Helle Thorning er kandidat til posten som FN’s flygtningehøjkommissær

helleogantonio
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal muligvis afløs António Guterres på posten som chef for UNHCR.
Foto: World Economic Forum og U.S. Mission to UN / Collage: Globalnyt
Laurits Holdt

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan være på vej til en international toppost i den tunge ende.

Udenrigsministeriet meddelte fredag formiddag, at regeringen indstiller hende til posten som FN’s flygtningehøjkommissær.

Højkommissæren er chef for FN’s højkommissariat for flygtninge, UNHCR, der står for at hjælpe og beskytte verdens flygtninge, statsløse og hjemvendte flygtninge. Der er for tiden omkring 55 millioner flygtninge i verden, hvilket er det højeste antal siden Anden verdenskrig.

Organisationen har hovedsæde i Geneve i Schweiz.

Udenrigsministeren: En stærk kandidat

Fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) lyder det:

”Med de store globale udfordringer, som den voldsomme migration og de store flygtningestrømme i disse år skaber, er der mere end nogensinde behov for et stærkt UNHCR ledet af en både erfaren og løsningsorienteret kapacitet.”

“Antonio Guterres har i de forgangne ti år gjort et fremragende stykke arbejde. Det er vigtigt, at hans efterfølger kan samle stafetten op og bidrage til at samle verden om løsninger og hjælp til mennesker på flugt – og til de samfund i nærområderne, der løfter en enorm byrde. Verden har brug for et stærkt UNHCR ledet af en stærk højkommissær.”

“Danmark har en sådan kandidat i tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, og regeringen er glad for at Helle Thorning-Schmidt har indvilget i at være Danmarks officielle kandidat. Med de aktuelle kriser og et humanitært topmøde i Istanbul, Tyrkiet næste år, så er der rigeligt med opgaver at tage fat på.”

Den anden dansker

Hvis hun får posten bliver hun den anden dansker – og den anden tidligere danske statsminister – i spidsen for den store FN-organisation. Fra 1978 til 1985 sad tidligere Venstre-statsminister Poul Hartling på posten.

Den nuværende højkommissær er portugiseren António Guterres, der har bestridt posten siden 2005. Også han er tidligere statsleder. Han var sit lands premierminister fra 1995 til 2002.

Allerede i foråret 2015 var han ude med kraftig kritik af EU for ikke at gøre nok for at hjælpe de mange flygtninge, der forsøger at krydse Middelhavet.

To Nobelpriser

UNHCR er en af verdens førende humanitære organisationer. Den har over 9.300 ansatte i 123 lande og et budget på syv milliarder amerikanske dollars.

To gange har organisationen modtaget Nobels fredspris for sit arbejde.

En treårs-kontrakt – måske

Flygtningehøjkommissæren vælges af FN’s generalforsamling efter anbefaling fra generalsekretæren. Officielt er embedsperioden tre år, men de fleste højkommissærer har siddet væsentligt længere.

Japanske Sadako Ogata blev valgt i 1991 men blev genvalgt til en femårs-periode. Og inden den periode udløb blev hun genvalgt for yderligere to år.

Hendes efterfølger, den tidligere hollandske premierminister Ruud Lubbers, kom til i 2001 og blev valgt for en toårs-periode. I 2003 fik har to år mere men trak sig i 2005 fra posten efter anklager om seksuel chikane.

Lubbers blev afløst af den nuværendee højkommissær António Guterres. I modsætning til hans foregængere fik han fra begyndelsen en femår-kontrakt, som blev afløst af en ny femårs-kontrakt i 2010.

I februar 2015 vedtog generalforsamlingen så at følge generalsekretær Ban Ki-moons anbefaling og forlænge kontrakten med yderligere seks og en halv måned til udgangen af 2015.

Hvis Helle Thorning-Schmidt bliver valgt til posten vil hun i givet fald kunne indtage den i begyndelsen af 2016.

Om Helle Thorning-Schmidt

Helle Thorning-Schmidt er født i 1966 og blev valgt ind i Folketinget i 2005 og blev samme år valgt til formand for Socialdemokraterne. Før det var hun medlem af Europa Parlamentet fra 1999 til 2004.

Hun var statsminister fra 3. oktober 2011 til 28. juni 2015. Efter valgnederlaget i juni 2015 forlod hun posten som formand for Socialdemokraterne.

I løbet af sin statsministertid var Helle Thorning-Schmidt også kandidat til topposter i EU men det glippede.

Hun er gift med Stephen Kinnock, der er medlem af det britiske underhus for Socialdemokratiets britiske søsterparti Labour.

(Opdateret 11.24 med citater fra udenrigsminister Kristian Jensen)