Integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) vil svinge øksen over et af Danmarks nuværende programsamarbejdslande for bistanden, men vil (endnu) ikke ud med, hvilket land der er tale om.
Det fremgår af et interview med Haarder i den seneste udgave af Danidas månedsavis, “Udvikling”. Her siger han bl.a.:
– Det er som om den nuværende bevillingsfordeling er gudgiven, men vi lever i en verden, der udvikler sig. Jeg konstaterer, at Indien nu selv har bedt om at blive fri for at få udviklingsbistand og betaler en halv milliard tilbage (til Danmark, red.).
– Det rejser spørgsmålet, om vi ikke skulle have tænkt den tanke tidligere – og om der er andre lande, der har mindre behov for dansk bistand end tidligere. Jeg har i hvert fald ét samarbejdsland i tankerne.
Udvikling skriver videre, at Bertel Haarder ikke ønsker at annoncere, hvilket land der er på tale, da “den pågældende ambassadør ikke skal læse om det i Udvikling”. Han understreger, at en udfasning i givet fald vil være “omhyggelig og i tæt forståelse med det pågældende land”.
Samtidig lufter Haarder sit ønske om at indlemme Afghanistan mere permanent i den danske bistandsvarme.
Hvilket nuværende programsamarbejdsland, Afghanistan i givet fald skal skubbe ud, er der åbnet for gisninger om, idet Haarder ikke siden interviewet blev taget – den 18. august – har informeret offentligheden yderligere om sine planer/tanker.
Hvis man skal gisne om et “land, der har mindre behov for dansk bistand end tidligere”, er det svært at komme uden om vækstlokomotivet Vietnam. Det kommunistisk-styrede sydøstasiatiske land kunne såvel sagtens klare sig uden danske bistandskroner nu. På den anden side er dansk erhvervsliv glade for landet og Danida står i begreb med at indlede et erhvervssektorprogram derude.
Det kan heller ikke udelukkes, at Haarder tænker på Bangladesh, hvor Danmark har ydet milliarder i bistand siden begyndelsen af 1970erne og bistanden ofte har haft trange kår. Til gengæld er Bangladesh demokratisk-styret og et af verdens allerfattigste lande med enormt behov for fattigdoms-afhjælpning.
I afrikansk sammenhæng – og ikke mindst i Haarders optik – kunne lande som Ghana, Uganda og Zambia – være kandidater. Derimod næppe Tanzania med sit enorme flygtningetal, hvor hjælpen passer ind i VK-regeringens nærområde-strategi. Ej heller i Kenya, hvor den danske bistand står overfor en fordobling i de kommende år.
Især præsident Musevenis engagement i borgerkrigen i DR Congo i sin tid vakte kritik fra udenrigsminister Per Stig Møller (K), som på den anden side roste den ugandesiske præsident for at rydde op i rækkerne efter en kritisk FN-rapport om rovet af Congos rige naturressourcer. Uganda er desuden ikke demokratisk-styret i vestlig forstand – det er Ghana og Zambia.
I Mellemamerika har Venstre aldrig brudt sig synderligt om valget af Nicaragua til samarbejdsland i 1993, til gengæld har statministeren netop været derude og nærmest afgivet en garanti om fortsat bistand.
VK-regeringen sløjfede ved sin tiltræden for knapt 3 år siden nærmest omgående 2 fattige landes medlemsskab af “Danida-klubben”. Det var Eritrea på Afrikas Horn og Malawi – det sydlige Afrikas fattigste nation.
Begge steder var rimeligt succesfulde bistandsprogrammer igang – ikke mindst i Eritrea, hvor regeringen gjorde – og gør – meget ud af selv at komme i førersædet i forhold til bistandsyderne. En tankegang, som nu ligger dybt forankret i strategierne for dansk bistand.
Derudover påtænkes bistanden neddroslet til Egypten i Nordafrika og Bhutan i Sydasien. I det sidste tilfælde dog således, at en eventuel dansk tilbagetrækning fra Bhutan – i hvert fald i den nye strategi for bistanden til landet – er gjort afhængig af, om det lille bjergkongedømme får de forventede betydelige indtægter fra salg af vandkraft til den store nabo i syd – Indien.
Så bhutaneserne med andre ord kan betale langt mere af deres udvikling selv. Danmark er p.t. en af de største bilaterale bistandsydere til Bhutan overhovedet.
