Analyse af Henrik Laugesen, Forsvarsakademiet
Det er sandsynligt at Kenyas præsident vil vælge et militært svar på den seneste tids terrorangreb i landet. Men det er også sandsynligt, at det ikke vil føre noget godt med sig, lyder det fra dansk officer med speciale i Østafrikas sikkerhedspolitik.
Terroristangrebet på indkøbscenteret Westgate i Nairobi i august 2013, har været efterfulgt af en lang række alvorlige angreb på civilbefolkningen og offentlige institutioner. Alvorlige først og fremmest i forhold til de lokale mennesker, der bliver ramt, for turistindustrien, der er stor i Kenya og for sikkerheden i Kenya generelt.
Al-Shabab har i alle tilfælde taget ansvaret for angrebene. Hårdt presset dels af den generelle uheldige udvikling og dels af oppositionen som ”fisker i rørte vande” ved at kræve en national afstemning, skal Uhuru Kenyatta nu kikke i sin værktøjskasse og hurtigt vælge det værktøj, der kan løse problemet.
Som så mange gange før, er sandsynligheden for at det militære instrument vælges stor, og som så mange gange før udebliver det ønskede resultat formentlig. Man kan derfor med rette spørge, om den ”robuste strategi” mod terroristerne er en del af løsningen eller en del af problemet.
Stor millitær bistand til Kenya
For at forstå, hvad der sker skal vi tilbage til oktober 2011, hvor Kenya gennemførte en stor landbaseret offensiv i det sydlige Somalia. Den politiske vilje, og ikke mindst den militære evne, til at gennemføre en sådan operation kommer primært fra de mange militære træningsprogrammer, der de sidste 15 år i stigende grad er blevet gennemført af Kenyas militære samarbejdspartnere.
De primære partnere i den sammenhæng er ikke overraskende USA og Storbritannien, men også Danmark, Sverige og Holland er at finde på listen.
Hvor motiverne for partnerskaberne kan være forskellige, er midlerne dog ofte ret ens. Tilkøb af militært isenkram og træning af grundlæggende militære færdigheder er en ret dominerende del af partnerskabet.
Umiddelbart ser det ud til at virker. Kenyas militære offensiv i Somalia var faktisk ret vellykket. Operationen bidrog blandt andet til at fravriste Al-Shabab kontrollen med havnebyen Kismayo, der i lang tid repræsenterede en logistisk livsline til opretholdelse af Al-Shababs operationer i og omkring Mogadishu.
På samme tid som den kenyanske operation pressede etiopiske styrker Al-Shabab fra vest og AU (AMISOM) styrker fra nord. Slaget var vundet og Al-Shabab slap stort set alle deres positioner i det sydlige Somalia. Men krigen mod Al-Shabab var langt fra vundet, og slagmarken blev nu udvidet til at omfatte hele Kenya.
Terror er svar på kenyanske styrker i Somalia
Angrebet på Westgate er det første af en lang række modangreb på kenyanere og kenyanske institutioner. Al-Shabab tog ansvaret for operationen, og motiverede nødvendigheden af en sådan operation med de kenyanske styrkers tilstedeværelse i Somalia.
Operationen udstillede også de kenyanske sikkerhedsstyrkers uduelighed. Hårdnakkede beskyldninger om tyverier fra lig og fra forretninger opstod i kølvandet på operationen. Uhuru Kenya svarede igen i foråret 2014 med operation ”Usalama Watch” (sikkerhedsovervågnings). Nu skulle der vises handlekraft, og det var primært muslimer, der skulle overvåges og deres opholdstilladelser, der skulle kontrolleres.
Implementeringen af dette koncept blev overladt til det kenyanske politi, Østafrikas 4. mest korrupte institution.
Det varede da heller ikke længe før beskyldninger om uretmæssig anholdelser og løsladelser mod ”kaution” opstod. Vidner fortæller hvordan familiemedlemmer bliver anholdt uden grund og løsepenge kræves.
Operation Usalama Watch opleves generelt kun som chikane mod muslimer, der normalt ikke er involveret i terror eller på nogen måde knytte til radikale grupperinger. Svaret kommer da også prompte. I slutning af april angribes på politistation i Nairobi tæt på det muslimskdominerede kvarter East Leigh. Den 15. Juni angriber militante grupperinger bl.a. en politistation og en bank i byen Mpeketoni tæt ved turistområdet Lamu ved det indiske ocean. Omkring 60 mennesker mister livet.
De følgende uger rammes området omkring Tana River og Lamu af flere angreb med flere tab til følge. Alle angreb knyttes af de militante grupper til Kenyas militære tilstedeværelse i Somalia og til Westgate.
“The Kenyan government’s decision to keep its invading force in Somalia is an indication that they haven’t yet learnt any valuable lessons from the Westgate attacks” (Al Arabiya, Africa)
Som nævnt i indledningen er Uhuru Kenyatta presset politisk af oppositionen, og der skal gøres noget nu inden volden slår igennem i de økonomiske nøgletal. På KTN forsikre en talsmand at der skam arbejdes med en løsning, og at han, af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan komme ind på detaljer.
Det er fristende at tro, at løsningen lige som de sidste mange gange, er anvendelse af militær magt. Det signalere en handlekraftig leder. Men det er måske også nu at alternative løsninger skal tænkes ind.
Det handler ikke kun om valget mellem det militære instrument og andre instrumenter. Det handler også om hvordan det militære instrument bruges. Man kunne eksempelvis overveje en mere gavnlige koordination og udnyttelse af efterretningstjenesterne i Kenya.
I dag holdes efterretninger i de forskellige institutioner, fordi ”viden er magt”. Efterretninger anvendes i høj grad til at fremme egen organisation til stor skade for Kenya. En sådan forandring kræver at de militære partnere reviderer indholdet i deres samarbejdsprogrammer væsentligt.
Hårdt mod hårdt synes ikke at bringe en tilfredsstillende løsning for Kenya.
Henrik Laugesen er major og Ph.D.-stipendiat ved Forsvarsakademiet.
