Fødselaren blev student fra Aalborg Katedralskole 1959, cand. scient. fra Københavns Universitet (organisk kemi) i 1967 og Master of Public Affairs (MPA) fra Princeton University i 1971.
Fra 1971 til 1997 var han ansat i Verdensbanken i flere funktioner, herunder sekretær for bankens dav. præsident, Robert McNamara, chef for flere af bankens afdelinger, vicedirektør samt endelig bankens repræsentant i Egypten.
Fra 1997 til 2001 var Burmester leder af FN´s Befolkningsfond (UNFPA) i Kina og Nordkorea. Derefter forfatter og foredragsholder.
Sven Burmester er adjungeret professor ved flere læreanstalter, herunder Aalborg Universitet, universitetet i Alexandria i Egypten og Sichuan Reproductive Health Institute i Chengdu, Kina.
Han har desuden været dansk medlem af Den Trilaterale Kommission. .
Gennem tiden har han slået sig ned på fire kontinenter. Det betyder, at han i dag bor skiftevis i USA, hvor han har sin familie, i Kina, i Egypten og i Danmark om sommeren.
Burmester har mødt farverige og interessante personligheder på sin vej, der bl.a. gik over nærkontakt med oprørsbevægelsen ’Den lysende sti’ i Peru i Sydamerika, mere end 25 år i Verdensbanken og endelig de fem år som regional leder af UNFPA.
Vi bliver alt for mange
Vigtigste aktuelle tese for den 75-årige er klodens gallopperende folketal.
Som han siger i et interview med Berlingske på den runde dag:
“Vi var 3,3 milliarder, da jeg i 1960erne gik internationalt. Vi er blevet mere end dobbelt så mange nu med 7,3 milliarder. Og tallet øges med 80 millioner om året. Det kan ikke blive ved, hvis vi vil undgå at udpine og ødelægge Moder Jord”.
“Hvis vores gode klode skulle kunne styres ind i en sikker fremtid, burde det ske ved, at tre – og kun tre – supermagter påtog sig ansvaret: USA, Kina og EU”.
Selve dagen fejres onsdag i Eventyrernes Klub i Nyhavn i København.
Bibliografi
Danmark dejligst – men hvor længe?, 1982
Mellem Harlem og Hollywood – USA fra Midten, 1985
Verden er så stor, så stor, 1990 (sammen med Ritt Bjerregaard)
Arbejdsløshedens under. Himmel eller helvede?, 1992
Korset, halvmånen og dragen, 2001
Fred og fare – Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit, 2007
En verden til forskel – Tre familier, tre civilisationer, 2008
Jorden rundt i 70 år – erindringer fra et liv i Vesten, Østen og den islamiske verden, 2013
JORDEN RUNDT I 70 ÅR er Sven Burmesters erindringer fra et langt og inspirerende kosmopolitisk arbejdsliv. En personlig skildring blandet med kulturel indsigt fra et menneske, der har været med, hvor det skete. Da Burmester lod sig pensionere, var det efter et langt arbejdsliv mange steder på kloden.
Det ligger ham i høj grad på sinde at dele den indsigt, han har fået undervejs i sit liv. Hans beskrivelse af sit usædvanligt liv giver læseren forståelse af de enorme udfordringer – og den lige så enorme berigelse – den globale verden giver os.
Sprog: Dansk
ISBN-13: 9788775149391
Forlag: Informations Forlag
Forfatter(e): Sven Burmester
ISBN-10: 8775149397
Indbinding: Ebog
Sider: 240
Udg. Dato: 25. september 2013
Erfaren internationalist gør status
Her en anmeldelse af en anden af hans bøger, som stod i U-landsnyt.dk i oktober 2007.
Af Henrik Døcker
Sven Burmester: Fred & fare – Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit, 255 sider, Gyldendal.
Kemikeren og udviklingsøkonomen Sven Burmesters karriere i Verdensbanken og FNs Befolkningsfond (UNFPA) har givet ham spændende udgangspunkter for at bedømme, hvad man kunne kalde “Den 3. Verdens skæbne” i de sidste godt 30 år.
Når han så i de senere år har fået mulighed for at inddele året i 4 perioder, hvor han på skift underviser og forsker i Kina, Egypten, Danmark og USA, er han enestående godt klædt på til at vurdere “verdens tilstand”, herunder FNs rolle og indflydelse f.eks. for at få fordelt verdens goder lidt mere rimeligt.
Generelt synes jeg dog ikke, at Burmesters mange adresser har givet ham en større indsigt end os andre, der almindeligvis må nøjes med at tilbringe kortere tid alverdens steder på kloden.
Adgangen til viden, herunder detalje-indsigt i verdens skiftende politiske situationer er jo øget fantastisk i de senere år, ikke mindst takket være Internettet.
Banaliteter og skarpe påstande
Burmester er ikke bange for mellem almengyldige konstateringer (for ikke at sige banaliteter) at indføje en skarpt skåren påstand.
”Vi kræver med rette demokrati i den vestlige verden (vel også udenfor? H.D.), vel vidende at vi må underkaste os noget, der ligner diktatur på vore arbejdspladser, hvis vi vil beholde vort arbejde”, hævder Burmester indigneret og fortsætter:
”Vi kræver menneskerettighederne overholdt…, selv om vi godt véd, at isolationsfængsling ikke burde finde sted i Danmark”.
Nu er isolationsfængsling altså ikke forbudt i nogen menneskeretstraktat, og selv om en del lande ikke praktiserer den, tvivler jeg på, at vældig mange mennesker i Danmark ønsker den totalt afskaffet.
