Jesper Heldgaard
Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.
Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.
Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.
RETTELSE: Det fremgik tidligere at indlægget, at de ekstra 150 millioner kroner betyder, at Danmarks hæver sin udviklingsbistand med 0,008 procent af BNI. Der korrekte tal er 0,08 procent.
Den 2. december landede fem partier i Folketinget en finanslovsaftale for 2020, der skal ”sikre en markant styrkelse af den grønne omstilling.” Aftalen betyder blandt andet, at Danmarks samlede klima- og miljøbistand mere end fordobles – fra 630 mio. kr. i 2019 til 1.445 mio. kr. i år. Der er bare lige den hage ved det, at langt de fleste ekstra penge tages fra de mindst 0,7 procent af vores bruttonationalindkomst (BNI), som vi i FN har forpligtet os til at give i udviklingsbistand. Kun de 150 mio. kr. er ekstra, eller ”additionelle”, som det hedder i den internationale klimajargon. Det svarer til, at den danske udviklingsbistand i år øges med 0,08 procent af BNI!
Sagt på en anden måde: Verdens fattige skal finansiere 665 mio. kr. af Danmarks ekstra klima- og miljøbistand, mens vi danskere selv kun skal ryste op med 150 mio. kr. ekstra. Mere har vi ikke råd til, må vi forstå. Den logik står i stærk kontrast til ’ånden fra 1992’.
Da Danmark kom i førertrøjen
1992 har brændt sig ind i de fleste danskeres hukommelse som året, hvor et undertippet dansk fodboldlandshold kom med til EM-slutrunden i Sverige på afbud og blev Europamestre! Men 1992 var også året, hvor alverdens ledere mødtes til miljøtopmøde i Rio de Janeiro i Brasilien og vedtog klimakonventionen, og hvor Danmark besluttede at yde miljø- og katastrofebistand oven i den traditionelle udviklingsbistand, der – også i 1992 – for første gang nåede op på 1 procent af vores BNI. 1992 blev året, hvor fundamentet for et tiår med Danmark i den globale førertrøje på udviklings- og miljøområdet for alvor blev støbt.
Den historie er værd at fortælle nu. For det er ikke kun en historie om procenter af BNI, men nok så meget om, hvor markant et globalt aftryk selv en ganske lille nation kunne sætte, da den i nogle år havde modet til at gå helt i front.
Og da Danmark afgav den
Desværre er det også historien om, hvordan de dramatiske besparelser på den danske udviklings-, klima- og miljøbistand i 2001 og 2015 betød, at Danmark helt frivilligt gav førertrøjen fra sig. For 2001 blev indledningen til en ny epoke, hvor politikerne ikke nøjedes med at skære i bistanden, så den nu er ved at være nede på det laveste niveau i 40 år, nemlig de 0,7 procent, vi har forpligtet os til, og hvor de selvsamme politikere blev ved med at finde på nye formål, Danmarks stærkt reducerede bistand skal bruges til at forfølge: Indsatser mod terror og migration, modtagelse og hjemsendelse af flygtninge for blot at nævne et par stykker. Resultatet er, at Danmark i dag bruger langt færre penge end tidligere til det, der var det oprindelige mål for udviklingsbistanden, og som netop var dét, Danmark i mange år høstede bred international anerkendelse for: den langsigtede kamp mod fattigdom.
Den nye finanslovsaftale gør lidt – meget lidt – for at rette op på miseren, og argumentet er altså, at vi ikke har råd til mere her og nu. Også derfor er der grund til at genopfriske begivenhederne fra 1992 og årene efter. Meget tyder nemlig på, at den investering og den vilje, Danmark viste til at tage globalt ansvar for en mere fredelig og bæredygtig klode, har været en ganske god forretning.
Da Per Stig holdt fanen højt
Så vi skal altså tilbage til 1992. I juni er Rio de Janeiro vært for det globale miljøtopmøde, hvor verdens lande vedtager de skelsættende konventioner om både klima og biodiversitet. I Danmark står den konservative statsminister Poul Schlüter på 10. år i spidsen for en borgerlig regering. Lederen af den danske delegation ved Rio-topmødet, miljøminister Per Stig Møller, er også konservativ, og han kæmper en brav kamp for at få de andre EF-lande med på de nye konventioner.
