Norske Erik Solheim nåede at lede FN’s Miljøprogram i to år, før han valgte at træde tilbage.
Det skete efter anklager om meget hektisk rejseaktivitet, sammenblanding af private og embedsmæssige rejser samt rod med bilag. Se også https://globalnyt.dk/content/solheim-gaar-som-chef-unep
Nu har UN Environment, tidligere bedst kendt som UNEP, slået stillingen som Solheims efterfølger op på hjemmesiden.
De interesserede kan sende ansøgning og CV indtil nytår. Det kan både være individuelle ansøgere samt kandidater, som er anbefalet af regeringer.
Måske der kunne være en dansk kandidat?
Arbejdsstedet er agenturets hovedkvarter i Nairobi i Kenya, men der må forventes en del rejseaktivitet – dog ikke så meget som den, der var gældende under Solheim, må man formode.
I stillingsoplsaget bliver det fremhævet, at det er regeringernes ansvar at sikre sig, at de nominerede kandidater ikke har begået ulovligheder eller er under anklage for brud på internationale menneskerettigheder eller folkeretten.
“Nomineringen af kvindelige kandidater tilskyndes kraftigt”, lyder det i opslaget.
Ansøgningerne skal ses som et supplement til FN’s egen søgning og konsultationer.
Den nye leder af miljøagenturet bliver nomineret af FN’s generalsekretær og vælges af generalforsamlingen for den internationale organisation for en periode på fire år.