50.000 danskere har fået en ged, en flok høns, en bisværm eller en af de andre julegaver fra Folkekirkens Nødhjælps gavekatalog
”Giv en ged” har taget danskerne med storm. På godt en måned blev der solgt gavebeviser for 9,5 millioner kr. til bl.a. husdyr, medicinsk udstyr og fodbolde. Det oprindelige mål var at sælge gavekort for 2 mio. kr., skriver den store humanitære organisation i en pressemeddelelse onsdag.
– Det har overgået vore vildeste forventninger, og det betyder, at vi kan hjælpe mange flere fattige i verden, end vi overhovedet havde turdet håbe på, siger en meget glad Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Geden er den absolutte bestseller i Nødhjælpens julegavekatalog, men der er også afsat mange andre gaver. Der er f.eks. solgt 14.090 hønseflokke, 2.827 køkkenhaver og 2.608 bisværme.
Christine Borgstrøm fra Frederiksberg er en af de glade givere:
– Jeg har købt for 900 kroner høns, geder, kondomer, legetøj og en køkkenhave til min familie i år. For et lille beløb kunne jeg glæde mange mennesker både her i Danmark og andre steder i verden på én gang, forklarer hun og fortsætter:
– Gaverne blev taget godt imod. Det var et muntert indslag – og det er dejligt, at det kan være muntert at hjælpe andre.
De første familier har allerede fået deres geder. Over 16.000 af de små drøvtyggere er på vej ud til familier i Malawi, Etiopien, Zambia, Uganda, Sudan, Sri Lanka og Indien.
– Geder er fantastiske som gaver, fordi de skaffer både mælk, gødning og skind. Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på, at de ikke skal blive en belastning for miljøet. Og når vi giver en ged til en familie, bliver den vaccineret, og familien lærer, hvordan skal passes, så den ikke dør eller spiser afgrøderne, forklarer Henrik Stubkjær.
Han understreger, at gederne ligesom de andre gaver, ikke kan stå alene, men indgår i større projekter, der handler om at ændre ved de strukturer, der er årsag til fattigdom.
Geden er både kaldt den “fattige mands ko” og “Afrikas pest”, fordi den afgnaver vegetationen helt i bund, og endog klatrer op i træerne efter blade.
Læs mere på www.noedhjaelp.dk