Sådanne konkrete “håndkantslag” uden videre seriøse argumenter, statistik m.v. gør læseren en smule skeptisk over for forfatterens videre spilfægteri.
Når han tillige hævder, at danskere måske er ”ved at være trætte af, at seksuelle forhold har en gennemsnitslevetid på knap en uge”, og at børn af travle forældre ”får ca. lige så megen kærlighed og omsorg som familiens skildpadde”, fristes man til at lægge bogen væk som useriøs for ikke at sige underlødig.
Måske er det en amerikansk-humoristisk indpakning, som han har tilegnet sig blandt sine venner i Washington, der er hans bopælsadresse?
Om islam….
Under sin fyldige omtale af islam og den arabiske verden oplyser forf., at over halvdelen af de unge mænd dér har til hensigt at udvandre fra deres hjemlande, men at der alt for ofte er tale om muslimer, der ikke bidrager til, men derimod belaster finanserne i vore lande.
Det er værd at mærke sig, at islam er den næststørste religion i Danmark (200.000), og at de muslimske kvinder i gennemsnit får tre børn, mens gennemsnittet for resten af befolkningen er 1,7 barn. Vi bør også huske på, at ordet islam på arabisk betyder underkastelse.
Burmesters gennemgang af Muhammeds liv, koranen, islams udbredelse mv. munder ud i en opfordring til at lade det muslimske Tyrkiet slippe ind i EU. ”Vi må ikke stikke hovedet i busken”, skriver han.
EU vil ikke have landet med, fordi ”der tales om brud på menneskerettighederne” og ”det er sandsynligvis rigtigt”.
Det er som et ekko af talrige amerikanske erklæringer, hvor de fortsatte massive tyrkiske menneskeretskrænkelser – og det ikke kun over for kurderne, men også over for regimekritiske journalister, akademikere m.fl. – bagatelliseres.
Dystert billede
Ellers tegner han et uhyre dystert billede af den arabisk/muslimske verden:
Så sent som i det 18. årh. var de arabiske lande overordentlig økonomisk velfunderede, men efter Vestens industrialisering er det støt gået ned ad bakke, så alle muslimske lande i dag er u-lande, hvad enten de er rige eller fattige!
Deres eksperimenter med socialistiske og kapitalistiske samfundsmodeller er nu afløst af “den islamiske model”. Men lige lidt hjælper det.
Midt i velkendte opsummeringer af denne elendighed mindes vi om Verdensbankens erfaringer med 3 betingelser for økonomisk udvikling.
Og her er så en lille dosis nyttig viden:
– For det første skal priserne være i nogenlunde ro, dvs. renten, valutakursen og inflationen skal ikke udsættes for for store rystelser.
– For det andet skal regeringen være rimelig kompetent, hverken korrupt eller tyrannisk, og
– for det tredje skal landet investere alt hvad det formår i folkesundhed og uddannelse.
I de arabiske lande er budgetterne for militæret ofte større en dem for undervisning og sundhed tilsammen. Det er aldrig tilfældet i Vesten så lidt som i Østasien.
Glæder sig over Kina
I Kina har Burmester fundet meget mere at glæde sig over, selv om han forarges over den officielle kinesiske holdning til massemyrderierne i Sudan.
Vi har fået indtryk af, at kineserne alle til hobe er arbejdsomme myrer, hævder han, men kineserne er afslappede og kun regelrette, når det er absolut påkrævet! Tja, jeg tror nu fortsat på, at millioner af kinesere har et slidsomt arbejdsliv og et pauvert udkomme.
Burmester opskræmmes dog over den forfærdende forurening, som Kinas byer – under indtryk af en dynamisk økonomisk udvikling – udsættes for. Fra 1980-2000 vandrede 200 millioner i øvrigt fra land til by.
Han taler om et behov for en tidobling af levestandarden – hvad miljøet simpelt hen ikke kan holde til.
Burmester kalder USA ”det sande rige i midten” (og altså ikke Kina, som traditionelt har fået hæftet denne etiket på sig), thi USA er ”dynamoen i globaliseringen”, dvs. det land, vi andre tvinges hen imod.
Der er dog stadig ”kolossale spændinger” i USA, men integrationsproblemer for den sorte og spansk-sprogede befolkning ”er godt på vej mod en løsning”.
“Slyngler og engle”
Forf. demonstrerer en forbløffende optimisme vedrørende USA, ”alle er (dér) glade for USA”; at landet (men måske især dets nuværende præsident) er yderst upopulært i Europa, bekymrer ham tilsyneladende ikke.
Problemet med FN er, at ”slyngler og engle stort set har samme indflydelse”.
Han begiver sig ud i det helt store globale kandestøberi ved at lancere en idé om en ”demokratisk alliance” med G8-landene som ”et demokratisk alternativ til FN”. Men USA er stærkere militært, politisk, økonomisk og socialt end nogensinde.
Spørgsmålet er nu om dette land vil lukke sig ind i selvvalgt isolation, om det vil lade den øvrige verden sejle sin egen sø – eller det stadig vil være garant mod slyngel- og fejlslagne stater?
Idealister vil synes om Burmesters afslutningsfanfare: At vi bør have en verdensregering, der ikke vil tillade, at de forskelle, der eksisterer mellem os, udarter i vold og fører til krig. Halleluja!
Journalist Henrik Døcker har i mange år beskæftiget sig med internationale spørgsmål, ikke mindst FN og menneskerettighederne.
