U-landsstyrelsens mangeårige formand, profesor Holger Bernt Hansen, gjorde i sin festtale ved Caritas Danmarks 60 års jubilæum 11. september status over de kirkelige NGOers rolle og virke i udviklingssamarbejdet.
Af David Vincent Nielsen
Holger Bernt Hansen indledte med at skue tilbage mod situationen i stiftelsesåret for Caritas:
– I startåret 1947 kom den helt store udfordring fra eftervirkningerne af 2. verdenskrig. Nøden som følge af den alvorlige flygtningesituation og de fysiske ødelæggelser kaldte på en humanitær indsats, og helt i overensstemmelse med det kristne evangelium var det især kirkelige organisationer, der startede en stor indsats og fulgte, hvad der er blevet kaldt det humanitære imperativ, den humanitære forpligtelse.
– Senere var det især Østeuropa, som fik behov for humanitær hjælp under den kolde krig, og snart kaldte hele verden på hjælp:
– Naturskabte katastrofer som jordskælv og oversvømmelser og i stigende grad menneskeskabte katastrofer som etniske konflikter, borgerkrig og efterfølgende flygtningestrømme kaldte på en humanitær indsats. Disse humanitære behov har især kristne organisationer som Caritas været ledende i at møde og opfylde.
– Det skyldes naturligvis den kristne pligt til at udføre “kærlighedens gerninger”, men det skyldes også, at den kristne kirke var til stede i katastrofeområderne og havde de internationale kontakter og hele apparatet til at handle hurtigt og effektivt.
– Dette har også været en væsentlig grund til, at staten gennem de 60 år har kanaliseret store midler til nødhjælp og hjælpeindsatser i almindelighed gennem de kirkelige organisationer.
Nødhjælp bliver til langsigtet udviklingsbistand
Holger Bernt Hansens fortid som universitetsprofessor fornægtede sig ikke, da han uddrog 3 læresætninger (se nedenfor) af sit strejftog gennem de sidste 60 års historie. Mest interessant var måske den læresætning, som handler om samspillet mellem nødhjælp og udviklingsbistand:
– Udvikling og bistand til udvikling vokser ofte ud af en nødhjælpssituation. Men akutte katastrofer og nød er ikke den eneste grund til at gøre en indsats. At sikre fattige mennesker varige forbedringer, give dem flere muligheder og dermed en chance for i højere grad at tage vare på deres egen tilværelse er et selvstændigt og
tilstrækkeligt grundlag for en indsats på udviklingens område.
– Fattigdomsbekæmpelse eller – med et mere dækkende udtryk – reducering af fattigdom bliver en afgørende og langsigtet opgave ledende frem mod bæredygtighed.
– Netop her er vi ved den væsentligste erfaring og nydannelse i Caritas hele aktivitetsmønster gennem de sidste 60 år, nemlig at arbejdet med langsigtet og bæredygtig udvikling har fået en ledende rolle.
– Men dette betyder ikke, at nødhjælpsindsatsen er trådt helt i baggrunden. Tallene
viser, at der stadig er tale om en betydelig indsats på dette område.
Selv om Caritas Danmark altså har en fin balance imellem nødhjælp og udviklingsbistand, ligger der ifølge Holger Bernt Hansen en fremtidig opgave på netop dette område:
– Overordnet er den store udfordring i de kommende år for hjælpeorganisationerne at skabe sammenhæng mellem humanitær bistand og udviklingsbistand, således at der bliver en glidende overgang, og udvikling kommer i naturlig forlængelse af den første akutte humanitære indsats. Nødhjælpen skal i videst muligt omfang indrettes med henblik på udvikling.
Neutralitet i hjælpearbejdet
– Da staten i begyndelsen af 1960erne for alvor satte skub i den danske u-landsbistand, havde de kirkelige missionsselskaber allerede været til stede i udviklingslandene i mere end 100 år.
– Ikke kun for at forkynde Evangeliet i ord, men også for at gennemføre en udviklingsindsats, specielt inden for uddannelse, sundhed og med hensyn til forbedring af kvindernes situation.
– Staten måtte selvsagt være neutral og kunne ikke støtte forkyndende virksomhed. Omvendt var det oplagt at trække på de kirkelige hjælpeorganisationers store erfaring, og statslige midler kunne også med fordel kanaliseres ud gennem organisationernes vidtforgrenede netværk.
Ifølge Holger Bernt Hansen var fordelene ved et samarbejde med de kirkelige organisationer så store, at de aldrig blev omfattet af kravet om neutralitet.
– De egentlige kirkelige hjælpeorganisationer blev helt fra begyndelsen fuldt og helt placeret på linje med de øvrige NGOer. Forklaringen er såvel i international som i dansk sammenhæng, at de kirkelige organisationer har hele apparatet klar til en indsats, specielt tilstedeværelsen i alle dele af verden gennem de lokale amarbejdspartnere, kirkerne, som kan træde i aktion og gøre en hurtig indsats.
– Samtidig er indsatsen foregået med tolerance og respekt for folk af anden religiøs observans. Caritas Internationalis er et godt eksempel på denne indsats.
Uafhængighed?
En af Caritas Danmarks vigtige aktiviteter er den såkaldte fortalervirksomhed – at være en slags advokater for de fattige og underprivilegerede.
Det er en opgave, som med Holger Bernt Hansens ord udspringer naturligt af den kristne grundholdning, som er inspirationskilden til Caritas Danmarks engagement.
Som advokat for de fattige kan Caritas være forpligtet til ind i mellem at kritisere den danske regering, som imidlertid også finansierer en stor del af vort arbejde.
Holger Bernt Hansen sluttede derfor sin festtale af med et spørgsmål til eftertanke.
– I forbindelse med 60-årsdagens statusopgørelse kan der være grund til at overveje, om der eksisterer et element af afhængighed over for den kilde, som – sagt lige ud – betaler en stor del af regningerne.
– Lægger dette forhold bånd på den måde, man gerne selv ville gøre arbejdet, og
afskærer det fra at give sig i lag med nye opgaver af en helt anden art?
– Og ikke mindst lægger det nogle begrænsninger på den kritik, man ud fra sine egne forudsætninger egentlig skulle rette mod den officielle bistand med påpegning af dens mangler?
Holger Bernt Hansens 3 læresætninger:
1. Den humanitære eller kristne forpligtelse til at hjælpe i nødsituationer er udvidet til også at omfatte de vilkår, som folk lever under til hverdag, altså hele fattigdomsproblematikken.
2. Udviklingsbistand vokser ofte ud af en nødhjælpssituation. Men det at give fattige mennesker flere muligheder for at tage vare på deres eget liv er et tilstrækkeligt grundlag for en indsats på udviklingsområdet – også uden forudgående katastrofesituationer.
3. Nødhjælp må ikke gøre folk passive – modtagerne skal inddrages i arbejdet og selv gøre en indsats, så de ikke bliver afhængige af giveren.
David Vincent Nielsen er kampagnekoordinator i Caritas Danmark, den katolske hjælpeorganisation herhjemme.
Kilde: Caritas nyt, 2007. nr. 3 (oktober)
