Debatindlæg af Mette Gjerskov
Danmark kan ikke hjælpe alle fattige i verden – vi er nødt til at prioritere. BNI-grænsen er vores værktøj til at prioritere og den hjælper os desuden med at bevare fokus på de allerfattigste. Derfor skal vi bevare den.
Jeg er lige kommet hjem fra Sydsudan, som jeg besøgte med Folketingets Udenrigsudvalg. Et skrøbeligt og fattigt land, der endelig har fået selvstændighed. De mangler alt. Der var det tydeligt at se, at vores fokus på fattige og skrøbelige lande er helt nødvendigt.
Regeringen prioriterer udviklingsbistanden meget højt, og BNI-grænsen hjælper til at holde fokus på fattigdom.
Dansk udvik-lingsbistand skulle gerne bidrage til gode handels-relationer for danske virksomheder og fremtidig vækst, men det må aldrig nogensinde stå i vejen for, at vi hjælper dem, der har mest brug for det.
Når jeg rejser ude i verden, hører jeg det igen og igen: Danmark har stor troværdighed, fordi vi ikke har en masse skjulte dagsordener, når vi hjælper. Vi har gjort fattigdomsbekæmpelsen til omdrejningspunktet i vores regerings udviklingspolitik.
Støtte til de fattigste lande
BNI-indkomstgrænsen betyder, at vores støtte målrettes de fattigste lande. Det er her behovene er størst, og er her vi virkelig kan gøre en forskel.
(NOTE: Hvis man bor i et land, hvor bruttonationalindkomsten (BNI) ligger over 17.826 kr. – eller 3.228 dollars – pr. indbygger, kan man ikke få hjælp fra nogen af de danske NGOer. Det er Danidas såkaldte BNI-landeindkomstgrænse.)
Fattigdom begrænser sig selvfølgelig ikke til lande med lav BNI. Mange udviklingslande er præget af stor ulighed, hvor der er få rige og mange fattige. ’Nogle må blive rige før andre’, sagde Deng Xiaoping, der var manden som indledte det kinesiske væksteventyr.
Og nu – mange år senere – er Kina et land, der har hevet millioner af mennesker ud af fattigdom. Men vi skal ikke glemme, at nogle af klodens rigeste mennesker bor i det kommunistiske land – side om side med ufattelig mange millioner fattige mennesker.
Vi skal heller ikke hjælpe fattige i USA og Frankrig
Der bor også fattige i rige lande. Hvad med fattige i USA eller Frankrig? Mennesker der dagligt har brug for suppekøkkener eller mad-uddeling, fordi de ellers skulle gå sultne i seng – hvis de altså har en seng.
Jeg mener ikke, at disse fattige skal være målet for vores udviklingsbistand. De har regeringer, som både kan og bør tage vare på deres egne borgere.
Ulighed er og bliver et stort problem i udviklingslande, og en helt afgørende årsag til fattigdom. Desværre kan Danmark ikke agere socialt sikkerhedsnet i hele verden. Vi bliver nødt til at prioritere vores udviklingsbistand, og det gør vi med BNI-indkomstgrænsen.
Det betyder, at vi kan gøre en større forskel i de lande, vi prioriterer. Lande som ofte er fattige og skrøbelige stater.
Vi lægger fundamentet
Det må være målsætningen med dansk udviklingsbistand, at de lande, vi støtter, også med tiden kan blive velfungerende stater. Ved at hjælpe mennesker ud af den værste fattigdom og støtte menneskerettigheder, kan vi lægge fundamentet for holdbar og bæredygtig vækst.
Et godt eksempel er Vietnam, som vi udfaser udviklingsbistanden til. Der er stadig fattigdom i Vietnam, men landet oplever en stærk økonomisk vækst, og arbejder selv med at bekæmpe fattigdom.
Det er derfor naturligt, at vi i vores samarbejde med Vietnam har fokus på erhvervssamarbejde og bæredygtighed, mens vi fokuserer vores bistand til fattigdomsbekæmpelse i de lande, hvor der er allermest brug for det.
Hvis vi hævede BNI-grænsen markant eller fjernede den helt, ville vi risikere at glemme nogle af de meget fattige lande, vi i dag har engageret os i. BNI-indkomstgrænsen hjælper os til at bevare fokus på fattigdomsbekæmpelsen.
Mette Gjerskov er Socialdemokraternes udviklingsordfører og formand for Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget.
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
