Af Ingeborg Gaarde
“Tag hjem. I har ikke noget at gøre her. Vi får intet ud af jer udover flere problemer!” lyder budskabet på et indgangsskilt til Bengkulu-provinsen.
I den indonesiske provins mobiliserer lokalbefolkningen sig mod palmeolieindustrien.
’De (regeringens sikkerhedsstyrker, red.) kommer med deres enorme lastvogne og ødelægger vores veje, mens de overtager vores jord- og skovarealer. Vi får intet ud af vores naturressourcer og rigdomme her – ud over flere problemer. Palmeolien er blevet en forbandelse for os her”, fortæller en 39-årig landmand.
Han er medlem af den indonesiske bondeunion, SPI, der er grundlagt i 1998 som en reaktion på den stigende ekspropriation af bønders jord i Indonesien.
Siden er jagten på naturrigdomme – og særligt regnskovene – taget til. Officielle tal når frem til, at den indonesiske regering i løbet af få år har overgivet næsten halvdelen af landets skovarealer for at give plads til palmeolieplantager.
Ifølge Greenpeace er der tale om den mest drastiske omskabelse af et samlet landskabsområde, der nogensinde har fundet sted, inclusive skovrydningen i Amazonas i Brasilien.
Den internationale miljøorganisation advarer om, at hvis denne udvikling fortsætter i samme omgang vil Indonesien om 20 år bestå af fragmenterede områder af regnskov omgivet af store menneskeskabte plantager:
“Fortsætter skovrydningen vil det medføre flere oversvømmelser, brande, kraftige temperaturstigninger, tørke og fordrivelse af regnskovens dyrearter her i Indonesien”, siger en Greenpeace-medarbejder i Jakarta.
Drømmen om at blive et mellemindkomstland
Regeringen i Indonesien argumenter for, at satsningen på palmeolieindustrien vil føre til økonomisk vækst og hjælpe det store ø-rige til at rykke op i klassen som middelindkomstland.
Ifølge grundlæggeren af den indonesiske bondeunion, SPI, Henry Sarigih, kan palmeolieindustriens sociale- og miljømæssige slagside ikke opvejes af argumenter om økonomisk vækst:
“Skovrydningen har ledt til massiv CO2-udledning, temperaturstigninger og menneskeretskrænkelser. Derudover har palmeolieindustrien affødt en helt ny fattigdom i Indonesien”, siger Sarigih, der står i spidsen for 700.000 medlemmer i SPI.
“Lokale befolkningsgrupper tvangsforflyttes for at give plads til nye enorme palmeolieplantager. Oprindelige folk, der i generationer kollektivt har forpagtet en stor del skov- og jord arealerne, fratages deres levebrød og tvinges til at flytte til byerne med elendige levevilkår”, lægger han til.
Den indonesiske bondeleder beretter om hvordan den stigende jagt på naturressourcer har ført til intimidering af lokale befolkningsgrupper. Han gør gældende, at et af hovedproblemerne er manglen på gennemskuelighed, og at regeringen forsøger at skjule, hvordan virkeligheden ser ud i Indonesien:
“Dødsfald forårsaget af land- og skovkonflikter over hele Indonesien er stigende. Men tusindvis af sager forbliver skjult, særligt af de lokale myndigheder”.
Ifølge den nationale menneskerettighedskommission blev der alene sidste rapporteret om flere end 5.000 menneskeretskrænkelser, størstedelen knyttet til skovrydningen foretaget af multinationale selskaber.
Nyt afhængighedsforhold
I Sumatra, hvor størstedelen af palmeolieindustrien har til huse, beretter lokalbefolkningen om hvordan de ikke bliver konsulteret, hørt eller kompenseret, når skov- og land inddrages. En 49-årig bonde fra Sumatra, fortæller at korruption og magtmisbrug er taget til og særligt er tæt knyttet til naturressourceindustrien:
“Dem, der kontrollere land i Indonesien, kontrollerer politikken med hård hånd. Hvis man ikke forlader jord- og skovarealer, når sikkerhedsstyrkerne rykker ind for at overtage og videregive området, risikerer man at blive smidt i fængsel eller offer for tortur”.
Han siger, at den nye situation stiller lokalbefolkningen i et afhængighedsforhold til de nye ejere:
“Vi har ikke andre muligheder end at opgive vores arealer og genoptage arbejdet for en ussel løn for selskaberne. I Sumatra er vi ikke bange for at kalde det, for hvad det i virkeligheden er, nemlig nykolonisering”.
Palmeolie i indkøbskurven
De senere år er forbruget af palmeolie på verdensplan steget markant og forventes af vokse yderligere.
Det hænger sammen med det ekspanderende privatforbrug i Vesten og de “nyrige” udviklingslande. Palmeolie indgår nemlig i en lang række hverdagsprodukter og er derfor svær at undgå i indkøbskurven.
