Af Peter Høvring
Humanitært hjælpearbejde i virkelighedens verden er langt fra så enkelt og ligetil, som det tit ses omtalt. En katastrofe vender op og ned på de sociale strukturer og sætter sammen med den almindelige overlevelsesmekanisme gang i kræfter, som kan sætte selv knæsatte nødhjælpsprincipper på en hård prøve.
På samme måde, som den asiatiske tsunami med ét slag ændrede livet for den fattige fiskerbefolkning i landsbyen Vidinthakarai i Tamil Nadu i det sydlige Indien, er det næsten en skæbnens ironi, at der kun skulle ændres et bogstav i byens navn, så betydningen af ordet skiftede fra “stedet med solopgangen” til “stedet med ødelæggelsen”. På tamil skulle man blot fjerne det indledende v.
I dag er der ingen, som udtaler v-et – de 2 første husrækker blev skyllet bort, og flere hundrede fiskerfamilier mistede livsgrundlaget. 4 mennesker døde.
De fleste bor stadig på stranden, men nu i midlertidige genhusninger.
Der ligger igen både på stranden, men langt fra så mange som før.
Fiskerne er afhængige af nødhjælp udefra.
Mange bådejere kom i bundløs gæld, da deres både blev ødelagt. Deres muligheder for at betale gælden tilbage er næsten lig nul.
Mr. Theolasius på 46 hører til de bedre stillede blandt de fattige fiskere, for han ejede sin egen glasfiberbåd. Den blev svært ødelagt, så reparationen kommer til at koste næsten det samme som en ny.
Og han ved god besked, for båden ligger næsten færdig under et halvtag i byen. Ejeren af værftet kræver 75.000 Rupees (9.700 kroner) for reparationen.
Og han har kun kunnet betale 10.000.
Og han kan ikke få den ud af ejeren af værftet, før han har betalt hele beløbet.
Begge griner afvæbnende, da jeg anfører at, Mr. Theolasius meget bedre og hurtigere vil kunne betale gælden af, hvis han fik lov til at fiske med sin båd.
Sådan spiller klaveret ikke for tiden i Idinthakarai.
Der skal kontanter på bordet, for alle har noget ude at svømme.
Således også Mr. Kapiston, en af de mange lokale købmænd. Som skikken normalt er i landsbyen, køber folk på kredit og betaler sidst på ugen. Men det er længe siden, at han har fået penge for de varer, han har solgt til fiskerne. Så også hos ham og de andre handlende er det hårde tider, siger han.
Den lokale landsbyleder, Mr. Raja, fortæller, at mange ægteskaber er blevet udsat af økonomiske årsager.
Folk er holdt op med at betale deres gæld på fiskerbådene. Han nævner, at den lokale kirke lige efter tsunamien har opfordret långiverne til at lade være med at inddrive deres afdrag og renter i 3 måneder.
Det er i høj grad lykkedes, men nu er de tre måneder snart gået, så han gruer for fremtiden. 85 procent af områdets 1.100 familier er fanget i gældsfælden.
Han fortæller, at regeringen ikke kan hjælpe her, for det er private lån i de såkaldte chit-fonde. Det er et system med fælles opsparing i en gruppe, hvor en lodtrækning afgør hvem der kan bruge de fælles opsparede penge.
Navnet ligger snublende nær det engelske ord for snyderi, cheat, og Mr. Raja bekræfter, at det netop er, hvad ordningen hedder i folkemunde. Under alle omstændigheder har alle tabt, da tsunamien ramte kysten. Men nogen skal betale gælden på noget som ikke eksisterer længe.
Fiskersamfundet får faktisk hjælp. Mange private organisationer er til stede i Idinthakarai, herunder også den kirkelige hjælpeorganisation CASA.
Det begyndte med ren nødhjælp med uddeling af de mest nødvendige fornødenheder.
Senere byggede CASA en del midlertidige huse, og om kort tid står det klart, hvor mange permanente huse, den lokale administration lader CASA bygge. Planerne er klar, detaljerne er klaret og pengene er til stede.
P.J. Thomas fra CASA forklarer, hvordan organisationen planlægger at blive i Idinthakarai i mindst to år – faktisk regner han med mindst fem år. Ud over husbyggeri står der også forbedring af infrastruktur og levevilkår på programmet.
Pas på de skrappe fiskerkoner
Det første skridt til at få fiskerbefolkningen i gang igen var at uddele et fiskekone-sæt til de mest trængende. Det skulle vise sig at være vanskeligere end forudset.
Mens mændenes arbejde er at fange fiskene på havet, tager kvinderne over, når fisken landes på stranden. Det kræver store baljer og en isboks, når de skal til markedet for at sælge fisken. Desuden er det godt med en god kniv og en vægt med lodder. Alt dette er almindeligt anerkendt af alle med kendskab til fiskerkoners arbejde.
Sammen med den meget indflydelsesrige og magtfulde formand for fiskerkonerne, mrs. Josebin, identificerede CASA de fattigste, mest sårbare og udsatte kvinder efter de kriterier, som CASA altid arbejder efter.
Fiskerkonernes komite identificerede de 52, som skulle have hjælp.
Alt sammen efter bogen. Sagen var klar, og alle havde nikket til både principperne og listen.
