Hva for en fisk? Det spørgsmål stiller WWF Verdensnaturfonden til de danske forbrugere i en kampagne for bæredygtigt fiskeri.
Det gør WWF, fordi forbrugerne støtter overfiskeri uden at vide det. Derfor udgiver WWF en fiskeguide, der gør forbrugeren i stand til at spise fisk – med en god smag i munden, fremgår det af en pressemelding fra organisationen fredag.
Øh, hvor kommer fisken fra?
Modsat mange andre madvarer og forbrugsprodukter aner forbrugerne i Danmark intet om, hvor fisken i køledisken kommer fra, eller hvordan den er fanget. I dag er det ellers helt almindelig forbrugerinformation at oplyse, om æggene kommer fra burhøns, og om koteletten og mælken er økologisk osv.
Sådan er det ikke med fisk, og det er et problem, fordi 3/4 af verdens fiskebestande er overfiskede eller udnyttet til det yderste, og fordi 1/4 af alle fisk, der bliver fanget, bliver smidt døde tilbage i havet.
Men der findes fiskere, der fisker med respekt for naturen, og der findes arter, hvor bestanden er sund og sagtens kan klare at blive fisket på, men forbrugeren kan ikke se forskel:
– Det er umuligt at kende forskel på “gode” og “dårlige” fisk, når de først ligger i køledisken. Derfor er de danske forbrugere med til at understøtte ubæredygtigt og i nogle tilfælde ulovligt fiskeri helt uden at vide det, siger Jacob Sterling, miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.
Spis fisk – med en god smag i munden
WWF Verdensnaturfonden lancerer derfor en fiskerikampagne, der oplyser forbrugerne om problemerne med ubæredygtigt og ulovligt fiskeri og giver dem mulighed for at overskue hvilke fiskeprodukter, man kan købe uden at medvirke til at ødelægge havmiljøet og fiskebestandene.
WWF udgiver bl.a. fiskeguide, der opregner de 24 mest populære fiskearter i Danmark og giver dem farve – rød, gul eller grøn – alt efter, hvordan arterne har det, og hvordan de bliver fanget. De grønne arter er helt OK at spise, de gule arter skal man tænke sig om, og de røde arter, skal man finde et alternativ til.
På den røde liste står:
Torsken
Rødfisken
Ålen
Hajen
Søtungen
Tunen
Varmtvandsrejen
Havtasken
– Forbrugerne skal blive ved med at spise fisk, og gerne masser af fisk, men man skal være opmærksom på, at det ikke er ligegyldigt hvad for en fisk, man vælger, hvis man vil passe på havet og dets ressourcer, anfører Jacob Sterling.
Læs mere på www.hvaforenfisk.dk
Yderligere oplysninger hos kommunikationsmedarbejder Nette Kirkegaard på mobil: 29 80 18 08