Efter anmodning fra formanden for FN’s Generalforsamling og formanden for FN’s Økonomiske og Sociale Råd har tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagt ja til at blive én af to formænd for et nyetableret højniveau-panel om ”Financial Accountability, Transparency & Integrity for Achieving the 2030 Agenda”. Det fortæller Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse onsdag.
FN har anmodet Danmark om at stille med en med-formand og den socialdemokratiske regering under Mette Frederiksen har valgt at udpege Mette Frederiksens forgænger som statsminister og formand for partiet.
FN’s højniveaupanel vil med Helle Thorning-Schmidt som medformand sætte fokus på de massive globale udfordringer med skatteunddragelse, skattely og korruption. Panelet skal arbejde intensivt over det kommende år – og allerede til sommer komme med de første anbefalinger til løsninger.
FN anmodede så sent som i september 2019 Danmark om at påtage sig en ledende rolle i forhold til at fremme global omstilling af energisektoren til bæredygtig energi frem mod Klimatopmødet i New York.
Baggrund
FN’s højniveau-panel nedsættes for at mobilisere finansiering af FN’s Verdensmål. Verdens lande har forpligtet sig til nå målene inden 2030. Det forudsætter meget store investeringer. Investeringer i alt fra skoler, veje, jobskabelse til grøn energi. Mange lande kæmper med lave skatteindtægter som følge af skatteunddragelse, indtægter der finder vej til skattely og korruption. En indsats her over for kan give store og meget tiltrængte ressourcer til at finansiere Verdensmålene.
Helle Thorning-Schmidt vil sammen med sin medformand, Nigers tidligere premiereminister Ibrahim Mayaki, stå i spidsen for panelet med 15 medlemmer, sammensat af tidligere statsledere, eksperter, repræsentanter fra civilsamfund og akademiske institutioner.
På baggrund af analyser og i dialog med FN’s medlemslande, internationale institutioner, den private sektor og civilsamfundet vil panelet udarbejde en rapport med anbefalinger om en globalt styrket indsats over for skatteunddragelse, bekæmpelse af illegale pengestrømme og korruption. Panelet forventes at levere en første rapportering til sommer og sin endelige rapport primo 2021.
Stolte og glade ministre
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger:
”Jeg er meget stolt over, at FN rækker ud efter dansk lederskab, når der skal findes løsninger på store globale problemstilligner som den grønne omstilling og kampen mod skatteunddragelse og skattely. Vi skal gribe aktivt ind overfor den korrupte globale økonomiske elite, der profiterer på international skattefusk, korruption og skattely. Det skal bekæmpes. Det er hjerteblod for mig som udenrigsminister. Kampen mod skatteunddragelse og skattely er nemlig også en kamp for at få finansieret FN’s 17 verdensmål og sikret en mere retfærdig og bæredygtig globalisering. Det er der brug for. Jeg er glad for, at Helle Thorning-Schmidt har påtaget sig den spændende formandsrolle. Det står hun rigtig godt rustet til. Og jeg vil se frem til at følge arbejdet.”
Minister for udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn (S), siger:
”Opgøret med global grådighed, svig og ansvarsløshed er afgørende for at sikre finansiering til verdensmålene. Og for at komme den enorme globale ulighed til livs. Jeg er glad for, at Helle Thorning-Schmidt har sagt ja til denne udfordring og vil være med til at give Danmark en stærk rolle på et centralt område for opnåelsen af FN’s verdensmål.”
OPDATERING: Helle Thorning-Schmidt har få dage efter udnævnelsen trukket sig fra posten igen. Læs mere her.