Debatindlæg af Mads Bugge Madsen
Den enorme ulighed i mange mellemindkomstlande er et globalt problem. Fattigdomskriteriet forhindrer danske organisationer i at afhjælpe denne ulighed fordi landene er for rige til at få dansk bistand. Derfor bør der indføres et ulighedskriterium, mener debattøren.
Da fattigdomskriteriet i sin tid blev indført i dansk udviklingsbistand, var det ud fra et ønske om at sikre, at udviklingsbistanden gik til de ”værdigt trængende” – de fattigste mennesker på jorden.
Udviklingsbistanden skulle ikke bruges i relativt velhavende lande, og måtte ikke komme danske interesser til gode, på anden måde, end at understrege vores offervilje og humanitære sindelag.
U-landsbistanden var en altruistisk, humanitær, kristen eller socialistisk gestus, som vi – de rige – var forpligtet til at udføre overfor de fattigste. Netop derfor har udviklings-politikken, og indretningen af den, nydt meget bred politisk opbakning i årtier.
Dengang var der en snæver sammenhæng mellem fattige mennesker og fattige lande, og det gav mening at begrænse modtagerkredsen som en funktion af det gennemsnitlige BNP.
Verden har flyttet sig
I mellemtiden har verden flyttet sig; først og fremmest er globaliseringen ikke længere noget, der er på vej. Globaliseringen er her, med alle de positive og negative konsekvenser, der følger for vækst, indtjening, transport, vareudbud og miljø og klima.
Danske virksomheder konkurrerer med hele verden på produktivitet, lønninger og kvalitet, og virksomheder outsourcer eller flytter efter billigere arbejdskraft og råvarer. Handelsaftaler betyder, at varer og arbejdskraft i stadig højere grad kan flyttes over grænserne.
Siden Japan masseproducerede billige plasticdimser i 60’erne, tigerøkonomierne i Asien voksede op og blev giganter i 90’erne og til BRIKS-landene demonstrerede og fortsat demonstrerer økonomisk og politisk potens, har denne udvikling først og fremmest betydet et paradigmeskift for alle politiske og økonomiske relationer i verden.
Et paradigmeskift som også har betydning for dansk udviklingsbistand.
Udviklingspolitikken er et strategisk værktøj
Den direkte konkurrence på verdensplan presser Danmark, og det betyder, at udviklingspolitikken i højere grad også bliver et strategisk redskab for udenrigspolitikken og danske interesser.
Dertil kommer, at den økonomiske vækst i verden har betydet, at de samlede overførsler til hjemlandene fra den migrerende arbejdskraft (remittances) og de samlede udenlandske investeringer (FDI), langt overstiger den samlede udviklingsbistand i verden.
Dermed bliver udviklingsbistanden som politisk redskab relativt svækket, og det er sværere at stille ”værdipolitiske krav” om bl.a. menneskerettigheder og god regeringsførelse i forbindelse med udviklingsbistand.
De forhold, som Danmark har en interesse i at fremme, omfatter blandt andre, at:
- Der er fred og minimum af sociale konflikter (også i de lande hvor danske erhvervsinteresser findes eller kan udvikles.)
- Der udvikles nye markeder og skabes købekraft (som også kan bruges på danske produkter, og at der dermed skabes fortsat grundlag for danske arbejdspladser og investeringer.)
- At der sættes en stopper for migration som følge af fattigdom og elendighed (som kan holde migrationen fra især Afrika stangen.)
- At der gøres en indsats for grøn vækst, miljø og klima (og at dansk teknologi kommer i spil i den forbindelse.)
Fattigdomskriteriet er en hæmsko
Naturligvis bør det fortsat være målsætningen at udrydde fattigdommen i hele verden.
Men beklageligvis er der så meget af den, at man, uden at gå på kompromis med denne målsætning, kan tage ovennævnte forhold med i overvejelserne. I den forbindelse er det eksisterende fattigdomskriterium en hæmsko.
Den enorme vækst, der er genereret i de seneste årtier, har rykket ved magtstrukturerne i verden, men netop fordi de fordelingspolitiske instrumenter i vid udstrækning ikke er på plads i de forskellige vækstlande, er forskellen mellem rig og fattig vokset eksponentielt.
