Høj EU-post i Sudan går til dansk diplomat med fortid i Danida

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

EUs ministerråd godkendte torsdag udnævnelsen af den danske ambassadør, Torben Brylle til EUs særlige repræsentant for Sudan fra 1 maj 2007, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

I den anledning udtaler udenrigsminister Per Stig Møller (K):

– Det er en vigtig EU toppost, vi nu får placeret en særdeles velkvalificeret dansker på. Det er vigtigt både for Danmark og EU, fordi vi har engageret os så stærkt i den meningsløse krise i Darfur.

– EU må fastholde det internationale fokus og pres på regeringen i Khartoum for at få den til at gennemføre de aftaler, den tidligere har accepteret, herunder stationeringen af en AU-FN hybridstyrke.

– Jeg er naturligvis også glad for, at dansk diplomati kan levere en højt kvalificeret medarbejder til så betydningsfuld en post, slutter Per Stig.

Som EUs særlige repræsentant for Sudan skal Torben Brylle sikre koordination af EU’s indsatser overfor Sudan og repræsentere EU ved forhandlinger. EU er den største bidragyder til den Afrikanske Unions mission i Sudan og har givet mere end 360 mio. euro. til den humanitære krise i Darfur.

Brylle har siden marts 2007 været ambassadør i Egypten, der også dækker Sudan og tidligere bl.a. været ambassadør i Sydafrika. Den 59-årige bistandsdiplomat, der kom til Asiatisk Plads i 1978, har tillige været multilateral chef i Danida (1997-2001).

Danmark iværksatte i 2005 et særligt støtteprogram på 500 mio. kr. til nord-syd fredsprocessen i Sudan i perioden 2005 – 2009. Med forventet opstart i 2007 er der afsat yderligere 200 millioner til genopbygnings- og humanitære indsatser i Darfur i forbindelse med Darfurfredsaftalens gennemførelse.

Danmark har p.t. udsendt 18 personer til FNs mission i Sudan (UNMIS) samt en person til den civile del af EUs støttemission til den Afrikanske Unions fredsbevarende mission i Darfur (AMIS).