Efter at have læst interview med professor mso Bjarke Oxlund om arbejdsmiljøet i dele af den humanitære sektor blev jeg inspireret til at sætte nogle ord på, hvor jeg ser udfordringerne, samt hvordan vi fremover kan sikre en mere bæredygtig arbejdsstruktur i den humanitære sektor.
Gennem tiden har de humanitære organisationers hovedfunktion været at hjælpe mennesker i fattige og konfliktramte områder i verden. Både gennem hovedkontorerne samt ved udsending af personel.
Man erkendte dog ret hurtigt, at det var både mentalt og fysisk hårdt at være udsendt til udsatte områder, og man har derfor udarbejdet nogle virkelig gode og solide politikker og hjælpemekanismer, der sørger for, at de udsendte får den nødvendige psykologiske støtte – både før, under og efter endt udsendelse.
Men al denne hast for at hjælpe andre og mere udsatte mennesker betyder, at dele af ngo-branchen herhjemme desværre ikke har formået at udarbejde de samme hjælpemekanismer til at afhjælpe det stadigt stigende arbejdspres, der i dag rammer mange organisationer.
Fastholdelse er svær
Ngo-branchens finansiering er hele tiden usikker. Det betyder, at store dele af sektoren hviler på projektansættelser og praktikantstillinger. Det er i sig selv ikke nødvendigvis negativt, men det kan være med til at skabe mental stress, når medarbejdernes ansættelse er midlertidige – både for medarbejderne selv, men også for det team og den afdeling, som de er en del af. Det kræver nemlig mange ressourcer at rekruttere samt at oplære nye medarbejdere.
Globalnyts nyhedsbrev: Få vores vigtigste historier i din indbakke to gange om ugen
Jeg kommer selv fra mange år i HR i forskellige ngoer, og aldrig har jeg mødt så mange gode kollegaer, der hver dag kæmpede for at hjælpe medarbejdere og for at finde løsninger for at fastholde de ansatte. Det sidste var dog ofte en udfordring på grund af manglende ressourcer.
Det betyder, at vi ser et relativ stort turnover af medarbejdere på tværs af afdelingerne og på tværs af organisationerne, blandt andet fordi der er et for stort arbejdspres, og fordi mange bliver udbrændte.
I sidste ende er konsekvensen, at vi ikke kan hjælpe de mennesker i de konfliktramte områder, som vi så gerne vil hjælpe. Eller i hvert fald ikke så effektivt som vi gerne vil. Ud fra personlig erfaring ender det ofte med en hverdag med konstant brandslukning i stedet for egentlige bæredygtige løsninger. Der er simpelthen ikke tid til nytænkning eller kreative løsninger i hverdagen.
Der skal ansættes ledere på alle niveauer, der kan tage det rette ansvar og tage medarbejderne seriøst, når de kommer med deres bekymringer.
Charlotte Sørensen
Den gode nyhed er, at vi kan ændre dette. Først og fremmest skal vi have en arbejdsstruktur, hvor der er plads til at kunne tale om, hvis der er noget galt, samt at det med det samme bliver taget alvorligt og taget videre til de rette ansvarlige personer. At der bliver kigget indad og erkendt, at der skal ske ændringer, samt brugt de nødvendige midler til at ansætte nok folk til at skabe de bæredygtige løsninger.
Serie: Ondt i det gode hjerte
Artiklen er en del af serien Ondt i det gode hjerte om en ngo-branche fyldt med passionerede medarbejdere, der ofte lider under dårlige arbejdsforhold. I den kommende tid sætter vi fokus på de værste problemer, men også på steder og personer, der kan inspirere til at gøre det bedre.
Ved du noget, vi bør vide? Så kontakt os endelig på [email protected] .
Eller skriv, ring, WhatsApp, sms eller Signal til Morten Scriver Andersen eller Søren Steensig.
Alle henvendelser behandles fortroligt. Husk at bruge en krypteret mailtjeneste (som Protonmail), hvis du vil skrive til os krypteret.
Der skal ansættes ledere på alle niveauer, der kan tage det rette ansvar og tage medarbejderne seriøst, når de kommer med deres bekymringer. Der skal være en mekanisme, der automatisk aktiveres, hvor der handles med det samme, og hvor medarbejdernes trivsel er lige så vigtig som en given opgave eller et projekt, der skal løses til en deadline.
Den enkelte leder skal frigøres fra at have for mange ansvarsområder, således at hun har tid og overskud til at have det store overblik og sørge for at sætte ind med ressourcer, inden medarbejderne brænder ud.
Jeg håber, at jeg med dette indlæg kan være med til at åbne op for den nødvendige debat om, hvordan vi sammen får skabt en mere bæredygtig arbejdsstruktur i den humanitære sektor.
Vi skal ikke kun hjælpe mennesker rundt omkring i verden, men også hinanden i hverdagen, så vi på en professionel måde sikrer de bedste rammer for skabelsen af mere arbejdsglæde og mindre udbrændthed.
Charlotte Sørensen er tidligere mangeårig HR-medarbejder i NGO-branchen.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Har du selv lyst til at deltage i debatten om arbejdsmiljøet i ngo-branchen, eller ligger du inde med et andet emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så skriv endelig til [email protected]
