Dansk forsvar kan ikke opfylde regeringens målsætning om at udsende 2.000 soldater til opgaver i udlandet, ikke mindst Afghanistan, under de nuværende bevillinger.
Sådan lyder udmeldingen fra forsvarsminister Søren Gade (V), der i Berlingske Tidende torsdag efterlyser flere penge forud for næste års nye forsvarsforlig.
– Vores mål hænger i øjeblikket ikke sammen med vores midler. Jeg vil afholde mig fra at gætte på, hvor mange flere penge der skal bruges yderligere, men blot konstatere, at det ikke kan lade sig gøre at udsende de 2000 mand for de penge, som der er sat af, siger Søren Gade til Berlingske.
Ministeren peger på, at Danmark i øjeblikket bruger under 1,3 procent på forsvaret, som er under Natos anbefaling på 2 procent. Gade advarer om, at danske soldaters liv på sigt kan komme i fare på grund af forældede våben og mangelfuld udrustning.
Regeringen har en håndfast målsætning om, at forsvaret kan udsende 2.000 soldater på internationale missioner i 2009. I dag er der godt 1.300 udsendte soldater.
Samtidig skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag, at Især Afghanistan-krigen koster det danske forsvar langt mere end ventet.
Krigsdeltagelsen medfører flere udgifter til brændstof, ammunition og reservedele, og det har fået forsvarets drift af materiel til at stige fra 2,1 mia. kr. i 2003 til 3,5 mia. kr. i 2008, viser nye tal fra Forsvarets Materieltjeneste.