G 20 vil puste liv i verdenshandelen

Redaktionen

Økonomi- og finansministre fra 20 rige og fattige lande (G 20-landene) afsluttede natten til tirsdag 2 dages møder, hvor de drøftede, hvordan de kan puste nyt liv i verdensøkonomien, undgå finanskriser og afskære terrorristers finansieringwskilder, skriver Berlingske Tidende tirsdag.

Amerikanerne benyttede mødet i den mexicanske bjergby, Morelia, til at opfordre landene til at støtte genopbygningen af Irak og tilskyndede til at få de strandede forhandlinger om at liberalisere verdenshandelen i gang igen.

USAs finansminister, John Snow, slog bl.a. på, at frihandel er afgørende for at hjælpe landenes økonomier med at vokse. Mange af de deltagende lande var også blandt hovedaktørerne på WTO-ministermødet i Cancun i september, hvor forhandlingerne brød sammen, fordi WTOs 146 medlemslande ikke kunne enes om nedskæringer i især landbrugsstøtten og vilkårene for internationale investeringer.

Ministrene talte i Morelia også om et såkaldt “adfærdskodeks” med retningslinjer for lande, som står på randen af en gældskrise.