Og Danmark lader det ikke bare blive ved ord. For tilbage i Danmark går forskellige kræfter sammen for at sikre, at den markante danske profil i Rio bliver fulgt op af handling og med kroner og øre. Det lykkes. Den 26. november 1992 indgår VK-regeringen en finanslovsaftale med Socialdemokratiet og Radikale. Aftalen indeholder Danmarks kontante svar på de forpligtelser, vi påtog os i Rio: MIKA-rammen. Med den afsætter Folketinget en ny og særlig ramme for Danmarks internationale miljø- og katastrofebistand. Rammen ligger oven i den traditionelle udviklingsbistand, Danmark i forvejen yder, og som på dét tidspunkt for første gang er nået op på 1 procent af vores BNI, som der dengang var bred enighed i Folketinget om. Nu kommer MIKA-rammen så oveni som en særskilt ramme for at sikre, at udviklingsbistanden fastholdes på sit oprindelige mål: fattigdomsbekæmpelse. MIKA starter med beskedne 100 mio. kr. i 1993, men målet er, at den inden år 2002 skal op på 0,5 procent af BNI. Danmark sætter altså kurs mod en samlet udviklings- og miljøbistand på 1,5 procent af BNI, og det placerer Danmark helt i front i det internationale engagement imod fattigdom og klimaforandringer og for et bedre miljø. For det, vi i dag ville kalde Verdensmålene.
De grønne år
Med MIKA-rammen, der senere bliver til Mifresta – miljø, fred og stabilitet – kan Danmark iværksætte nye og banebrydende miljøindsatser, ikke bare i fattige udviklingslande, men også i mellemindkomstlande, hvor det bliver det nye Danced – Danish Cooperation for Environment and Development – i Miljøministeriet, der kommer til at stå for adskillige innovative programmer i lande som Indonesien, Thailand og Sydafrika.
Og selv om der er skæverter undervejs, høster mange af indsatserne ros i senere evalueringer, og de er med til at opbygge betydelig ekspertise. Ikke bare i modtagerlandene, men også i danske virksomheder. MIKA- og senere Mifresta-rammen er med til at grundlægge den grønne førerposition, Danmark og danske virksomheder stadig nyder godt af.
1990erne bliver et årti med højt til loftet, både i den danske udviklings- og miljøbistand. Målet om at få den samlede udviklings- og miljøbistand op på 1,5 procent af BNI i 2002 nås ganske vist aldrig, men Danmark når dog i 2000 at sætte ny verdensrekord, da udviklingsbistanden – inklusiv miljøbistanden – når 1,06 procent af vores BNI.
Men så kom Fogh med sin finte
Siden er det gået langsomt, men sikkert ned ad bakke. Og det starter med Fogh-finten i 2001: Da det ikke lykkes Venstre at vippe Poul Nyrup Rasmussen af pinden ved valget i 1998, overlader Uffe Ellemann-Jensen formandsposten for Venstre til Anders Fogh Rasmussen, der introducerer en ny stil med fokusgrupper, kontraktpolitik og meget andet moderne, der skal stå sin prøve ved valget i 2001. Her er det helt store slagnummer, Fogh-finten, at love vælgerne forbedringer på de ting, der er nære på dem, og finansiere det ved at skære ned på noget, der er langt fra vælgerne. Konkret lover Fogh at tilføre sygehuse og sundhed 1½ milliard kr. ekstra om året. Den ene milliard skal tages af udviklingsbistanden og den halve af miljøbistanden.
Fogh vinder valget, og Udenrigsministeriet må i gang med den største spareøvelse nogensinde. Den nye regering taler ganske vist om, at besparelserne ikke vil komme til at ramme de ’fattige’, fordi bistanden vil blive ’fokuseret’. Besparelserne møder kritik, men den afvises med argumenter om, at den kommer fra den danske ’godhedsindustri’, der – som det antydes – selv bliver ramt hårdere end de fattige i udviklingslandene.
Senere kommer det frem, at besparelserne bl.a. medfører, at Danmark med kort varsel afblæser et stort miljøprogram i et af verdens fattigste lande Laos, der har lagt et stort, men nu spildt arbejde i forarbejdet. Og Folkekirkens Nødhjælp påviser med ’Høns i Malawi’-kampagnen, at en række kvindegrupper i Malawi efterlades i håbløs gæld, fordi de har gældsat sig i forventning om dansk rådgiverbistand, som rammes af besparelserne. Men det er små skvulp i mediehavet i forhold til den omtale, VK-regeringens øgede milliarder til de danske sygehuse får.
Løkke gentager Fogh-finten
I 2015 gentager Lars Løkke Rasmussen Fogh-finten. Den danske udviklingsbistand er på dét tidspunkt omkring 0,85 procent af BNI. Vi kan altså skære en lige så stor luns som i 2001 og stadig overholde FN-henstillingen om at yde mindst 0,7 procent. Og igen kan de sparede milliarder bruges tæt på de danskere, der skal til stemmeurnerne. Fogh-finten virker nok engang. Løkke vælter Thorning, og Udenrigsministeriet skal med kort varsel spare 3 mia. kr. af udviklingsbistanden. Det kommer oven i de 2 mia. kr., der i 2014 blev taget af bistanden for at finansiere modtagelse af flygtninge i Danmark. Alligevel ledsages 2015-besparelsen igen med løfter om, at den hverken vil gå ud over Afrika eller verdens fattige.
