Glæde i Amnesty: Danmark underskriver vigtig FN-konvention

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Amnesty International hilser det velkomment, at den danske regering har skrevet under på FNs konvention om beskyttelse mod tvungne forsvindinger, dvs at folk forsvinder mod deres vilje af politiske eller andre årsager, skriver Amnestys danske afdeling i en pressemelding onsdag .

For 4 år siden forsvandt tysk-libaneseren Khaled el-Masri pludselig fra jordens overflade. Han blev fanget af den amerikanske efterretningstjeneste CIA i Makedonien og sendt i fængsel i Afghanistan. I næsten et halvt år levede hans kone og børn i Tyskland i uvished om, hvor han var – og om han overhovedet var i live.

Khaled el-Masri var ét ud af de tusindvis af ofre for tvungne forsvindinger. De lider under en praksis, som er indførti kølvandet på krigen mod terror, hvor regeringer forsøger at fjerne politiske modstandere.

Amnesty har ved flere lejligheder opfordret den danske regering til at underskrive FN-konventionen om beskyttelse mod tvungne forsvindinger, hedder det.

Dette er det første afgørende skridt hen imod ratificering (endelig statsretlig undertegnelse) af konventionen, hvilket betyder, at Danmark dermed bliver retlig forpligtet til at overholde den.

Konventionen slår fast, at politiske kidnapninger som eksempelvis af Khaled el-Masri er en alvorlig international forbrydelse og sikrer, at de aktører, der har ansvaret for, at en person forsvinder, drages til ansvar.

I praksis vil det betyde, at den danske regering har pligt til at efterforske og behandle enhver sag om tvungen forsvinding i Danmark, i udlandet eller sikre at en international straffedomstol behandler sagen.

Konventionen forbyder hemmelige fængsler og er f.eks. et godt redskab til at bekæmpe CIAs overførsler af terrormistænkte til forhør i hemmelige fængsler i torturvenlige stater – de såkaldte renditions.

Derfor vil konventionen også være relevant i en dansk sammenhæng, såfremt CIA flyver hen over dansk territorium, siger Amnesty.

Khaled el-Masri blev sat fri igen efter 5 måneder med tortur uden nogensinde at blive anklaget for noget. Han er tilbage i Tyskland hos sin familie, men er dybt traumatiseret efter torturen.

Når konventionen træder i kraft vil personer som Khaled el- Masri og hans familie fremover have mulighed for at søge erstatning for krænkelsen og få sagen behandlet ved en FN ekspertkomité.

Fakta om tvungne forsvindinger

Tvungne forsvindinger er et fundamentalt brud på retsprincipperne. En tvungen forsvinding er lig med: arrest, varetægtsfængsling, bortførelse eller enhver anden form for frihedsberøvelse af en statslig aktør eller af personer – eller grupper af personer – der handler på bemyndigelse af og/eller med støtte eller samtykke af staten.

FNs konvention mod forsvindinger blev vedtaget af FN i december 2006. 20 lande skal ratificere en konvention før den kan træde i kraft. Over 60 lande har nu underskrevet konventionen som et første skridt.

Læs mere om FNs konvention mod tvungne forsvindinger på
www.ohchr.org/english/law/disappearance-convention.htm