Debatindlæg af Karen Helveg Petersen
Spørgsmålet om rettigheder til jord i Afrika handler ikke blot om privatejendom vs. høvdingevælde. Skøder er ikke nok til at få kredit, og de garanterer heller ikke mod jordtyveri, skriver debattøren før paneldebat om jordrettigheder i Afrika fredag.
Vores to seneste udviklingsministre, Søren Pind og Christian Friis Bach, har begge udtrykt støtte til den peruvianske økonom Hernando de Sotos centrale tese. Den går ud på, at anerkendelse af de fattiges besiddelser i form af formelt skøde er et vigtigt skridt til at frigøre deres produktive potentiale. På den måde kan de få robuste rettigheder og stille deres ejendom som sikkerhed for lån til investeringer.
I udviklingens navn har Friis Bach kombineret denne kampagne for privatejendom med angreb på traditionelt høvdingevælde og kollektiv ejendomsret i Afrika. Han har endog udtalt, at udenlandske investeringer i landbruget kan være en fordel, hvilket har vakt bestyrtelse i NGO-kredse.
For knap ti år siden talte jeg med en landsbykomité i Burkina Faso og spurgte naivt, hvad prisen var på jorden. ”Den er gratis”, fik jeg at vide af én, der var uddannet agronom fra Frankrig, ”den giver ikke nok udbytte”. Tildeling af jord var ikke et problem.
Selvom rettigheder nu registreres i mange afrikanske lande, er det en erfaring, at det ikke er tilstrækkeligt til at tage pant i en ejendom eller bruge den som sikkerhed. Til det kræves kendte jordpriser, der er baseret på en vurdering eller kapitalisering af regelmæssige fremtidige overskud.
Omvendt bliver formelle rettigheder også nødvendige, når der er ’jordrente’, som disse overskud kaldes. Adgang til det formelle lånemarked kræver således både skøde og værdiansættelse.
Der mangler altså noget i de Sotos og hans tilhængeres ræsonnement.
En vifte af jordrettigheder
De nuværende jordrettigheder i Afrika spænder fra traditionelle til moderne og formaliserede.
Javist er der steder, f.eks. i Sahel-området, hvor landsbychefen tildeler jorden i kortere eller længere tid til klaner eller familieoverhoveder, næsten udelukkende mænd. Diskrimination af kvinder er et ofte fremført kritikpunkt mod høvdingevældet.
Men ikke mindst hvor de engelske kolonialister slog sig ned, er det langt mere kompliceret. I Uganda delte englænderne i 1900 kongeriget Bugandas jord (området omkring Lake Victoria og Kampala) i to dele.
Den ene fik kongen og nogle af hans høvdinge, mens den anden del blev den engelske krones, dvs. offentlig jord. De, der faktisk dyrkede jorden, blev en slags forpagtere, der skulle betale jordleje.
I Kenya spekulerede den engelske kolonimagt åbent i, at færdigbygningen af jernbanen fra Mombasa til Lake Victoria i 1901 kunne tjene sig ind via økonomisk fremgang skabt gennem de forventede eksportafgrøder, kaffe i første række.
Med disse udsigter skulle engelske indvandrere betale en administrativt fastsat pris for jorden. Til gengæld blev de indfødte jaget bort eller henvist til tvangsarbejde.
I Nordghana har traditionelle jordrettigheder overlevet relativt længe. Der var regler for måden at overdrage fri jord fra den ene bruger til den anden. Erstatning kunne komme på tale for de afgrøder, som den hidtidige bruger havde plantet. En sådan form for godtgørelse gælder generelt for ekspropriation i de tidligere engelske kolonier.
Når undtages Elfenbenskysten, var de franske kolonier i mindre grad landbrugsbaserede, en stor del lå jo i det tyndtbefolkede og ufrugtbare Sahel-område. Men den franske kolonimagt introducerede småbønderne til bomuldsdyrkning og beholdt selv de mere værdifulde led i kæden som forarbejdning og salg.
De bedste jorde
Privatejendom, endog af landbrugsjord, blev altså introduceret på de bedste jorder i kolonitiden. Samtidig blev nye konflikter skabt ved at skubbe folk ud i randområder med præeksisterende rettigheder (Uganda og Kenya).
I og med at privatejendom blev indført i centrene via ran fra de umiddelbare producenter, har regimerne efter kolonitiden kæmpet med nye jordlove. Mange forfatninger bestemmer, at jord i udgangspunktet ejes af staten, andre at den ejes af ’folket’.