Mantraet bliver – og har været det siden, at Danmark fortsat er i det absolutte førerfelt som ét af de blot fem lande i verden, der lever op til FN-målsætningen om de 0,7 procent, og at ”vi godt kan være bekendt at se os selv i spejlet.” Vi er langt fra ånden og viljen til handling fra 1992, der i mange år gjorde Danmark, Danida og Danced til kendte og troværdige ’brands’ internationalt. Og som gjorde, at dansk udviklingsbistand i mange år blev kåret som verdens bedste og mest effektive og kendt for de langsigtede, forpligtende samarbejder med de såkaldte programsamarbejdslande i Afrika, Asien og Latinamerika og for den teknisk-faglige kunnen hos de ansatte i Udenrigsministeriet og på de danske ambassader. Det gav Danmark en pondus, som rakte langt ud over det, vores størrelse berettigede til. Danmark kunne med stor troværdighed tale for kvinders rettigheder, for miljø og for at gøre noget ved klimaforandringerne. Fordi Danmark ikke bare talte, men også gik allerforrest, når regningen skulle betales. Og ja, det kostede, men det gavnede også i mange år dansk erhvervsliv. Spørg bare Dansk Industri og store og små danske virksomheder i de grønne sektorer.
Discountdiplomati
Nu står vi i stedet med et udenrigsministerium og danske ambassader, der er skåret så kraftigt, at flere har kaldt den danske udenrigstjeneste et discountdiplomati, der nok har viljen, men ikke ressourcerne til at fremme traditionelle danske mærkesager. Et eksempel: For nyligt konstaterede en evaluering, at Danmarks indsats for kvinder, fred og sikkerhed er gået stærkt ned ad bakke, selv om kvinder og ligestilling i mange år har været en dansk mærkesag. Men, hed det i evalueringen, Danmark er blevet en ’lean donor’ med et udenrigsministerium og repræsentationer, der ikke længere har muskler og ressourcer til at følge de politiske udmeldinger op med handling.
Sagen er et godt eksempel på, at de politikere, der skærer i bistandsbudgetter og -bemanding ikke holder sig tilbage for at komme med høje mål for og nye ideer til, hvad bistanden skal bruges til. Sideløbende med de seneste årtiers nedskæringer har vi set en perlerække af nye initiativer med flere fællestræk: Det er kortsigtede her-og-nu-indsatser, og de er udtænkt i Danmark. Et typisk eksempel var ’Kvinder i Afrika’-initiativet, der blev iværksat i 2006 med 150 mio. kr. Fem år senere kunne en evaluering konstatere, at ja, initiativet levede fint op til de overordnede prioriteringer i den danske udviklingspolitik, men at effekten af de mange spredte projekter var begrænset. Med andre ord: Et signalprojekt, der mere syntes sat i værk for at vise, at vi gør noget, end for at skabe en forskel hos dem, det skulle gavne.
Tag opgøret med Fogh-finten
Hvis de flotte erklæringer om Verdensmålene og om verdens grønneste klimalov skal blive andet end signalpolitik, så kræver det politisk mod og vilje til – som i 1992 – at sætte handling bag ordene og afsætte penge til at føre målene ud i livet. Det kræver mod til at gøre op med Fogh-finten, der lever videre i dansk politik i bedste velgående, selv om lavmålet for udviklingsbistanden på 0,7 procent er nået. Nu betyder mekanikken i Fogh-finten bare, at vi står med en regering, der egentlig gerne ville styrke Danmarks globale engagement for klima, miljø og bekæmpelse af fattigdom, men som siger, at vi ikke har råd til at gøre det her og nu, fordi de hjemlige behov – tæt på vælgerne – lige skal klares først.
Come on: I 1992, hvor Danmark – under en borgerlig regering – havde råd til at give 1 procent af vores BNI i udviklingsbistand og vedtog et mål om at lægge 0,5 procent oveni til miljø- og katastrofebistand, havde hver dansker ifølge Danmarks statistik en reel, årlig, disponibel indkomst på 342.000 kr. I 2019 var den vokset med næsten 50 procent i faste priser, til 527.000 kr. Og så skulle vi ikke have råd til at gøre det, vi havde råd til i 1992!
Mon ikke snarere det handler om politikere, der ikke tør gøre op med Fogh-finten og ’tage pengene fra danskerne’? Politikere, der vil det hele, men som ikke vil stå på mål for, at det koster. Sagen er jo, at vi ikke kan det hele, hvis ikke det må koste noget. Og at det selvfølgelig koster noget på den korte bane, men betaler sig på den lange, fordi det – som vi så efter 1992 – giver imponerende resultater og sætter Danmark på verdenskortet som en troværdig forkæmper for Verdensmålene og imod klimaforandringer.
