Tårnhøje bud på hjemmeauktioner har banet vejen for kinesisk kunst på de globale markeder. Nu stiller eksperterne spørgsmålstegn ved hammerslagene.
Endnu et tegn på Kinas kommende dominans. Sådan var der mange, der tænkte, da kunstsalget på Folkerepublikkens statslige auktionshus Poly overhalede de traditionelle kæmper i Christie’s og Sotheby’s.
Én ting er sikkert – de senere års fænomenale priser på kinesisk kunst har været med til at trække investeringer til landets blomstrende kunstscene. En udvikling der både finansielt og kunstfagligt har været en af de helt stærke tendenser de senere år. Og vel også har præget interessen på det voksende antal vestlige udstillinger af kinesisk samtidskunst, for eksempel på nordsjællandske Louisiana i 2007.
Statslig strategi
Men måske hviler hypen mere på det erklæret materialistiske kommunistpartis økonomiske strategier end på æstetiske kunstelskeres kærlighed.
Netsiden Kunstkup kan i hvert fald citere internationale undersøgelser, der tyder på urent trav bag i hvert fald en del af auktionspriserne.
Angivelig er det en offentlig hemmelighed for kinesiske kunsthandlere og auktionsansatte, at statens Poly Auktioner tillader sælgerne massivt overbud på egne værker, hvis de reelt indkomne bud ikke er tilfredsstillende – vel at mærke uden at de efterfølgende behøver at lægge prisen. Sådan har man skabt en stødt stigende pris på kinesisk kunst.
Og hvorfor? I følge en amerikansk kunsthandler, som Kunstkup citerer, er målet at give billedet af et investeringsobjekt med sikkert afkast, der kan tiltrække udenlandsk valuta. Alt sammen som led i landets økonomiske politik: “Hvis Kina skal holde pengene i Kina, har landet brug for store investeringsmaskiner”.
