Amnesty Danmark laver gadeevents for at gøre opmærksom på problemerne med udvisning af terrormistænkte til torturstater ved hjælp af diplomatiske forsikringer.
Amnesty opstiller WC-kumme, deler toiletpapir ud og opfordrer folk til at indspille videoprotester på mobiltelefon. Det hele kan opleves i Københavns gader fra mandag den 7. til fredag den 11. april, skriver organisationen i en pressemelding mandag.
Storbritannien og andre vestlige lande udviser terrormistænkte til torturvenlige lande. Det er forbudt ifølge FN-konventionerne, men afsenderlandene indgår aftaler – såkaldte diplomatiske forsikringer – med modtagerlandene om, at fangerne skal behandles humant.
Den danske udenrigsminister er ikke afvisende overfor diplomatiske forsikringer, men Amnesty accepterer dem ikke. Virkeligheden viser, at de udviste ofte ender isolation i månedsvis, får tæsk eller bliver mishandlet og udsat for tortur, hedder det.
Amnesty mener ikke, at en diplomatisk forsikring er det papir værd, den er skrevet på. Derfor indleder organisationen nu en kampagne, hvor budskabet er trykt på papir, der er ligeså lidt værd som en diplomatisk forsikring – nemlig toiletpapir.
I Danmark tager Amnesty helt nye midler i brug for at lægge pres på de ansvarlige, anføres det.
Det sker ved at opfordre folk til at indspille videoprotester mod aftaler med torturstater via mobiltelefoner. Protesterne lægges på YouTube og sendes til de ansvarlige for aftalerne – deriblandt Storbritanniens Gordon Brown.
For at skabe opmærksomhed om diplomatiske forsikringer og få danskerne til at deltage i eventen kører Amnesty rundt i Københavns gader med en WC-kumme i hele kampagneugen.
Desuden har Amnesty International bedt teaterinstruktør Jens Backväll fra Terra Nova om at skrive et kort gadeteaterstykke om diplomatiske forsikringer, som bliver opført af lokale teatergrupper i ca. 25 danske byer. Gadeteatret og det rullende WC kan opleves første gang på Rådhuspladsen mandag den 7. april klokken 17.
Læs mere om diplomatiske forsikringer på www.amnesty.dk/aktion
Se også www.amnesty.dk/log/D3305-da.pdf