Danida skal nu håndtere korruption med “nul-tolerance”, men må også tage en “kalkuleret risiko”, fremgik det af møde i Ingeniør-foreningen i København.
Af Erik Lyngsø-Petersen
Redaktør, Nyhedsmagasinet Ingeniøren/www.ing.dk
– I vores ukorrupte samfund kan vi adskille det professionelle og det private liv. Vi har stor tillid til vore “institutioner”, som til gengæld kontrollerer os nøje. Så når en Stein Bagger eller en overborgmester i København svigter vores tillid, opfatter vi det som en stor skandale. Men i et samfund med en anden kultur og andre traditioner er familie-nepotisme og udbredt korruption ikke nødvendigvis noget dårligt. Det kan være en nødvendighed for samfundets funktion.
Således introdu-cerede socialantro-pologen Steven Sampson fra Lunds Universitet det vanskelige emne for nylig på et møde i Ingeniørforenin-gens U-landsfag-gruppe med titlen “Korruption og bistand – nye takter i den danske og internationale diskussion”.
Mødet var ikke mindst aktuelt i lyset af Danidas nye strategi, hvor såkaldt nul-tolerance overfor korruption i bistanden kommer til at indgå.
– Island er verdens mindst korrupte land, og se alligevel, hvad der skete! Selv om vi har høje principper, kan også Danmark set udefra opfattes som et korrupt land med de tætte netværk mellem topfolk i administra-tion og erhvervsliv, fortsatte Steven Sampson sin provokation og uddybede:
– Nu vil vi så sætte skrappe grænser for korruptionen i forbindelse med Danidas bistand – “nul-tolerance”. Men vi befinder os i en helt anden verden derude, som ikke passer med den måde, vi anskuer korruptionen på.
– For sociologer er det en gåde, at danskerne har så stor tillid til deres lands institutioner, og det vil da være helt fint, hvis vi kan bidrage til at skabe den samme tillid derude. Men vi skal ikke bilde os ind, at vi kan gøre noget ved den interne korruption i modtagerlandene. Det er nødvendigt for os at vise fleksibilitet, gjorde han gældende.
Se også Steven Sampsons tankevækkende blogindlæg her på u-landsnyt om en af verdens eksotiske stammer – “donorstammen” på
http://www.u-landsnyt.dk/blog/25/donorstammen
MED JAKOB EJERSBO I TANZANIA
Steven Sampsons velvillige og teoretiske syn på korruptionen gav anledning til at genlæse nogle afsnit af Jakob Ejersbos sindsoprivende, halvdokumentariske roman, “Liberty”, der handler om levevilkårene i et gennemkorrupt lokalsamfund i Tanzania.
Den ene hovedperson, tanzanianeren Marcus, forsøger fortvivlet at leve en “hvid” tilværelse og konstaterer et sted: ”Når man lever i det korrupte land, så er den side bedst, der bliver smurt, og ikke den side, der bliver tørret”.
Den anden hovedperson, den unge dansker Christian, der lige så fortvivlet forsøger at skabe sig en tilværelse i Tanzania, konstaterer tørt: ”Penge vokser på træerne i Europa, det ved alle afrikanere”. Og spørger frustreret: ”For helvede, hvor afrikansk skal det være?”
“Liberty” rummer den mest indsigtsfulde og detaljerede beskrivelse af de negative konsekvenser af nepotisme og korruption, jeg har læst.
En væsentlig pointe i romanen er, at hverken Markus eller Christian får en ærlig chance. Dens beskrivelser svarer nøje til mine egne spredte observationer på reportagerejser – og levner ingen som helst sympati for denne “kultur”.
Det er ikke til diskussion, at nepotisme og både den store og lille korrup-tion kan være dræbende for et lands udvikling. Men derfor kan Steven Sampson desværre godt have ret i, at der ikke er ret meget, vi kan gøre ved det.
NUL TOLERANCE… MED KALKULERET RISIKO
Hvor kompliceret det er, blev på mødet også illustreret af Danidas chef, udenrigsråd Ib Petersen, som fortalte om de kommende regler om ’nul-tolerance’ overfor korruption i den nye bistandsstrategi.
Han indledte med lakonisk at konstatere, at 70 procent af danskerne støtter vores u-landsbistand, skønt 47 pct. mener, at den havner i de forkerte lommer. Vi vil gerne hjælpe, men tror ikke rigtig på det.
