Af Frederik Tillitz, U-landsnyt.dk
Hovedparten af verdens allerfattigste befinder sig i udviklingslande, der ligger over den såkaldte BNI-grænse og er derfor udelukket for dansk udviklingsbistand. I Afrika Kontakt er man kritisk overfor denne skillelinje.
”Den danske udviklingsbistand går til nogle af de fattigste lande i verden”, skriver Danida på sin hjemmeside. Størstedelen af verdens fattige lever dog i mellemindkomstlande med stor ulighed. Disse fattige kan ikke modtage bistandsmidler fra Danmark, da landene de bor i, ifølge dansk udviklingspolitik er ”for rige”.
U-landsnyt.dk har mødtes med Morten Nielsen, sekretariatsleder for Afrika Kontakt, og diskuteret problematikken.
Hvad er ifølge din optik problemet med BNI-grænsen for dansk udviklings-bistand?
BNI-grænsens historiske baggrund hænger sammen med, at det engang var sådan, at der var fattige og rige lande.
Men i dag er en stor del af u-landene blevet mellemindkomstlande, hvis bruttonationalindkomst (BNI) er steget op over grænsen for, om et land kan modtage udviklingsbistand. Det vil sige, at hverken Danida eller civilsamfundsorganisationer (CSO’er) kan bruge danske skattekroner i de pågældende lande.
Hvilke problemer giver det for udviklingsarbejdet?
Hvis målet med dansk udviklingsbistand er at bekæmpe fattigdom, så må vi erkende, at der i mellemindkomstlandene bor flere fattige, end der bor i de fattigste lande.
Disse lande er ofte karakteriseret ved at have meget stor ulighed mellem en lille, ekstremt velhavende elite og en stort set lige så stor fattig procentdel af befolkningen, som da de var et lavindkomstland. BNI-grænsen er ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er færre fattige i landet.
Hvis landet oplever en vækst, der hiver den over BNI-grænsen, hvorfor kommer det så ikke den brede befolkning til gode?
Landene er ofte blevet mellemindkomstlande, fordi der i det pågældende land er store forekomster af naturressourcer. Det betyder, at man som borger eller civilsamfund er oppe imod meget store kapitalinteresser. En lille elite beriger sig ekstraordinært meget, mens råstofferne bliver eksporteret ud af landet, uden at befolkningen mærker til væksten.
Er der andre problemer forbundet med BNI-grænsen?
Vores bistand er derudover blevet rettighedsbaseret. Det betyder, at vi igennem myndighedspersoner og statsopbygning skal sikre menneskers rettigheder.
At være blevet et mellemindkomstland er ikke ensbetydende med at landet er blevet mere demokratisk og har mere fokus på menneskerettigheder, men ofte nærmest tværtimod.
Hvorfor benytter man sig så af en sådan grænse?
Fordelen ved BNI-grænsen er først og fremmest, at det er let. Man bruger Verdensbankens tal en gang om året og siger, vi lægger vores BNI-grænse her. Så kan det ikke være til diskussion, og så bliver bistanden helt automatisk anerkendt som værende udviklingsbistand.
Men der er vel også en idé i at have et måleinstrument, der er så lige til. For hvor skal grænsen ellers gå?
Statistik i de her lande er ofte meget uholdbare. Som Storm P sagde, statistik er ligesom en lygtepæl. Den er meget god at holde om, når man er fuld, men belyser også kun et meget lille område. Den er ofte et mere eller mindre kvalificeret gæt på, hvordan situationen er i det pågældende land.
Men hvad er alternativet?
Man kunne jo begynde at kigge på UNDP’s årlige rapport, som ud over økonomi også forholder sig til andre indikatorer som børnedødelighed, skolegang, gennemsnitlig levealder og menneskelig frihed.
På den måde har man en liste man også kunne forholde sig til. Mange af mellemindkomstlandene ville ligge nederst på den liste, og derfor burde fattigdomsbekæmpelsen også være der.
Onsdag den 20. november kl. 13.30 til 16.30, holder Afrika Kontakt i samarbejde med U-landsnyt.dk en konference om grænser for bistand i Vartov København. Læs mere om konferencen her.
| FAKTA |
|---|
| Bruttonationalindkomst (BNI) er ligesom BNP et økonomisk begreb, der angiver den årlige indtjening for et lands indbyggere. Danske bistandsmidler bruges i lande med en BNI pr. indbygger under 3.268 $ USD. |
