Hr. og Fru Afrika indtager Aalborg – og de ligner os andre

Forfatter billede

Lyd- og fotoudstilling om den voksende afrikanske middelklasse åbner på Teglgårds Plads ved Nordkraft i Aalborg, mandag d. 1. juli, fremgår det af en pressemeddelelse.

Udstillingen giver danskerne mulighed for at stifte bekendtskab med nye sider af en afrikansk virkelighed, når klimaflygtninge og børnesoldater erstattes med afrikanske karrierekvinder og balletdansere.

Hvorfor er det altid de samme historier, vi får fortalt om Afrika? Og hvad kan vi selv gøre for at nuancere billedet?

Det var nogle af tankerne, som gik forud for Jesper Houborg og Sofie Vestergards lyd- og fotoudstilling Hr. og Fru Afrika – Historier fra middelklassen i Uganda og Ghana, som nu kan opleves på Teglgårds Plads i Nordjyllands hovedstad.

Ifølge Jesper Houborg, som er initiativtager og fotograf bag udstillingen, er det på tide, at vi får rusket op i vore stereotype forestillinger om Afrika, som de danske medier er med til at skabe:

”Indsamlings-kampagner som Danmarks Indsamlingen er sympatiske, men også problematiske, når de igen fortæller danskerne, at ‘Afrika har brug for din hjælp’. Bagsiden af kampagnernes gode intentioner er, at det styrker os i vores moralske overlegenhed, samtidig med at det fastholder et ensidigt og unuanceret billede af afrikanere som passive og magtesløse”, gør han gældende.

Provokeret til selv at skabe

Provokeret af de danske mediers fremstilling af Afrika har Jesper Houborg sammen med lydproducenten Sofie Vestergaard nu skabt en udstilling, der fortæller om afrikanere – eller ugandere og ghanesere, for at være mere præcis – der er ambitiøse, initiativrige og frem for alt kan selv.

Hr. og Fru Afrika skildrer livet i middelklassen i hovedstæderne Kampala og Accra. Et hverdagsliv, som udspiller sig til aerobictimen efter fyraften, på de stilfærdige gader i forstaden og på udflugt med kernefamilien.

”Det er ikke fordi vi skal undlade at sætte os ind i, hvordan det er at være flygtning i Darfur, børnesoldat i Congo eller pirat ved Somalias kyst – og det er bestemt ikke fordi, vi skal lukke øjnene for folk i nød”, forklarer Sofie Vestergaard.

”Men når medierne kun sætter fokus på den slags historier, får vi aldrig rykket ved vores verdensopfattelse. Vi tror, at mange danskere kan blive overraskede, når de med vores udstilling kan opleve historier fra ganske almindelige liv, som ikke er så langt fra deres egen hverdagstrommerum”, lægger hun til.

En af den slags historier er Pauline, som efter sin skilsmisse lever som enlig mor.

Hendes liv handler i høj grad om sønnen Joshuas velbefindende, men hun prioriterer også sit job som radiovært og sin fritid, hvor hun dyrker sin kreative side, bl.a. ved at dyrke ballet. Moderlig omsorg, karriere og mig-tid – lyder det genkendeligt?

Fortælling i billeder og lyd

Tanken bag er, at Hr. og Fru Afrikas genkendelige historier er noget, som danskerne kan spejle sig i, for ”identifikation baner ofte vejen for engagement”, forklarer Jesper Houborg, og føjer til:

”Det kan måske lyde både banalt og helligt, men vi vil gerne vise, at et middelklasseliv i for eksempel Accra ikke nødvendigvis er så forskelligt fra et middelklasseliv i København.”

Hverdagslivet skildrer Jesper Houborg og Sofie Vestergaard med store fotografier og atmosfærefyldte lydlandskaber. Hr. og Fru Afrika leverer ikke et færdigt budskab – her skal være rum til danskernes egen oplevelse af de visuelle og auditive indtryk.

”Med kombinationen af fotos og lyd kan publikum forhåbentlig få fornemmelsen af at komme tæt på. Helt tæt på hverdagslivet blandt middelklassen i Kampala og Accra – men lige her, på Teglgårds Plads”, siger Sofie Vestergaard.

Man kan læse mere om udstillingen på www.africanmiddleclass.com eller www.nordkraft.dk

Fakta om udstillingen:

* ”Hr. og fru Afrika – Historier fra middelklassen i Uganda og Ghana” flytter som en vandreudstilling rundt i Danmark. Udstillingen har allerede været i København, Odense, Aarhus og står nu afslutningsvis på Teglgårds Plads (i samarbejde med Nordkraft). Udstillingsperioden er fra d. 1. til 28. Juli – der er gratis adgang og kan besøges døgnet rundt.

* ”Hr. og fru Afrika” består af 74 fotos fordelt på 19 dobbeltsidede fotostandere med billedrammer i målene 100x100cm og 150x125cm. Alle fotos er taget af Jesper Houborg, på nær nogle få, som er taget af den ugandiske fotograf Oscar Kibuuka Mukisa og den ghanesiske fotograf Teresa Meka.

* 28 lydlandskaber knytter sig til et eller flere af fotografierne, så lydene kan give det visuelle indtryk både et kreativt med- og modspil. Lydlandskaberne er produceret af Sofie Vestergaard.

* Lydlandskaberne kan man lytte til ved at låne mp3-afspillere hos Visit Aalborg i Kedelhandlen på Nordkraft (åbningstider: man-fre 10-17.30, lør 10-14), downloade lyden via QR-koder til sin egen smartphone eller at hente lyden på www.africanmiddleclass.com

* Fotos og lydlandskaber har Jesper Houborg og Sofie Vestergaard produceret i henholdsvis Kampala i Uganda og Accra i Ghana på et to-en-halv måneds ophold i efteråret 2012.

* Projektet er bl.a. støttet af Danida og Nordkraft.

Om Jesper Houborg og Sofie Vestergaard:

* Jesper Houborg, fotograf. Født i 1980. BA i Internationale Udviklingsstudier og Filosofi ved Roskilde Unversitet (RUC). Har desuden studeret halvandet år i hhv. Madrid og Buenos Aires.

Har arbejdet for UNICEF i Indien, Dansk Institut for Internationale Studier, og har lavet filmproduktion og research i Rwanda – herunder dokumentarfilmen “Ingando – When Enemies Return” (2007); forsidebillede til bogen “The Religious in Response to Mass Atrocity”, Cambridge University Press (2009); UNICEF udgivelse “Training for Capacity Development: Understanding the Master Trainers Alliance in Maharashtra”, KCCI (2009).

* Sofie Vestergaard, lydproducent. Født i 1983. Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling med tilvalg i Auditive Kulturer ved Københavns Universitet.

Har arbejdet med radio og lydformidling i flere former og formater – bl.a. audiowalks til udstillingen ”Utopia” på Arken (2009); lydlandskaber til ”Poor City” på Roskilde Festival (2011); radioindslaget ”Gamle maskiner – nye lyde” om bitpopbandet La Belle Indifference til Harddisken på P1 (2009).

Yderligere oplysninger hos:
Fotograf Jesper Houborg, mobil: 28 86 83 86
Lydproducent Sofie Vestergaard, mobil: 60 60 05 97
E-mail: [email protected]