Guatemala: NGO’er øger klimaindsats

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Alice Krozer og Per Bergholdt Jensen

I Mellemamerika forsøger civilsamfund og lokale myndigheder at lave en samlet regional klimaindsats ved at dele viden og erfaringer om planlægning, politik og forebyggelse.

”Klimaændringerne indebærer, at vi må gå fra teori til praksis. Enten handler vi, ellers går vi til grunde.”

Ordene tilhører Iván Azurdia fra Fundación Solar, en af IBIS’ partnerorganisationer i Guatemala. Azurdia er fortaler for, at man sammensmelter de oprindelige folks unikke kendskab til miljø og naturbeskyttelse med den vestlige verdens teknologiske viden for at forebygge og udbedre de skadelige effekter af klimaændringerne.

Erfaringer med lobby og advocacy
Udveksling af viden var også i højsædet under Det Regionale Forum for Civilsamfundet – Handling mod Klimaændringerne, som blev afholdt i El Salvadors hovedstad, San Salvador i midten af april 2009. Hensigten med mødet var at sikre udveksling af erfaringer inden for lobbyvirksomhed og advocacy, samt miljøbeskyttende og katastrofeforebyggende projekter.

Klimaforumet blev organiseret af IBIS’ samarbejdspartner, Sustainability Watch, som er et netværk af organisationer fra Latinamerika, Afrika og Asien.

Uddannelse og personlig indsats
De deltagende organisationer, lokalsamfund, myndigheder, internationale donorer og udviklingsorganisationer vil udbrede kendskabet til metoder, der kan reducere befolkningens udsathed i forhold til ekstreme vejrforhold i regionen.

Indsatsområderne omfatter praktiske tiltag som konstruktion af vandcisterner, biologiske vandfiltre og beskyttelsesmure mod oversvømmelser. Kapacitetsopbygning og uddannelse spiller ligeledes en afgørende rolle i klimaindsatsen, eksempelvis i form af kurser og information om konsekvenserne af klimaændringerne, og hvad man personligt kan gøre for at afbøde dem, er nogle af konklussionerne fra mødet.

Myndighederne skal støtte klimaindsats
Forumets deltagere vil på længere sigt desuden sikre, at erfaringerne fra samarbejdet mellem lokale myndigheder og organisationer kan bruges som en model for den fælles indsats mellem de nationale regeringer og civilsamfundet i Mellemamerika. De delegerede gav udtryk for, at et tæt samarbejde mellem stat og civilsamfund er en forudsætning for at kunne nå FN’s 2015-mål.

”Myndighedere spiller en afgørende rolle for at støtte borgernes deltagelse [i forhold til klimaændringerne], og medierne har en strategisk betydning i forbindelse med at synliggøre de lokale processer. Men det er en kamp mod uret,” forklarer Alberto Chinchilla fra ACICAFOC, en sammenslutning af bønder og oprindelige folk inden for jord- og skovbrug i Mellemamerika.

En højrisiko region
I forbindelse med klimaændringer er Mellemamerika en højrisiko region, som allerede lider under orkaner, oversvømmelser og tørke. Disse forhold bringer befolkningens sundhed og fødevaresikkerhed i fare, og udgør en risiko for landbruget og infrastrukturen i regionen.

Udover de miljømæssige aspekter, påvirker klimaændringerne også det sociale, politiske og økonomiske liv i regionen. Klimaændringer er dermed et tværgående udviklingstema, da de forårsager fattigdom. Samtidig er fattigdommen en stor hindring for iværksættelse af effektive forholdsregler mod virkningerne af klimaændringerne.

Klimaændringer – en mulighed for forandring
På trods af de dystre perspektiver, er der enkelte optimistiske røster i forhold til den indsats som klimaændringerne vil indebære.

Selvom klimaændringerne har ødelæggende konsekvenser, mener Luis Romano fra Humboldt Centret i Nicaragua, at der også er mulighed for at forbinde klimaindsatsen og den øgede miljøbevidsthed med en samlet udviklingsindsats i Mellemamerika.

“I stedet for at se det som verdens undergang, må vi se klimaændringerne som en mulighed, der åbner op for at lave en indsats for at forbedre livsvilkårene for de fattige og fremme lokaludviklingen,” påpeger Luis Romano.

IBIS’ klimaindsats i Mellemamerika
IBIS er i samarbejde med Sustainability Watch involveret i et projekt i Mellemamerika vedrørende klimaændringer.

Projektet omfatter både lobby og advocacy i forhold til regionale og internationale klimapolitiker, samt forskellige former for katastrofeforebyggelse og miljøbeskyttelse i udsatte lokalområder i regionen.

Kilde: Ibis.dk