Debatindlæg af Mads C. Barbesgaard
Det giver ingen mening, at bruge BNI som målestok for om et land kan få dansk bistand. Især ikke når dansk bistand skal være rettighedsbaseret og sætte det enkelte menneske i centrum, som regeringen vil, anfører debattøren fra Afrika Kontakt.
Et af hovedmålene nu og i fremtiden i dansk udviklingsbistand er rettighedsbaseret udvikling.
Bistanden skal i højere grad være ’rettighedsbaseret’, står der i regeringsgrundlaget og Danidas strategi.
”Rettighedsbaseret udvikling sætter det enkelte menneske i centrum af udviklingssamarbejdet og tager afsæt i de grundlæggende årsager til fattigdom”, skriver regeringen i sine udviklingspolitiske prioriteringer.
”Sætte det enkelte menneske i centrum” – altså at rettigheder naturligt nok knytter sig til mennesker og ikke til landegrænser.
Tyg lige lidt på den, og overvej så Danidas eneste målestok for hvorvidt mennesker kan modtage bistand fra Danmark:
Nemlig at deres lands brutto-nationalindkomst pr. indbygger (BNI) er under et bestemt niveau. Lige nu USD 3.268 pr. indbygger pr år.
Hundreder af milioner fattige kan ikke nås
Giver det mening, at vi ikke kan give bistand til de hundrede af millioner af fattige mennesker, som bor i lande med en BNI over den grænse, som Danida fastlægger?
Det var måske mindre problematisk for 25 år siden, hvor langt de fleste af verdens fattige reelt levede i lavindkomstlande, men i dag bor under en tredjedel af verdens fattige her.
Størstedelen bor i dag i de såkaldte mellemindkomstlande. I de mellemindkomstlande – særligt de udemokratiske af slagsen – har mange af disse fattige mennesker imidlertid ingen eller meget lidt indflydelse på deres egen for slet ikke at nævne landets socioøkonomiske situation.
Ikke desto mindre kan de ikke få gavn af bistand fra Danmark eller via danske civilsamfundsorganisationer under de nuværende regler, fordi de tilfældigvis bor i et land, hvor nogle få rige mennesker hiver gennemsnitsbruttonationalindkomsten op over et mere eller mindre arbitrært tal.
Den magiske BNI-grænse
Uanset et lands BNI vil løsningen på fattigdomsproblemet først og fremmest handle om omfordeling. Omfordeling fra Nord til Syd, ja, men også omfordeling internt i landet. Og en sådan omfordeling sker altså kun, såfremt et stærkt civilsamfund kræver det.
I Afrika Kontakt arbejder vi netop rettighedsbaseret med projekter, der søger at kapacitetsopbygge civilsamfundsorganisationer, så de kan mobilisere befolkningen/medlemmerne til at kræve deres ret til et anstændigt liv.
Vi har blandt andet arbejdet mange år i Sydafrika, hvor der, selvom der stadigvæk i høj grad er brug for støtte fra organisationer som Afrika Kontakt, nu lukkes for bistanden fra Danmark. Sydafrika er i øvrigt et af verdens allermest ulige lande med millioner af ekstremt fattige mennesker.
Vi har også arbejdet mange år i nabolandet, Swaziland. Her var bistanden ved at ryge, da de estimater som Verdensbanken anvender (og som Danida baserer sin BNI-grænse på) lå over det tilladte.
Det er jo absurd nok i sig selv, men for lige at fuldende billedet, var BNI-tallene for Swaziland et par måneder senere lige pludselig under grænsen igen, endda med tilbagevirkende kraft, og vores partnerorganisationer slap således med skrækken idet arbejdet i Swaziland kan fortsætte.
Ekstrem ulighed
Bag de magiske BNI-tal gemmer der sig dog en grum virkelighed med en ekstrem ulighed, hvor alle værdier er i den enevældig konges besiddelse, mens to tredjedele af befolkningen overlever for under en dollar om dagen – og mange af dem på fødevarehjælp.
Bliver kongen ved med at ophobe værdi kan Swazilands BNI-grænse således hurtigt igen komme op over det tilladte idet landet bliver for ’rigt’ til bistand uden, at noget som helst har ændret sig for flertallet.
Angola er et andet eksempel på et mellemindkomstland med stor ulighed og et meget svagt demokrati og civilsamfund. Danske civilsamfundsorganisationer har ikke kunne støtte lokale kræfter, der arbejder for demokrati og udvikling i flere år.
Årsagen: Angola har olie og selv om denne udvinding ikke kommer lokalbefolkningen til gode, er landet som følge heraf over BNI-grænsen.
Giver ikke mening i dagens virkelighed
Alle er udmærket klar over, at fattige er politisk, socialt og økonomisk.
Vi ved, at en stringent fastholdelse og blind tro på en BNI-grænse, lader millioner af fattige i stikken, men trøster os med, at de kan bruge deres demokratiske ret (hvis den overhovedet findes!) til at ændre systemet og stemme andre ind.
Det er ganske enkelt for letkøbt, og i dagens virkelighed giver det ikke mening at bruge BNI-grænsen. Vi bør gøre måden, som vi måler fattigdommen på mere nuanceret, så den kommer til at afspejle den virkelighed som befolkningerne i lav- og mellemindkomst lande står overfor i hverdagen.
Det kræver, at vurderingen om hvorvidt et lands indbyggere har behov for bistand gøres mindre endimensionel, ved eksempelvis at bruge flere parametre for, hvordan man definerer fattigdom.
Det er en diskussion værd og som ovenstående eksempler viser, er det ikke blot en akademisk diskussion, men noget som vil have konsekvenser for mange millioner mennesker.
Som ovenstående også viser kan der ikke herske nogen tvivl om, at den nuværende metode er både dybt problematisk i sig selv, og i modstrid med såvel tanken bag rettighedsbaseret bistand og regeringens mål om, at bistandspolitikken skal sætte det enkelte fattige menneske i centrum.
Mads C. Barbesgaard er politisk formand for NGOen Afrika Kontakt
