgivning af udviklingsministeren med henblik på ministerens stillingtagen,

• styrket offentlighed og åbenhed, og

• fokuseret, strategisk dialog med og rådgivning af udviklingsministeren om større og væsentlige udviklingspolitiske emner. I særlige tilfælde kan konkrete programmer af strategisk karakter tages op i det Udviklingspolitiske Råd til principielle drøftelser, før de forelægges Bevillingskomitéen, jf. pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Dagsordenen for Rådets møder aftales mellem Udviklingsministeren og Rådets formand.

Rådets medlemmer kan anmode om at få emner på dagsordenen således, at Rådet sikres en initiativret.

Udviklingspolitisk Råd omfatter indtil 15 medlemmer, som forudsættes udpeget således, at sammensætningen afspejler relevante interessegrupper og den bistandsfaglige ekspertise i Danmark, herunder af folkelige udviklingsorganisationer og repræsentanter på tværs af arbejdsmarkedets parter, for dermed at sikre, at udviklingsarbejdet får en bred forankring i det danske samfund.

Udviklingsministeren udpeger medlemmerne af Udviklingspolitisk Råd, jf. § 10, stk. 3.

Medlemmerne udpeges for en tre års periode med mulighed for forlængelse for yderligere en periode (maksimalt seks år i alt).

Der vil blive udpeget tre repræsentanter fra fagbevægelsen, tre repræsentanter fra erhvervsorganisationer/virksomheder, fire repræsentanter fra universiteterne/forskerne og fem repræsentanter fra de folkelige organisationer.

Idet medlemmerne i Udviklingspolitisk Råd repræsenterer interessevaretagelse, vil medlemmer, der ikke længere repræsenterer deres organisation, kunne udskiftes efter indstilling fra denne.

Der indføres en høring af udvalgte organisationer, hvori de bedes indstille kandidater til medlemmer inden for deres respektive område i Udviklingspolitisk Råd forud for ministrenes udpegelse af Rådets medlemmer, som blandt andet vil omfatte Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer, Håndværksrådet, LO, NGO Forum, DIIS og Danske Universiteter.

Rådets forretningsorden vil blive fastlagt af udviklingsministeren i dialog med Rådets medlemmer og vil bestemme de nærmere retningslinjer for Rådets virke.

Rådet vil mødes mindst fire gange årligt. Med henblik på at sikre øget offentlig inddragelse og gennemsigtighed forudsættes det, at væsentlige sager, der forelægges det Udviklingspolitiske Råd samt bevillinger af en vis størrelse, der forelægges Bevillingskomitéen, sendes i offentlig høring.

Høringen vil finde sted på et tidligt tidspunkt i Udenrigsministeriets sagsbehandling for derved at sikre, at de indkommende høringssvar reelt får mulighed for at præge den videre bearbejdning af oplæggene.

Eventuelle høringssvar vil indgå sammen med det øvrige beslutningsgrundlag på møderne. Referater fra møderne vil ligeledes være offentlige.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 4. Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde, der er etableret ved lov nr. 94 af 19. marts 1962 om teknisk samarbejde med udviklingslandene og videreført ved den gældende lovs § 16, nedlægges, idet Rådets funktion bortfalder med nedlæggelsen af Styrelsen.

Rådet har i praksis hovedsageligt fungeret som et debatforum og har ikke har haft den oprindeligt tilsigtede funktion med at følge styrelsens virksomhed eller fremkomme med råd og henstillinger, jf. den gældende lovs § 16, stk. 1. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger. (slut)