Gedigen overraskelse som ny bilateral chef i Danida

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danida præsenterer nu en gedigen overraskelse som ny bilateral chef.

60-årige Carsten Nilaus Pedersen hentes pr. 1. marts næste år hjem fra ambassadørposten i Tanzania for at indtræde som det suverænt ældste medlem af Danidas toptriumvirat sammen med den 14-år yngre kommende øverste chef, Ib Petersen, og Ole E. Moesby, der er 7 år yngre, som multilateral chef.

Dermed bryder Danida med en næsten sikker tradition for, at lederen af Danidas centrale koordinerende kontor, det tidl. S.1. – nu Udviklingspolitisk kontor – fortsætter op ad karrierestigen til selve top-3.

Det indebærer samtidig ifølge kilder noget, der ligner en forbigåelse i Danida-sammenhæng af den nuv. chef for Udviklingspolitisk Kontor, den meget alsidige og åbne Finn Jønck (58).

Han har både beskæftiget sig med bistand i dansk og internationalt regi (Verdensbanken) og bl.a. været forsiddende i Danidas erhvervskontor. En ikke uvæsentlig ting i betragtning af den nuv. regerings udviklingspolitiske prioriteter.

Også den nuv. multilaterale chef, Ole E. Moesby, der ellers kunne have rykket over til den (endnu) tungere post som chef for den bilaterale bistand – og dermed nærmere affyringsrampen til selve posten som Danida-chef – må se sig overhalet af Carsten Nilaus Pedersen. Det sker, når Ib Petersen om et år rykker op som Danida-chef og overlader stolen til den fra Østafrika-hjemvendende veterandiplomat.

Carsten Nilaus Pedersen har beskæftiget sig med udviklingsbistand og udviklingspolitik i henved 20 år.

Han blev færdig som cand.mag. i 1975 og fik umiddelbart efter et forskningsstipendiat fra Dansk Udenrigspolitisk Institut.

Den 1. september 1976 – altså for snart 30 år siden – kom han ind i udenrigstjenesten, først som sekretær, så fuldmægtig (1977), hvorefter turen gik til den danske EF-repræsentation i Bruxelles som første ambassadesekretær (1981-84).

I 1984 var han tilbage på Asiatisk Plads som fuldmægtig, fra 1987 til 1990 var han ambassaderåd i Tanzanias hovedby, Dar es Salaam, hjemme igen som fuldmægtig 1990-94, derpå 3 år som ambassaderåd i New Delhi, og så fra 1997 til 2003 chef for Danidas Asien-kontor.

Sidste station før den nye post som afdelingschef i Danida var ambassaden i Tanzania, vort suverænt største samarbejdsland for bistanden gennem de sidste 40 år. Her kommer han så til at residere fra 1. maj 2003 til udgangen af februar 2007.

Iagttagere hæfter sig ved, at mens Udenrigsministeriets ledelse som helhed har styrket sig med chefer på spindesiden, vil Danidas top igen være totalt mandsdomineret samtidig med, at kvindeaspektet i bistanden søges styrket og der sidder en kvindelig udviklingsminister.

Det gøres også gældende, at der – uanset Carsten Nilaus kvaliteter – sidder flere dygtige yngre folk, som kunne være foretrukket til den vigtige post som bilateral chef – nu da Finn Jønck under alle omstændigheder ikke får den.

Endelig fremføres det, at Carsten Nilaus hans alder taget i betragtning næppe er udset til at træde ind som Danida-chef på et senere tidspunkt.

Læs også telegrammet “Omstridt diplomat bliver ny chef for Danida i 2007 – Staur til New York”, dato 23.02.06, i rubrikken Dansk bistand.