– Det er da klart, at vi i (u-lands)styrelsen skal have en skærpet opmærksomhed omkring miljøet som tværgående hensyn, udtaler styrelsesformand Holger Bernt Hansen til november-udgaven af Danidas månedsavis, Udvikling, der nu er på gaden.
Debatten udspringer af en evaluering udarbejdet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der konstaterer, at Danida ikke lever op til de pæne ord om at tage hensyn til miljøet i sektorprogrammerne.
– Jeg er nok uenig i måden, hvorpå undersøgelsen sammenstiller de forskellige sektorer. Der er i virkelighedens verden stor forskel på et vejsektorprogram og et landbrugsprogram. Hvis en vej pløjer igennem et vigtigt naturområde, så kan vi jo vælge at bruge nogle ekstra bistandsmidler til at lave en ny linieføring, siger Holger Bernt Hansen.
DIIS-forskerne konstaterer i undersøgelsen, at Danidas mange tværgående hensyn betyder, at ingen af de strategiske hensyn for alvor bliver taget seriøst.
– Vi diskuterer løbende, om Danida skal score lige højt på de tværgående hensyn, eller om vi skal differentiere mellem hensynene. Men det er en svær diskussion – og vi kan ikke slække på miljøhensynet, som jo har høj prioritet i regeringsgrundlaget, men også på den internationale dagsorden, siger Holger Bernt Hansen.
Månedsavisen Udvikling spørger styrelsesformanden, om Danida ikke ustandseligt vader ind i dårlig omtale fra kritiske evalueringer som en konsekvens af de mange tværgående hensyn og indikatorer for succes. Dertil svarer han:
– Jo, vi må nok erkende at checklisten er blevet meget lang, specielt hvis de enkelte hensyn skal inddrages med samme vægt i alle slags sektorprogrammer.