Jørn Nielsen
Uddannet i ØK (Shipping) 1978. HD, International Business fra CBS 1987.
Udstationeret til bl.a. Canada, Beijing, Lagos og Kampala. Herefter private og forretningsmæssige rejser over store dele af verden. Som virksomhedsrådgiver i Danmark har han arbejdet med iværksættervirksomheden 2Sense Speakers Aps.
Mere: http://dk.linkedin.com/in/jornnielsen
Under min udstationering i Uganda i perioden 1994-1998, havde vi for sædvane at spise frokost på en kinesisk restaurant, hvor vi blev meget gode venner med bestyrerparret, der var udstationeret fra ejeren i New York. Det er god forretning at drive kinesiske restauranter også i Afrika, men det er en anden historie.
Denne lørdag havde vi inden frokosten et kort ærinde i en forretning på Kampala Road, og med den mangel på parkering der var, parkerede vi som så mange andre – fuldt lovligt i øvrigt – i rækken af biler i midterrabatten.
Efter ærindet i forretningen trak chaufføren – mig – ud i trafikken, men jeg kunne ikke tage højde for den motorcykel – ja vel nærmest en stor knallert – der kom susende med alt for høj fart bagfra og bragede ind i den Elephant Guard der sad på forenden af vor Landrover Discovery.
Motorcyklens chauffør og passager fløj hen ad Kampala Road med flere hudafskrabninger til følge. Motorcyklen blev vind og skæv.
Elephant Guard’en blev trukket skæv og den ene halvdel stak nærmest vinkelret ud fra forenden af Landroveren.
En politibetjent fra en nærliggende politistation havde observeret det hele og tog hånd om situationen.
Vi blev vel nærmest alle arresteret og beordret på den lokale politistation for at behandle sagen.
Min hustru og 2 små børn var i vor bil, og politibetjenten var enig i min påstand om, at de alle var uskyldige i hændelsen, så vi blev enige om at køre dem hen til den kinesiske restaurant og sætte dem af.
Politibetjenten tog med lige for at være sikker på, at jeg nu også kom tilbage på politistationen.
Tilbage på politistationen skulle sagen nu behandles, og da jeg aldrig havde været arresteret før og da slet ikke i Afrika, var jeg lidt ulden ved situationen, men egentlig ikke nervøs eller bange, for jeg følte mig godt tilpas i Kampala og mente at situationen var til at håndtere.
Jeg blev afhørt, der blev skrevet rapport, og nogle fodgængere, der havde set optrinnet, blev også afhørt.
Undervejs i forløbet blev jeg flere gange beroliget af betjentene på stationen, der sagde at alt nok skulle gå og, at jeg ikke havde nogen grund til bekymring.
Pludseligt grinte nogle af betjentene højlydt. De stod og kiggede ud af vinduet og så at motorcykelchaufføren og passager møjsommeligt havde fået gang i motorcyklen og pludselig stak af.
“OK Sir, you can go now. But for good orders sake and your own protection we will charge [sigte] you. You should not worry; nothing will ever come out of the charge”.
Nogle dage senere blev “charge” leveret til mig på kontoret og behørigt arkiveret i bilmappen.
Og der skete aldrig noget.
Årsagen til denne ”charge” var udover at beskytte mig også at beskytte betjentene selv. ”Charge” skulle godtgøre, at betjentene havde udført deres arbejde samt, at jeg ikke havde købt mig til ikke at blive sigtet. Og der blev netop ikke udvekslet hverken tjenester eller penge.
Det viste sig at de to herrer på motorcyklen var stukket af fra et tyveri på den også stjålne motorcykel og absolut ikke havde noget ønske om at skulle i retten for at fortælle deres historie. I øvrigt var politibetjentene enige i at årsagen til uheldet skyldtes motorcyklen og ikke Landroveren.
Politibetjentene tog det ganske roligt at tyvene stak af; de mente nok at de skulle få fat i dem senere da de havde en god ide, om hvem de var, og hvor de boede.
Tilbage på den kinesiske restaurant kunne jeg lige nå at deltage i resterne af frokosten, men fik da en kold øl ud af det!
