Flere organisationer, som beskæftiger sig med flygtninge, er forargede over, at VK-regeringen i højere grad vil sortere svage mennesker fra blandt de 510 såkaldte FN-kvoteflygtninge, som Danmark modtager hvert år, skriver flere nyhedsmedier lørdag.
Det fremgår af høringssvarene til integrationsminister Bertel Haarders (V) lovændring på flere flygtningeområder. Også FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har kritiseret udvælgelsen ud fra kriterier om “integrationspotentialet”.
Bortvalget af eksempelvis folk, som ikke kan læse og skrive, kritiseres af organisationer som Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere, Lærernes Centralorganisation, Rådet for Etniske Minoriteter, Dansk Røde Kors, Institut for Menneskerettigheder, Dansk Socialrådgiverforening, Det Centrale Handicapråd, Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International.