Studier viser, at palmeolie kan gemme sig bag mere end 70 navne og indgår i hver tredje vare. Vi kan således ved hvert supermarkedsbesøg godt regne med, at palmeolie har indgået i produktionen af omkring halvdelen af de produkter, som ender i indkøbskurven.
Palmeolien anvendes i produkter såsom margarine, chokolade, kosmetik, sæbe og rengøringsmidler.
Mens internationale NGOer i stigende grad fremlægger vidnesbyrd om, at denne produktionsudvikling har massive negative sociale og miljømæssige til følge, fastholder fremstillingsvirksomheder, at de er afhængige af palmeolie i deres produktion.
Ifølge WWF henviser virksomhederne til det komplicerede forhold, at fremstillingsvirksomheder ofte opererer på tværs af landegrænser, hvor den palmeolie, som anvendes i produktionen, har passeret en lang leverandørkæde, førend den når frem til fremstillingsvirksomhederne.
Virksomhederne henviser ofte til, at det er et kompliceret at erstatte palmeolie med andre vegetabilske olier i produktionen. Derudover er omkostningerne ved at udvinde palmeoli lavere end ved andre vegetabilske olier og giver et udbytte, der er ca. 10 gange højere pr. enhed areal i forhold til andre vegetabilske olietræer.
Disse argumenter får dog ikke NGOer til at lempe kravet om kontrol og indsigt i de komplekse leverandørkæde.
Krav om ansvarlig leverandørstyring
Internationale organisationer og “vagthunde” kræver at produktionen foregår på bæredygtige præmisser.
De lange og uigennemskuelige leverandørkæder betyder, at der ikke er nogen direkte kontakt mellem palmeolieproducenterne i starten af leverandørkæden og fremstillingsvirksomhederne, som anvender palmeolien i kædens sidste led.
Selv om fremstillingsvirksomheder ikke selv producerer palmeolie, har kritikken over ikke at have styr på leverandørkæderne fået flere virksomheder til at forholde sig til problematikken.
Mange virksomheder har således valgt at udarbejde frivillige retningslinjer i form af såkaldte code of conducts. Det er et forsøg på at styre leverandøradfærd ved at pålægge krav om at følge bestemte standarder.
“Lovgivningen er en jungle”
Ifølge en medarbejder fra det Indonesiske National Land Agency i Indonesien er frivillige retningsliner dog næppe vejen frem. Hendes erfaring er, at sådanne initiativer ofte er et røgslør for, hvordan virkeligheden ser ud.
“Sandheden er, at regeringens initiativer og lovgivningen i Indonesien er en jungle. Det er svært at kontrollere de ulovlige jord-og skovopkøb, hvem der med er involveret i aftalerne, og hvorvidt befolkningen kompenseres, som de har krav på”, anfører den 59-årige kvinde, der ønsker at være anonym.
Hun siger videre, at miljøet er en af de største tabere i regeringens fokus på ansvarlige investeringer og økonomiske vækst. Eksempelvis forsvinder de gode jordbundsarealer, når regerings sælger eller udlejer jord- og skovarealer til virksomheder.
“Regeringens argument er, at virksomhederne bidrager til økonomisk vækst i Indonesien, både ved at øge eksportsektoren men også I stigende grad ved opførelse af enorme shoppingscentre. Problemet er, at vi ikke længere har jord nok til at absorbere de massive oversvømmelser, vi i stigende grad oplever i Indonesien grundet klimaforandringerne”, gør hun gældende.
Kvinden, der har arbejdet med regeringens jordlovgivning de sidste fem år, mener, at den eneste løsning pt. er et reelt forbud mod eksport af palmeolien.
“Vi har ikke brug for flere fortællinger om økonomisk vækst, men et reelt forbud mod eksport af palmeolieindustrien – fulgt op af intensiv international overvågning, så et forbud bliver overholdt”, mener hun.
Den stadig varmere planet
Medlemmerne af SPI deler bekymringen for udviklingen i Indonesien. De har derfor lanceret et kampagne, der skal give jord- og skovarealer tilbage til lokalbefolkningen og samtidig “nedkøle” planeten:
“Hvis vi får støtte og adgang til jord og skove, kan vi brødføde os selv og tilmed bidrage til at nedkøle planeten med en udviklingsmodel, hvor hensyn og beskyttelsen af mennesker, miljø og dyr går forud for kravet økonomisk vækst”, siger en talsmand for SPI og afslutter med en advarsel:
“Den model, vi har nu, er ikke holdbar. Vi kommer alle til at ende som tabere. Planeten koger, og vi har kun én planet, vi har ingen ’klode B’. Tiden er kommet til at sætte en stopper for palmeolieindustrien og i stede støtte almindelige menneskers adgang til naturrigdomme og en bæredygtig udviklingsmodel, der nedkøler planeten, før det er for sent”, lyder det.
Ingeborg Gaarde er cand.scient.pol. og ph.d.-kandidat i Paris. Hun er tilllige fast blogger på U-landsnyt.dk
