Kommentar af Peter Kenworthy
FN’s Børnefond, UNICEF, siger på sin hjemmeside, at ”UNICEF, siden organisationen blev grundlagt, har arbejdet med ernæringsmæssige programmer med henblik på at opfylde alle børns behov for og ret til tilstrækkelig ernæring”, fordi ”en god ernæring er en fordel for de enkelte familier, deres samfund, og verden som helhed”.
Men dette princip overholdes efter alt at dømme ikke i flygtningelejrene nær Tindouf i Algeriet. Her har cirka 150.000 saharawier levet i eksil i ørkenen i over 35 år, siden deres hjemland Vestsahara blev invaderet og koloniseret af Marokko.
I 25 år har FN’s Fødevareprogram (WFP) brugt mange millioner dollars på at sikre, at saharawierne i lejrene ikke sulter – men underernæring i lejrene er stadigvæk udbredt og midlerne fra WFP faldende.
Ifølge WFP er ”mulighederne for selvhjulpenhed i det barske og isolerede ørkenmiljø hvor Tindouf-lejrene ligger meget begrænsede, hvilket gør flygtningene afhængige af international nødhjælp for at overleve. 18,2 procent af dem er akut underernærede, 31,4 pct. kronisk underernærede, og 31.6 pct. undervægtige”.
Men UNICEF bestyrede faktisk et succesfuldt og tilsyneladende bæredygtigt familiehaveprojekt i lejrene, indtil projektet pludseligt blev stoppet i 2007.
1.200 familiehaver blev bygget under ekstremt vanskelige landbrugsmæssige forhold, hvor grøntsager og frugttræer blev produceret ved hjælp af specielle vandkonserverende jordforbedringsmidler, og familier og skolebørn blev undervist i landbrugsteknikker.
”Der er en verden til forskel på at fragte fødevarehjælp til flygtningelejrene i 35 år, som WFP har gjort det, og på at skabe en lokalt forankret og bæredygtig fødevareproduktion, som UNICEF-projektet gjorde det”, siger Professor i Botanik Willem Van Cotthem, som var videnskabelig konsulent på familiehaveprojektet fra 2005 til 2007.
Van Cotthem forstår stadigvæk ikke, hvorfor FN pludseligt afviklede projektet.
”Projektets succes med familiehaverne skabte en enorm entusiasme”, fortæller han. ”Alle ministrene i saharawiernes regering, inklusive præsidenten, udtrykte håb om at UNICEF ville fortsætte dette storslåede projekt, indtil alle familier i lejrene havde deres egen have”.
Grunden til at UNICEF afviklede projektet var ikke manglende information om projektets resultater, siger han, eller betænkeligheder ved projektets mål.
”Medarbejdere fra UNICEF, UNHCR og WFP besøgte lejrene flere gange for at se projektets fremskridt. Og læger og konsulenter fra UNICEF bekræftede gentagende gange at indtag af frisk mad og frugt havde en meget positiv effekt på graden af fejl- og underernæring”.
Det er almindeligt accepteret, at små familiehaver, der producerer friske madvarer, er en vigtig del af ørkensamfunds fødevareproduktion, og dermed indbyggernes næringsindtag. Familiehaverne er også en både billigere og mere bæredygtig måde at forsyne indbyggerne med mad, end ved at sejle maden ind udefra, insisterer Van Cotthem.
”En voksende produktion af grøntsager og frugt kan være med til at skabe et lokalt baseret fødevaremarked i lejrene. Og ved at træne flygtningene i landbrugsteknikker og gartneri, som en gruppe eksperter gjorde det, kan man desuden skabe viden og færdigheder, der kan bruges i fremtiden. Selv hvis konflikten med Marokko bliver løst, og flygtningene kan vende hjem”, anfører han.
Ifølge Van Cotthem havde projektets afslutning dog ikke noget med selve projektet at gøre. Årsagen var derimod en terrorbombning af FN-bygningen i Algiers, udført af Al-Qaeda, der dræbte over 60 mennesker, heraf 17 FN-ansatte.
”Manglende penge kunne da heller ikke have været grunden til at man stoppede projektet. Hvorfor skulle det være billigere at sende fødevarehjælp end at opretholde et projekt med lokalt forankret fødevareproduktion?” spørger han retorisk.
Van Cotthem er sikker på, at neddroslingen af fødevarehjælpen til flygtningelejrene nær Tindouf, sammen med afviklingen af projektet, bliver katastrofal.
”Der vil blive mere underernæring, og dette vil forårsage mere sult. Allerede i 2007-08 var fødevareniveauet i lejrene katastrofal. Men de internationale organisationer er fuldt ud i stand til at kompensere for reduktionen af fødevarehjælp, ved at give saharawierne chancen for selv at udvikle så mange familiehaver som muligt”, gør han gældende.
I mellemtiden må saharawierne, sammen med private initiativer som ”Be Their Voice”-projektet der forvalter små familiehaver, forsøge at fylde det tomrum ud som FN har efterladt sig.
Men NGO-drevne programmer som ”Be Their Voice” er fortrinsvis afhængige af private donationer. Og siden Vestsahara-konflikten er relativt ukendt i den brede offentlighed, er disse projekters kapacitet og rækkevidde langt fra nok.
—————
Peter Kenworthy er tilknyttet NGOen Afrika Kontakt.
