Af Henrik Døcker
journalist med speciale i menneskerettigheder
Internationale krige er blevet sjældne i de 65 år FN har eksisteret, om end de var svært truende så længe øst-vest-konflikten stod på. Den atomare terrorbalance holdt så at sige de daværende to stormagter i “skak og balance” (akkurat som den lovgivende, udøvende og dømmende magt gør det inden for retsstaterne).
Hvordan reagerede så alverdens borgere, når det kom til én af de sjældne internationale krige? Mange demonstrerede f.eks. mod Iraks forsøg på at erobre Kuwait – USA sendte sine militærstyrker.
Da Danmark i 2003 gjorde fælles sag med en del andre stater og USA i angrebet på det diktatoriske Irak, besluttede borgere i flere lande, deriblandt Danmark, sig for at benytte “det juridiske værktøj”, altså domstolene for at få prøvet, om folkeretten nu også var overholdt i det stykke.
Felttoget kunne ikke på nogen måde standses, og mange hilste det da velkommen, at præsident Saddam Hussein blev styrtet. (Det hørte ikke til god tone at udtrykke tilfredshed med hans efterfølgende henrettelse som følge af dødsdom ved irakisk domstol). Men her var ikke tale om en overbevisende godtgjort trussel mod omliggende stater (de manglende masseødelæggelsesvåben).
Skiftende danske regeringer har ikke haft sympati med, at private borgere sådan “blandede sig” i storpolitkken, mere præcist udenrigspolitiske dispositioner. Søgsmålskompetencen, som det hedder i det juridiske formsprog, er stedse søgt begrænset for så vidt angår private borgere.
Statsretlige eksperter har opereret med fine udtryk som statens prærogativer, dvs. statens eksklusive rettigheder på dette område. Det kringlede forhold mellem folkeretten, der fastsætter/regulerer forholdet mellem staterne og dermed også f.eks. Danmarks forpligtelser via-à-vis FN-pagten, og så den interne ret, er genstand for meget juristeri, hvor den almindelige menneskefornuft må melde pas.
Domstole bestemmer hvem der har retlig interesse i noget
Højesterets afgørelse nu i marts i den såkaldte grundlovssag, nemlig om Folketingets ret til at drage Danmark ind i Irak-felttoget i 2003, afspejler alt dette.
De pågældende 25 danske borgere fandtes ikke at have retlig interesse i at rejse sagen, fordi der “ikke foreligger nogen konkret tvist”, og fordi grundloven tillægger regeringen “den umiddelbare kompetence til at handle på rigets vegne” (§ 19). Udsendelse af danske styrker har ikke haft nogen “indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed”, hed det således i dommen.
Også Danmarks tilslutning til Maastricht-traktaten søgtes – i 1996 – prøvet ved domstolene, men uden held.
Desværre hører begrebet retlig interesse til de meget elastiske, som ikke er defineret i retsplejeloven. Det sigter i almindelighed til at den, som begærer at have en sådan interesse, skal bruge udfaldet af en retssag til andre søgsmål, f.eks. for et opnå erstatning. Men det dækker nærmest bare begrebet ‘væsentlig samfundsinteresse’ – sådan efter rettens skøn.
Højesteret ser i den aktuelle sag helt bort fra de nationale, politiske, folkeretlige aspekter som sådan og anlægger en snæver retsteknisk fortolkning. Det illustrerer for så vidt, at en ordinær domstol er dårlig skikket til at bedømme en sag af denne karakter.
Af hvilken grund juridiske eksperter da også har opkastet det spørgsmål, om der ikke skulle være behov for at oprette en dansk forfatnings-domstol, sådan som man eksempelvis har det i Tyskland og Italien.
Bortset herfra – og sådan mere overordnet – er det vel forståeligt, at en regering og et parlament ikke ønsker, at enkeltpersoner kontinuerligt kan “komme efter” dem i vigtige internationalt-politiske sager. Men en retsstat er behæftet med hvad man kan kalde ‘juridiske garantier’.
Det hele havde muligvis set anderledes ud, hvis USA havde haft en realistisk plan for normaliseringen af samfundslivet efter Saddam og alt i alt havde haft mere held med sin såkaldte “demokratiseringsproces” for Irak. Eller hvis det havde vist sig, at Saddam rent faktisk skjulte masseødelæggelsesvåben!
———-
Ideen til fredelig løsning af staternes konflikter har efterhånden over 100 år på bagen. Først omkring ti år efter 1. Verdenskrigs afslutning kom det til en egentlig traktat herom: Briand-Kellogg-pagten af 1928 – som har været et tilbagevendende tema i FN-forbundet og dens “forgængerforeninger”.
FN-pagten i sin art. 2, stk. 3 “strammede” på en måde pligten til at afstå fra krig eller, som det hedder i nutidig sprogbrug anvendelse af militære magtmidler.
Dog: Ingen regel uden undtagelser, så art. 51 tillader militært selvforsvar, ligesom Sikkerhedsrådet efter artiklerne 39 og 42 er bemyndiget til at beordre iværksættelse af militære aktioner, hvis international fred og sikkerhed er truet.
Uddrag af artikel i seneste udgave af FN-forbundets elektroniske nyhedsbrev tirsdag.
