Af Ninna Loch Hansen, Kairo
Med graffitikunst og citater fra 1960’ernes kvindelige filmstjerner skaber unge egyptiske aktivister dialog.
”Længe leve et frit Egypten”, ”der er intet kun for mænd” og ”lad være at kategorisere mig” står med endnu våd grafftiskrift på bydelens Maadis mure.
”Vi vil genvinde den offentlige sfære for kvinder. Så længe kvinder stadig ikke kan gå frit omkring i Kairos gader, har vi noget at kæmpe for”.
Jeg er taget med den egyptiske kvinderettighedsorganisation Nazra for Feminist Studies rundt i Kairo for at markere årsdagen for ”the virginity tests” 9. marts 2012. Nazra’s initiatives coordinator Nawara Belal folder sammen med en gruppe unge egyptere de udskårne plakater ud over fortorvet og finder sprayflaskerne frem.
Det egyptiske militær udførte såkaldte ”The virginity tests” mod demonstrerende kvinder, overgreb der ‘tester’ om kvinder er jomfruer. I december 2011 blev de kendt ulovlige. Retssagen mod den militærlæge, der udførte dem, blev anlagt af én af kvinderne, Samira Ibrahim, er netop blevet afsluttet, og den anklagede militærlæge er blevet frikendt på grund af ”modstidende vidneudsagn”. Sagen er blot én af adskillige episoder det sidste år, der får unge aktivister på gaden for egyptiske kvinders daglige kamp mod chikane og lige rettigheder.
Et nyt fælles initiativ blandt flere egyptiske kvindebevægelser, Nooneswa, har nu taget form. Nooneswa ønsker gennem graffitikunsten at sætte fokus på egyptiske kvinders rettigheder. Siden Mubaraks fald i januar 2011 er byen blomstret op med billeder og politiske budskaber i egypternes lokalmiljø. Det er en måde at skabe dialog med lokalbefolkningen og udtrykke sig politisk for de mange unge og ofte frustrerede aktivister, der ønsker politisk handling nu. Nooneswa bruger dialog som værktøj:
”Ved at laver graffiti kommer vi i snak med lokale, og vi ønsker at møde dem ligeværdigt og engagere dem i sagen. Ja, for nogen er vores citater af stærke egyptiske kvinder provokerende. De har ret til at undre sig. Men vi ønsker bevidst at skabe debat og vise, at det offentlige rum i Egypten er for både mænd og kvinder”.
Mens vi bevæger os rundt bliver bydelen omkring os, for hver time der går, dekoreret af billeder og citater af 1960’ernes kvindelige skuespillere som Shadia, Soad Hosny, Faten Hamama samt den legendariske sangerinde Oum Kathoum.
Med graffiti som udtryksform vil Nooneswa fortsætte initiativet rundt om i Kairo. Den politiske situation for kvinder er bekymrende og præger forårets events. Den kvindelige andel i parlamentet på knap 2 pct. bliver mødt med hovedrysten.
De islamistiske partiers repræsentation på knap 47 pct. er stærkt bekymrende for især kvinderettighedsorganisationerne. Så en konkret regel om 50 pct. kvinder i den kommende forfatningsforsamling i foråret står derfor højt på ønskelisten.
Efter en runde med graffititegninger af Egyptens filmheltinder nærmer en gruppe af lokale mænd sig. De forstår årsagen, men de undrer sig over graffitien i deres gadebillede. Nawal og de andre aktivister diskuterer roligt med mændene men beslutter sig kort derefter at rykke op og fortsætte i et andet kvarter. Så længe der er graffitispray nok, vil Nooneswa fortsætte kampen for kvinderettigheder i Egypten.