Harboe i kommentar: Dansk humanistisk militærpagt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Kommentar af journalist

Jørgen Harboe

Som en af fortidslevningerne i det danske u-landskab forstener jeg i disse dage endnu mere end jeg allerede er forkalket.

Anledning: At udviklingsminister Ulla Tørnæs og forsvarsminister Søren Gade forbrødrer (-søstrer) sig i Irak og grundlægger en fælles milito-humanitær indsats.

Øjensynlig et mønster for fremtiden, hvor krig og udviklingsbistand er to sider af samme udenrigspolitiske sag, og hvor den rene humanitære bistand hører til i samme fortid, hvor jeg er begravet.

Hvis den sære alliance mellem bistand og angrebskrig bliver ført ud i livet, bør vi holde op med at tale om udviklingsbistand. Vi har brug for et nyt begreb, for så er dagsordenen reelt og radikalt anderledes, end den, der blev sat i 1960erne og som i alt fald jeg har arbejdet med siden da.

Jeg har talt for den. Jeg har også ofte kritiseret den, men den har under alle omstændigheder været min dagsorden.
Nu eksisterer den måske ikke mere. Det er noget nyt.

Jeg synes, at danske udviklings-NGOer har brug for at forholde sig til den radikalt nye situation. Dels for at finde ud af, hvor vi er på vej hen og dels for at se, om de vil gå med den vej.

For mig ser det nemlig ud, som om barske Anders Fogh og blide Ulla Tørnæs har shanghajet dansk udviklingspolitik og gjort den til del af det danske bidrag til amerikansk magtpolitik uden at det civile udviklingsmiljø har reageret effektivt.

U-landskabet er åbenbart godt og grundigt kujoneret og ved ikke længere, hvad det vil bruge sig selv til. Derfor kan regeringen bruge det efter forgodtbefindende.

Hvis det danske udviklinsgmiljø vil gøre dette triste scenario til skamme, er det på høje tid at få fingeren ud! Ellers bliver vi løbet over ende. De ledende private udviklingsorganisationer bør samlet forsøge at tage bestik af, hvad der er ved at ske med dansk udviklingspolitik.

Det er naturligvis op til den enkelte person og organisation at drage konsekvenser, men uden analyse står vi så svagt, at jeg meget hurtigt risikerer at få selskab af en hel forsamling, der også har overlevet sig selv men tér sig, som om deres verden stadig eksisterede.

Og det selskab vil sgu være for uhyggeligt!

Jørgen Harboe er journalist, kommentator, forfatter m.m. med mangeårigt speciale i 3. Verdens-forhold.