Hårde kampe i Mogadishu rammer nu den lokale SOS-børneby. Børnehaven lukker midlertidigt, men ingen børn, SOS-mødre eller ansatte er kommet noget til. Desuden er et SOS-hospital klar til at hjælpe sårede, skriver SOS-Børnebyerne i Danmark i en pressemeddelelse fredag.
Voldsomme kampe mellem oprørere og regeringstroper, der i denne uge har hærget Somalias hovedstad Mogadishu, får nu konsekvenser for SOS-Børnebyernes arbejde i landet.
De værste skududvekslinger har fundet sted omkring forsvarsministeriet, men også i den nordlige forstad Ramadan har der været kampe, og dette område ligger tæt på SOS-børnebyens projekter.
4 lokale er meldt dræbt og flere hundrede beboere i området, primært kvinder og børn, har måttet flygte fra kampene.
Børnebyen er blevet ramt af strejfende kugler, men der er ikke anmeldt store skader og ingen er indtil videre kommet noget til. Børnebyens 157 børn og unge bliver holdt inden døre.
Patienter på SOS-hospitalet, der ligger lige overfor børnebyen, er for en stor dels vedkommende flygtet. Kamphandlingerne har også betydet, at områdets forældre ikke kunne aflevere deres børn i den lokale SOS-børnehave, der er midlertidigt lukket.
Som andre borgere i Mogadishu er SOS-børn og ansatte chokerede over kamphandlingerne og påvirkede af, at skoler og forretninger er lukkede, og folk flygtet fra deres huse, hedder det.
De seneste dages kampe har været blandt de blodigste, siden regeringen og dens etiopiske allierede tog kontrol med byen kort før årsskiftet. FN vurderer, at over 40.000 er flygtet fra Mogadishu siden februar.
SOS-Børnebyernes arbejde i lokalområdet fortsætter, så længe sikkerhedssituationen tillader det. SOS-hospitalet, der har operationsstuefaciliteter, er klar til at hjælpe sårede.
Arbejdsforholdene i Somalia har i en årrække været usikre – også for humanitære organisationer.
Den 17. september 2006 mistede en af SOS-Børnebyernes medarbejdere livet under et overfald i Mogadishu. Den 66-årige italienske sygeplejerske blev dræbt umiddelbart uden for SOS-Børnebyernes hospital. Hun var på vej fra arbejde, da ukendte gerningsmænd skød hende og hendes livvagt.
SOS-Børnebyerne har arbejdet i Somalia siden begyndelsen af 1980erne, og var igennem en årrække den eneste internationale humanitære organisation, der kunne arbejde i den sydlige del af det urohærgede land.
SOS-Børnebyernes hospital i Mogadishu er stadig det eneste sygehus i landet med en fungerende gynækologi- og barselsafdeling. Afdelingen hjælper hvert år tusindvis af somaliske kvinder.
Line Wolf Nielsen, kommunikationschef, e-mail [email protected]
SOS-Børnebyerne, Nørre Voldgade 11, 3. sal, 1358 Kbn K, Tlf.: 33 73 02 33, web:www.sos-borneby.dk