Debatindlæg af Rolf Hernø
BNI-grænsen bør fortsat gælde for den bilaterale bistand. Der kan dog være mening i at lade danske NGOer arbejde i rigere lande med stor ulighed. Men den virkelige udfordring ligger i at sikre et reelt fokus på fattige mennesker og deres rettigheder.
Flere indlæg her på U-landsnyt.dk har argumenteret for at afskaffe BNI-grænserne og gøre bekæmpelse af ulighed til målet for den danske bistand.
Debatten stritter i forskellige retninger, fordi nogle debattører tager udgangspunkt i de danske folkelige udviklingsorganisationer, mens andre ser på den bilaterale bistand.
Jeg mener, det er vigtigt at skelne.
Fasthold BNI-grænsen for bilateral bistand
Hovedparten af den bilaterale bistand må kun anvendes i lande, der ligger under BNI-grænsen på 17.826 kr. pr. indbygger. Skiftende udviklingsministre har sat deres fingeraftryk på Danidas kriterier for landevalg, hvilket har ført til en del forvirring.
Ændringerne blev fint dokumenteret i april-maj-udgaven af Danidas blad, Udvikling (side 33).
Over for (NGO-samvirket) CISU har udenrigsministeriet præciseret, at beløbsgrænserne ud over NGO-bistanden gælder for de fleste former for bilateral bistand, med undtagelse af Det Arabiske Initiativ (DAI) og lignende. Udmeldingen fra ministeriet kan læses på CISUs hjemmeside (som Word-dokument).
Jeg er enig med Lars Engberg-Pedersen og Per Stig Møller i, at det vil være problematisk at slippe Danida løs i lande over den nuværende BNI-grænse.
Selv om der er dokumenterede unøjagtigheder i opgørelsen af BNI-tal, er de trods alt en rimeligt god indikator for fattigdom på nationalt niveau. Og fattigdom bør fortsat være den centrale globale udfordring for dansk bistand.
Svært at målrette mod de fattigste
De knap 16 milliarder danske bistandskroner fylder ikke meget i det globale billede, hvor bistand let overtrumfes af investeringer og handel. De skal derfor målrettes på de lande, hvor de gør størst gavn.
Erfaringen er, at det er svært at målrette bilaterale bistandsmodaliteter som sektor- og generel budgetstøtte på de fattigste befolkningsgrupper.
I CARE oplever vi for eksempel, at decentraliseringsreformer gennemført oppefra sjældent når ud til fattige landkommuner.
Mange har peget på, at kampen mod ulighed skal have førsteprioritet i dansk bistand. Men man har ikke et godt udgangspunkt for at kæmpe mod ulighed, når man som Danida skal holde sig gode venner med og arbejde gennem landets regering.
Dog er det positivt, at Danida bidrager til større omfordeling gennem støtte til reformer af u-landenes skattesystemer.
Dansk bistand går allerede til mellemindkomstlande. BNI-grænsen fik for nylig fik et nøk opad. Danmark kan dermed støtte hovedparten af de lande, som Verdensbanken karakteriserer som en slags lavere middelklasse i det globale hierarki.
Endelig er der den – nu atter voksende – andel af dansk bistand, som kanaliseres via EU, udviklingsbanker og FN-organisationer.
De danske kernebidrag til multilaterale organisationer anvendes også i mellemindkomstlande, der ikke ville kunne få direkte støtte fra Danmark. Til gengæld bør i det mindste Danmarks bilaterale støtte fokusere på de fattige lande.
Rettighedskamp mod ulighed
I modsætning til den bilaterale bistand kan der være gode grunde til at overveje at udvide reviret for de danske folkelige udviklingsorganisationer til lande over den nuværende BNI-grænse.
Argumentet om, at de fleste fattige mennesker i dag bor i mellemindkomstlande, gør indtryk og peger klart i den retning.
De danske udviklingsorganisationer har et stort potentiale for at styrke Syd-partnere i mellemindkomstlande til kamp for rettigheder for fattige og marginaliserede mennesker.
Med stigende statslig indtjening i mange mellemindkomstlande er der oven i købet større chancer for bæredygtige løsninger, hvor pligtbærende statsinstitutioner påtager sig at opfylde fattige medborgeres rettigheder.
Reel fattigdomsorientering
Hvis danske folkelige organisationer får videre rammer for at anvende Danida-midler i mellemindkomstlande må det sikres, at deres indsats virkelig gavner fattige mennesker.
Der er risiko for udvanding af de danske bidrag, hvis de for eksempel kan gå til elite-baserede organisationer, blot fordi de har et ulighedsproblem på deres dagsorden.
Ulighed dækker over en lang række problemer relateret til etnicitet, køn, klasse, seksualitet, religiøs overbevisning, alder og så videre.
Fattige mennesker er typisk ’samspilsramte’ af økonomisk ulighed i kombination med andre dimensioner af ulighed.
Her er det vigtigt at fastholde, at udgangspunktet for bistanden må være kampen mod de økonomiske skævheder med inddragelse af andre former for ulighed – ikke omvendt.
Også for den bilaterale bistand gælder, at vi må insistere på og holde øje med reel fattigdomsorientering. Her er det ikke nok at fastholde BNI-grænsen.
Gletsjeragtigt skred i disse år
Der sker i disse år et gletsjeragtigt skred i retning af erhvervsorientering og egeninteresse i den danske bistand.
Det foregår under umiddelbart tilforladelige og positive slagord som ’grøn vækst’ og ’beskæftigelse’ og øget involvering af dansk erhvervsliv.
Problemet her er, at bilateral bistand hverken har vist sig særlig god til at skabe vækst eller beskæftigelse, som flere evalueringer gennem tiderne har dokumenteret.
Det antages, at vækst i u-landenes virksomheder vil gavne fattige befolkningsgrupper på samme måde som det udtrykkes i ordsproget ’når det regner på præsten, drypper det på degnen’.
Den gamle trickle-down teori har fået en renæssance.
Det er i bedste fald meget indirekte fattigdomsbekæmpelse at støtte u-landenes erhvervsvirksomheder og det samme gælder støtte til dansk erhvervslivs ekspansion på u-landsmarkeder.
Når vi så stadig gør det, hænger det i min optik sammen med, at dansk bistandspolitik er et politisk kludetæppe. Kompromiset skal sikre støtte fra alle interessenter fra erhvervslivets organisationer over forskningen til os i de folkelige organisationer.
Det fremmer ikke fattigdomsorienteringen.
Problemet er ikke BNI-grænserne i sig selv, men den manglende reelle fattigdomsorientering i Danmarks bistand.
Rolf Hernø er programkoordinator i CARE Danmark, medlem af Udviklingspolitisk Råd og formand for bevillingsudvalget for CISUs civilsamfundspulje.
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