– Men bistanden er i et eller andet omfang selv årsag til den korruption hos modtagerne, som vi ikke vil acceptere. Korruption er en integreret del af den virkelighed, vi arbejder i, en accepteret del af samfundets logik. En lokal chefs familierelationer skaber f.eks. forventninger om, at der falder noget af til hele landsbyen. De holdninger er vi nødt til at forsøge at ændre på, anførte udenrigsråden og fortsatte:
– Samtidig med, at vi vil vise “nul-tolerance” så siger den nye bistands-dagsorden, at flere midler skal kanaliseres igennem modtagerlandenes egne organisationer, og derfor må vi erkende, at vi ikke kan følge de danske kroner helt ud i yderste led. Men det er vigtigt at understrege, at vi ikke accepterer korruption, selv om vi er i praksis nødt til at tage en kalkuleret risiko for, at vores bistand kan rammes.
– Vi har introduceret strammere regler for hurtigt indberetning af alle konstaterede uregelmæssigheder til Rigsrevisionen, og at alle tilfælde af uregelmæssigheder kommer på vores “svindelliste” på nettet, så snart en sag er undersøgt. Vi må aldrig sige, at det ikke betyder så meget med den dér korruption, konstaterede Ib Petersen overfor forsamlingen i Ingeniørhuset på Københavns Havnefront.
OGSÅ SVENSK NUL-TOLERANCE
Under de øvrige indlæg og diskussionen kom der flere nuancer frem. Mellemfolkeligt Samvirke vejleder f.eks. deres lokale medarbejdere og NGO-partnere helt konkret i anti-korruption.
– Hvad svarer man, når en leverandør rutinemæssigt spørger, hvad man vil have til at stå på regningen? Eller når en modtagerorganisation gerne vil have ekstraleverancer uden relevans lagt ind i projektet?
Jens Berthelsen fra konsulentfirmaet Global Advice Network (og med i ledelsen af Transparency Danmark) refererede på mødet fra den nylige og meget hidsige svenske debat om korruption i bistanden.
Baggrunden er en skandale i Zambia for et års tid siden, hvor svensk bistand var involveret, hvilket fik deres udviklingsmister til at tale med store bogstaver. Diskussionen herom er nu resulteret i en ny, restriktiv “code of conduct” (regelsæt) på området.
– Man har tidligere været for bornert til at tale åbent om problemet hos Sida, men det er slut nu: Mere økonomisk kontrol med projekterne, mere åbenhed om risikoen, færre krav til fortrolighed, strenge sanktioner ved misbrug, mere IT (flere mobiltelefoner!), og så har svenskerne eftergjort Danidas “svindelliste” på nettet, fortalte Jens Bertelsen.
EN NY INTERNATIONAL RETSORDEN
Selv er Jens Berthelsen ubønhørlig: Der kan ikke siges noget som helst godt om fænomenet. – Det er vrøvl at skelne mellem “asiatisk” og “afrikansk” korruption med henvisning til den forskellige økonomiske udvikling i disse regioner, anførte han.
Hvorfor blev Danmark et ærligt land? Ved konsekvente indgreb imod korruption, dvs. en hård straffelov og tæt kontrol i form af konsekvent statslig revision af kommunernes regnskaber. Embedsstanden fik desuden bedre løn og en pensionsordning, så den blev svære at købe, mens grundloven gav pressefrihed, så offentligheden kunne informeres.
– Det nye er, at der er dannet en helt ny international retsorden med et politimæssigt samarbejde imellem flere og flere lande, som f.eks. gør det meget risikabel for virksomhederne at bestikke via en lokal agent – det er hæleri og straffes dobbelt så hårdt som almindelig korruption, advarede Jens Berthelsen.
Steven Sampson: – Ja, vi skal ændre situationer fra, at det kan betale sig at snyde til, at det bedre kan betale sig at være ærlig. Skabe en moderne, selvstændig og vellønnet middelklasse, som er frigjort fra forpligtelser overfor slægten og landsbyen. Så der ikke længere er nogen at være korrupt med.
Det lød som det velkendte “lange seje træk”.
For Danmark tog det trods alt kun de ca. 50 år fra ca.1820 til ca.1870 at forvandle os til et ikke-korrupt land med en (stort set) ubestikkelig administration, så det kan jo lade sig gøre.
Læs også ambassadør Erik Fiils blogindlæg om korruption her i u-landsnyt.dk på
http://www.u-landsnyt.dk/blog/28/nul-tolerance-eller-realisme