Det bliver nemt til, at regeringen mener at have hjemmel til at inddrage brugsrettigheder. Men privateje er også anerkendt, især omkring de større byer, og er enten tidsubestemt eller pakket ind i en langtidskontrakt, der – afhængigt af tidshorizonten – kan sælges videre.
Jordtyveri
Jordrettigheder, der skal komme befolkningen til gode, kræver overordnet fysisk planlægning, opmåling i lodder/matrikulering af de dyrkbare og beboede arealer, samt til sidst tinglyst skøde, der kan anerkende traditionelt ejerskab eller blive tildelt ved salg. Der er mange processer og faldgruber.
Respekt for udlægningen af jord til forskellige formål er en betingelse for at undgå landtyveri (land grabbing).
Ifølge Oxfam har omfordeling af jord karakter af jordtyveri, når der enten øves vold på menneskerettighederne, de berørte ikke konsulteres, processen foregår fordækt, eller når de sociale og miljømæssige konsekvenser overses.
Jordtyveri udøves ofte af et lands topfolk, der indgår (for dem selv ) lukrative aftaler med store firmaer, eller de overtager selv jorden, mens de udbreder sig om de gavnlige virkninger for hele folket. Uklarhed om ejerskab udnyttes, f.eks. er Ugandas dobbeltsystem af ejere og forpagtere stadig et morads.
Det er den bedste jord, der er strid om. Det nuværende jordtyveri i Afrika ligner til forveksling Karl Marx’ begreb om ’oprindelig akkumulation’. Med den forskel at det tit er internationale kapitalinteresser, der gavnes, ikke den lokale akkumulation (ophobning af kapital til investeringer).
Selvom småbønder får skøde til den jord deres familier eller klaner har boet på i århundreder, er risikoen for jordtyveri ikke elimineret. Store virksomheder, der kan se jordens potentiale, kan tilbyde en pris, der lige topper den usikre lokale markedspris.
Så ’land grabbing’-kriterierne burde have en tilføjelse: underbetaling. For skulle prisen ikke afspejle det fremtidige udbytte?
Nye initiativer
Hvis landbrugsproduktiviteten skal øges på en miljømæssigt forsvarlig måde, og landbruget skal komme befolkningerne og ikke udenlandske interesser til gode, skal småbønderne selv kunne ’værdisætte’ jorden ved at investere i og nyde frugten af jordforbedringer. Men det kræver skub.
International bistand har op til nu været karrig med at yde direkte støtte til bønderne. Det ville jo være subsidier og ’forvridende’, og det er tabu i udviklingslandene.
I stedet er vægten lagt på organisationsopbygning samt mikrokredit, der imidlertid er omstændelig at etablere og æder det overskud, der skulle muliggøre investeringer i større forbedringer.
Hvis man mener det alvorligt med at skabe betingelser for udvikling af produktiviteten fra bunden, skal det ske via udbygningen af infrastruktur, ikke bare veje, men også elektricitet. Traditionelle rettigheder skal både respekteres og reguleres mht. kønsligevægt, anvendelse af jorden, brug af vandressourcer, fredning af skov, udlægning til naturområder og forsigtighed med at tillade plantagedrift.
De seneste initiativer fra G8 (7 vestlige lande og Rusland), som Friis Bach synes at støtte, går ud på at samarbejde med store fødevaremastodonter om massive investeringer, en proces, der allerede er langt fremskreden.
En mistanke er, at frygten for Kinas og Mellemøstens fremtrængen ligger bag. I stedet skulle det afgøres meget hurtigt, på hvilken måde spektret af udenlandske fødevare- og andre interesser skal håndteres og jordtyveriet bremses.
Udfordringerne lader sig ikke omskrive som privatejendom mod høvdingevælde. Skøder er ikke nok til at få kredit, og de garanterer heller ikke mod jordtyveri. Fremhævelsen af tinglyste skøder som løsning dækker over helt andre interesser.
Karen Helveg Petersen har mangeårig erfaring som konsulent, ikke mindst i Afrika, nu med eget firma, Radi-Consult. Hun er desuden skribent i politisk økonomi på Modkraft, redaktør af Det Ny Clarté og økonomisk kommentator i Arbejderen. Hun har en PhD-grad i økonomi.
Fredag afholder foreningen FORDI en paneldebat med deltagelse af bl.a. udviklingsminister Christian Friis Bach om jordrettigheder og høvdingevælde i Afrika: http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/debat-om-jordrettigheder-og-h-vdingev-lde-med-frii
