Helle Thorning har 13 modkandidater – men står nok stærkt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Thorning rejser lørdag til New York for at gøde jorden for sit kandidatur, anfører bladets korrespondent i New York, Jørgen Ullerup.

Beslutningen om, hvem der skal have posten, ventes først truffet i slutningen af oktober.

Hvis ikke endnu en højtprofileret kandidat melder sig i opløbet, vil den danske kandidat formentlig være en af tre kandidater, som FNs generalsekretær Ban Ki-moon indstiller, skriver Jyllands-Posten.

Normalt er det en europæer, der får posten, fordi Europa betaler en stor del af gildet. Her har Danmark ifølge FN-diplomater et godt renommé som en solid aktør inden for det humanitære arbejde.

Danmark i toppen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tror på, at hans forgænger har en særdeles god chance for at vinde, og han vil under sine samtaler i New York gøre alt for at lægge et godt ord ind for hende.

“Vi har en meget stærk kandidat fra et land, der vejer meget tungt i UNHCR. Vi ligger absolut i toppen. Samtidig er Helle Thorning-Schmidt en stærk politisk profil med et stort internationalt netværk. Hun vil være i stand til at skabe opmærksomhed om UNHCR”, siger Lars Løkke til Jyllands-Posten

De to øvrige topkandidater vil være den italienske topdiplomat Filippo Grandi og den tyske diplomat Achim Steiner.

Filippo Grandi har senest været generalkommissær for FNs organ for Palæstina-flygtninge i Mellemøsten (UNRWA), mens Achim Steiner har været chef for FNs Miljøprogram UNEP i Nairobi siden 2006.

De har begge høje poster i FN, men mangler den politiske gennemslagskraft, som en tidligere regeringsleder har.

Det er i sidste ende op til Ban Ki-moon at beslutte, hvem der skal være FNs flygtningehøjkommissær fra januar.

Kristian Jensen også afsted

Også udenrigsminister Kristian Jensen (V) drager lørdag til FN’s Generalforsamling i New York, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

“Generalforsamlingsugen (med alle topfolkene til stede) vil bl.a. være en lejlighed til at fremme vores stærke kandidaturer. Først og fremmest Helle Thorning-Schmidts kandidatur til UNHCR, men også vores ambition om at komme med i FN’s Menneskerettighedsråd i 2019 – selv om det ligger lidt ude i fremtiden”, siger Kristian Jensen.

“Jeg vil sætte fokus på en række emner. Bl.a. behovet for at FN fortsætter med at være aktive i fredsbevaring, fælles løsninger på årsagerne til at folk flygter eller migrerer, samt klimadiplomati, hvor jeg er vært for et møde med en række europæiske og afrikanske lande. Syrien vil også være højt på vores dagsorden, og jeg håber der kommer skub i forhandlingerne om en politisk løsning”, siger han og fortsætter:

“Noget af det jeg selv prioriterer højest i New York er menneskerettigheder. Vi skal have flere lande til at bekæmpe tortur. Og så skal vi have kvinders rettigheder højere op på dagsordenen. Kvinders rettigheder er afgørende for at skabe vækst og fremgang i u-landene”.

Spækket program

Kristian Jensen deltager i en stribe møder og begivenheder og er vært eller medvært for andre. Blandt de vigtigste er:

  • Vært for møde om den private sektors involvering i udviklingsfinansiering søndag den 27. september
  • Møde i Climate Diplomacy Action-netværket søndag den 27. september
  • Deltagelse i åbningen af generalforsamlingen mandag den 28. september
  • Topmøde om fredsbevarende operationer mandag den 28. september
  • Medvært for møde om Women Deliver tirsdag den 29. september
  • Medvært for møde om Anti-torturinitiativet tirsdag den 29. september
  • Topmøde om bekæmpelse af ISIL/terrorisme tirsdag den 29. september
  • Topmøde om migration onsdag den 30. september

Dertil har udenrigsministeren bilaterale samtaler.