Gennemsigtig, ja. Gennemskuelig, nej

bistandskronen_-_openaid
Ane Nordentoft

26. august 2016

Jesper Heldgaard

Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.

Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.

Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.

Det er nok de færreste, der er klar over, at Danmarks samlede, officielle udviklingsbistand i 2015 var 17,254 mia. kr. og dermed faktisk 380 mio. kr. højere end i 2014. På Danidas egen hjemmeside er tallet nemlig opgjort til at være en hel milliard lavere, 16,252 mia. kr. Og det er faktisk det eneste tal, Udenrigsministeriet officielt har meldt ud.

Da ministeriet 13. april udsendte en pressemeddelelse om DAC’s årlige opgørelse af udviklingsbistanden, stod der kun, at bistandsprocenten for 2015 landede på 0,85 pct. af BNI.

Beløbet i kroner og øre måtte man ind på DAC-tabellerne for at se. Her står beløbene i dollar, men de indviede vil vide, at man kan vælge at få beløbene opgjort i den nationale valuta, og gør man det, dukker tallet på 17,254 mia. kr. op.

Multilateral bistand eksploderer

Forskellen gik op for mig, da jeg ville følge op på Timbuktu Fondens analyse fra foråret af dansk udviklingsbistand 2014-16 ved at dykke ned i Danidas årsberetning for 2015 og se på, hvordan det egentlig var gået med den danske udviklingsbistand i 2015. Blev der færre penge til Afrika, til humanitære indsatser osv.? Ret enkle spørgsmål, troede jeg.

Så jeg gik ind på openaid.dk, og jeg skal da lige love for, at der er masser af tal. Problemet er bare, at de ikke nødvendigvis holder, som tallet for Danmarks totale udviklingsbistand blot er et af mange eksempler på.

Derfor spurgte jeg i Udenrigsministeriet om dette og flere andre tal. Og ros skal de have, de travle embedsmænd, for hurtigt at skaffe tal og svar.

Jeg fik f.eks. oplyst, at Danmarks samlede bistand til Afrika i 2015 var 3,042 mia. kr. og ikke de 2,699 mia. kr., der i skrivende stund optræder på openaid.dk. Og at Danmarks samlede multilaterale bistand i 2015 nærmest eksploderede til 3,985 mia. kr. fra de sølle 1,208 mia. kr., de optræder med under figuren Bistandskronen på openaid.dk.

Det skal understreges, at openaid.dk indeholder en såkaldt ’disclaimer’: ”2015-tal for året er ikke komplette”. Det må siges at være en underdrivelse. Flere af tallene er – her langt hen i 2016 – direkte misvisende og dermed uanvendelige. Jeg har da også fået at vide, at Udenrigsministeriet nu vil tydeliggøre denne disclaimer.

Research kan dræbe en god historie

Men mit forsøg på at medvirke til at tilvejebringe et faktuelt grundlag for debatten om dansk udviklingsbistand forud for tirsdagens præsentation af finanslovsforslaget for 2017 ender derfor i stedet i denne lidt teknisk prægede udredning.

Og jeg kan da godt ærgre mig over, at jeg ikke bare brugte tallene fra openaid.dk ukritisk. Der var nemlig gode historier i det. F.eks. at den multilaterale andel af dansk bistand var helt nede og kysse 11 pct. i 2015. Nu lander den, fik jeg at vide, i stedet på pæne 27 pct.

Jeg fik også at vide, at fejlen i netop dét tal skyldes, at openaid.dk-siden i disse dage slås med tekniske problemer. Men processen har bekræftet det journalistiske mundheld om, at research kan dræbe enhver god historie.

Endelig fik jeg at vide, at Udenrigsministeriet er i fuld gang med at validere alle tallene for 2015 i openaid.dk, og at det er en proces, der er foregået på samme måde i årevis – også før openaid.dk blev lanceret for et par år siden: Danmark laver – som alle andre donorlande – en tidlig afrapportering til DAC. Det er den, DAC’s opgørelser i foråret – og Udenrigsministeriets pressemeddelelse i april – baserer sig på. Det var også den, som Danida tidligere baserede sin årsberetning i foråret på.

Men mens totaltallet for dansk bistand fra dengang stadig holder, så kan de underliggende tal ændre sig ganske meget i den efterfølgende og mere detaljerede afrapportering til DAC hen over sommeren. Det er ren teknik.

Meld tydeligt ud om forbehold

Men særligt gennemskueligt er det ikke. Og netop usikkerhed om tal er gift for en saglig debat om substansen i udviklingssamarbejdet.

Derfor en opfordring til, at politikerne sikrer Udenrigsministeriet ressourcer nok til at opdatere og vedligeholde openaid.dk, så det kan blive det gode redskab, DAC fremhæver det som. Og til Udenrigsministeriet om at melde meget mere klart og tydeligt ud om de forbehold, nogle af tallene i openaid.dk skal tages med, og hvornår tal er at betragte som de endelige og sammenlignelige, officielle tal.

Først når de tal foreligger, kan jeg – og andre – i øvrigt så melde tilbage med pålidelige svar på spørgsmål om, hvordan det f.eks. gik med udbetalingerne af humanitær bistand i 2015 i forhold til året før.