Det betyder, at det gennemsnitlige BNP per indbygger i mange lande, hvor en indsats ville give mening, er kommet over den danske fattigdomsgrænse og har flyttet landene udenfor udviklingsbistandens rækkevidde, til trods for, at langt flertallet af befolkningerne lever under fattigdomsgrænsen i de samme lande.
Faren ved jobløs vækst
Jobløs vækst og vækst, der kun kommer en lille elite til gode på bekostning af flertallet af befolkningen, er uhensigtsmæssigt set fra et økonomisk synspunkt, fordi der ikke genereres indenlandsk efterspørgsel, og fordi der ikke sættes gang i lokale vækstspiraler, som kan bidrage til at skabe nye arbejdspladser og yderligere økonomisk vækst lokalsamfundet.
Men først og fremmest er den type vækst farlig, fordi den, i stedet for at bringe flere ud af fattigdom, skaber ulighed, forøget fattigdom og konflikter, der kan udvikle sig til borgerkrige, krige og skabe endnu flere migranter i verden.
Også i EU er der fokus på denne problemstilling.
I forhandlingerne med Kommissionen om EU’s udviklingspolitik har Europaparlamentet opfordret til, at der udover fattigdomskriteriet også ses på HDI (Human Development Index), ulighed og antallet af personer, der lever under fattigdomsgrænsen i et land.
Sårbar overfor social uro
Argumentet er, at 70 procent af de mennesker, hvis indkomst ligger under fattigdomsgrænsen bor i mellemindkomstlande og Parlamentet påpeger, at det gør disse lande meget sårbare overfor social uro.
Parlamentet opfordrer i sin udtalelse fra 23. oktober 2012 til, at indarbejdelsen af ovennævnte kriterier kombineres med et krav om, at mellemindkomstlandene afsætter en større del af deres indtægter til at udvikle systemer til intern omfordeling og social sikring.
For hver gang der skabes et nyt job, der kan brødføde et menneske og vedkommendes familie, er verden blevet et sikrere og bedre sted at være. ILO har just udgivet en rapport om jobkrisen i verden; frem mod 2030 skal der skabes 470 millioner nye job hvis fattigdom og elendighed skal udryddes.
Det er en kæmpe udfordring og forudsætter et kollektivt fokus på at skabe vækst og beskæftigelse for de fattigste.
Flertallet bor imidlertid ikke i de fattigste lande, men klumper sig sammen i MEGA-byer i mellemindkomstlande eller er migrerede til lande med akut arbejdskraftmangel, hvor de arbejder under kummerlige forhold.
Umuligt at hjælpe flertallet af de fattige
Fattigdomskriteriet i dansk udviklingsbistand gør det umuligt at hjælpe flertallet af de fattige.
De er fanget i den ironiske konsekvens, at hvis bare de rige bliver rige nok, ja så bliver de fattige afskåret fra at modtage hjælp til at ændre på forholdene.
Selvfølgelig skal dansk bistand ikke bruges på at bygge skoler og hospitaler i lande, hvor der objektivt set er ressourcer nok til at gøre det.
Men det vil give god mening at kunne give støtte til erhvervsinitiativer, der skaber arbejdspladser og anstændige løn og arbejdsvilkår og til civilsamfundsorganisationer, der kan støtte de fattige i deres anstrengelser for at ændre på (magt)forholdene selv.
Det er derfor, vi skal have et ulighedskriterium for dansk bistand.
Et ulighedskriterium kunne tage udgangspunkt i både den gennemsnitlige BNI per indbygger kombineret med en afvejning af værdien af GINI koefficienten i et givet land.
Samtidig bør der udvikles et sæt kriterier for de politiske, sociale og økonomiske omstændigheder, der vil gøre det muligt at yde udviklingsbistand på arbejdsmarkedet og til civilsamfundet, selv om landet formelt set ligger ud over den nuværende fattigdomsgrænse.
Mads Bugge Madsen er leder af Ulandssekretariatet, der er den danske fagbevægelses udviklings- og bistandsorganisation.