Det holdt, lige indtil den højtidelige uddeling under overværelse af den lokale præst og forskellige honoratiores fandt sted.
Synet af de flotte fiskebaljer, vægten, kniven og den røde isboks og ikke mindst startkapitalen på 500 rupees (65 kroner) satte en social dynamik i gang, som ikke uden videre lod sig tøjle af aftaler og principper.
Mrs. Josebin mente nu ved nærmere eftertanke, at der faktisk blandt fiskerbefolkningen i Idinthakarai var hele 150 kvinder som opfyldte kriterierne – og at denne fejl øjeblikkelig måtte rettes. CASA havde kort sagt at tredoble sin indsats i området.
CASAs mand på stedet, Mr. Baskar fortæller, at fiskerkonerne i Idinthakarai og nabolandsbyen Kulhankuly er temmelig skrappe. Det er ikke mændene, der råber op og kræver ind.
De er nemme at tale med og forstår principperne. Det er fiskerkonerne, som er problemet. En af dem havde truet med at sprænge en bombe, hvis ikke der skete ændringer.
Når det overhovedet kan forekomme, skyldes det den geografiske nærhed til Sri Lanka og den sproglige og politiske forbindelse til de tamilske tigre.
Bådene blev åbenbart ikke alle steder brugt til fiskeri – smugleri har altid været en vigtig ekstra indtægtskilde for nogen af fiskerne, fortæller Baskar.
Men uddelingen af udstyret til fiskerkonerne foregik alligevel efter CASAs principper, som de har gjort uden problemer i masser af landsbyer langs den tsunami-hærgede indiske kyst.
Balladen udeblev ikke i Idinthakarai
Dagen efter uddelingen blev der indkaldt til stormøde i fiskerkonernes sammenslutning, hvor mrs Josebin og andre forsmåede fiskerkoner fik gennemført, at udstyret blev omfordelt efter nogle mere retfærdige principper efter lokalt tilsnit.
Sådan at alle på mrs Josebins liste fik en smule.
Og da denne ordning uden problemer kunne få flertal, måtte de fiskerkoner, som efter CASAs trangskriterier havde mest brug for hjælp, pænt aflevere en del af deres nyerhvervede udstyr til de andre.
Mrs. Kalpana sidder tilbage med sin enlige store fiskekasse, efter at hun har måttet videregive det meste af det tildelte udstyr. I betragtning af de mange tilhørere til interviewet, som altid nysgerrigt indfinder sig med den slags lejligheder, er hendes reaktion på den folkelige omfordeling forudsigeligt solidarisk.
Hun forklarer, at hun hovedsagligt sælger sine tørrede fisk stykvis, så vægten har hun faktisk ikke brug for. Hun bekræfter, at hun helhjertet støtter beslutningen, men hendes ansigt synes ikke at understøtte dette udsagn.
Men halvt hviskende siger hun bøjet mod tolken fra CASA, at hun faktisk godt kunne brug den transportspand med låg, som var med i sættet.
Medarbejderne i CASA rasede, da de hørte om Mrs Josebins omfordeling.
– Den strider ikke blot mod vores principper, men også mod aftalen, vi lavede med den lokale befolkning. Vi vil ikke acceptere det, siger mr P. J. Thomas.
Alligevel er det, som om denne kategoriske holdning opblødes, jo tættere medarbejderne er på arbejdet i marken. Fiskerkonernes tunger er skrappe og de er ikke sådan at bide skeer med.
Mr. Baskar gyser ved tanken om, at han faktisk er den, som skal træde op imod mrs Josebin i lokalsamfundet. De er meget magtfulde, gentager han flere gange med en gysen, mens han ryster på hovedet. Uuddannede og uregerlige.
Mr P. J. Thomas kender godt fiskerkoner i almindelighed og er ikke meget for at forhandle priser med dem på markedet i storbyen Chennai (Madras), hvor han normalt bor. Fiskerkonerne står forrest og bruger mund, mens mændene holder sig i baggrunden og ordner fisken.
Han medgiver derfor, at man nok ikke i praksis kan omgøre kvindernes egen omfordeling, sådan som forholdene er i Idinthakarai.
Men på længere sigt er han ikke i tvivl om, at CASA nok skal få vendt udviklingen, så fiskerkonerne vil arbejde med på organisationens øvrige genopbygningsprogrammer. Det er lykkedes alle andre steder, så hvorfor ikke også her, spørger han.
CASAs direktør, Sushan Agriwal, betegner sagen som noget af en afvigelse fra det normale.
– CASA vil bestemt følge op på sagen. Men vi vil ikke med magt omgøre kvindernes uautoriserede omfordeling. Derimod vil vi i vores arbejde med dem i den kommende tid sørge for at få dem til at indse, at det, de gjorde, var forkert. Således, at de af sig selv om gør beslutningen, siger han.
CASA er kendt for at blive i genopbygningsområderne i lang tid efter en katastrofe.
Journalist Peter Høvring er web-redaktør i Folkekirkens Nødhjælp; i april dog informationsmedarbejder i ACT, Kirkernes Internationale Nødhjælp.
Artiklen fra www.noedhjaelp.dk er gengivet med tilladelse fra forfatteren.
