Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at Guri Kærulf Frandsen tidligere har arbejdet i Plan Børnefonden. Det er ikke korrekt. Hun arbejdede i Børnefonden, inden organisationen fusionerede med Plan Danmark og blev til Plan Børnefonden. Vi beklager fejlen.
Da Guri Kærulf Frandsen for 12 år siden satte sine ben på fast ngo-grund i Verdensnaturfonden, var det for at få ordnede forhold.
Efter at have arbejdet et årti i tv-branchen med alt fra Snurre Snups Søndagsklub til Go’ Aften Danmark havde hun fået nok af korte kontrakter og dårlige pensions- og barselsvilkår. Det var tid til forandring, og ikke mindst havde Guri Kærulf Frandsen behov for noget mere “tyngde” i sit arbejdsliv.
Men selvom hun fik opfyldt sine ønsker om både tyngde og ordnede forhold, så har hun efter ti år på fire store ngo-arbejdspladser forladt branchen med en følelse af, at hun aldrig rigtig trivedes på sin vej. Hverken i Verdensnaturfonden, Børnefonden, Dansk Flygtningehjælp eller i International Media Support (IMS), hvor hun flere steder havde chefstillinger.
Og det er på trods af, at hun alle steder har haft “fantastiske kollegaer”.
Selvom Guri Kærulf Frandsen ikke vil nævne navne, så er det ingen hemmelighed, at flere af de fire organisationer har været ledet af tidligere politikere eller andre “gallionsfigurer”, som hun kalder det, og at de ikke har været nemme at samarbejde med.
“Det har givet ringe i vandet gennem organisationerne, når der for eksempel har siddet en tidligere politiker og forsøgt at få resten af organisationen til at mene det samme, men hvor de aktiviteter, der foregår, ikke nødvendigvis passer til en specifik idealistisk tanke. Der har været sådan en slags ‘jeg synes’-ledelse, som er meget lidt kompromissøgende, og hvor medarbejderne så bare skal rette ind,” siger hun og tilføjer:
“Det er jo ikke fordi, at ledelse er demokrati, og at vi alle sammen skal sidde og stemme om tingene. Men der er forskel på at have en åben dialog og tage de rigtige beslutninger baseret på den. Og på at køre beslutninger igennem uden hensyn til hverken medarbejdertrivsel eller de faglige aktiviteter, der foregår.”
Samtidig har der i organisationerne ofte hersket en grov tone fra mange af de øverste ledere: “Jeg har alle steder, i forskellig grad, oplevet folk blive overfuset, eller folk, der ikke er blevet behandlet særligt professionelt. Det påvirkede selvfølgelig min lyst til at være forskellige steder.”
Hellere dukke sig
Guri Kærulf Frandsen har også haft gode chefer, understreger hun. Men fordi ovenstående ledelsestilgang har været praksis, har den ofte ført til åbenlys medarbejderflugt. Altså åbenlys for medarbejderne selv, for det er af gode grunde ikke noget, organisationerne skilter med.
Dansk Flygtningehjælp er en af de få ngo’er, der i deres årsrapporter fortæller om andelen af medarbejdere, der hvert år forlader organisationen. En åbenhed, der blev indført i 2019 under daværende generalsekretær Christian Friis Bach, og som Guri Kærulf Frandsen også bifaldt.
Serie: Ondt i det gode hjerte
Artiklen er en del af serien Ondt i det gode hjerte om en ngo-branche fyldt med passionerede medarbejdere, der ofte lider under dårlige arbejdsforhold. I den kommende tid sætter vi fokus på de værste problemer, men også på steder og personer, der kan inspirere til at gøre det bedre.
Ved du noget, vi bør vide? Så kontakt os endelig på [email protected] .
Eller skriv, ring, WhatsApp, sms eller Signal til Morten Scriver Andersen eller Søren Steensig.
Alle henvendelser behandles fortroligt. Husk at bruge en krypteret mailtjeneste (som Protonmail), hvis du vil skrive til os krypteret.
Medarbejderomsætningen, som det hedder, har ligget mellem 32 og 38 procent i årene 2019-2022. Det svarer til at omkring én ud af tre medarbejdere forlader organisationen hvert år.
Det bunder ifølge Dansk Flygtningehjælp blandt andet i, at organisationen i høj grad er donorfinansieret og derfor må fokusere på skiftende behov og nødsituationer. Men organisationen anerkender også over for Globalnyt, at tallet er for højt.
Og der er intet, der tyder på, at den høje medarbejderomsætning er unik for Dansk Flygtningehjælp. Blandt andet har også Verdensnaturfonden været i vælten i forbindelse med stor medarbejderflugt og beskyldninger om diktatorisk ledelsesstil.
Ifølge Guri Kærulf Frandsen skyldes medarbejderflugten organisationernes manglende vilje til at tage diskussionerne om ledelsesstil og faglige uenigheder i det åbne.
Og da de fleste medarbejdere er meget loyale over for organisationerne, er det de færreste, der vil gå videre til pressen med deres kritik.
“Man sidder i et svært dilemma, da man jo ved, at alle organisationer lever af folks tillid, og det kræver en høj troværdighed at indsamle midler, få store kontrakter og ikke mindst adgang til udsatte mennesker. Den troværdighed vil man ikke sætte på spil ved at gå til pressen, da det jo kan ramme økonomien og i sidste ende gå ud over de mennesker, man hjælper,” siger hun.
“Så jeg tror, folk hellere dukker sig, fordi der er for meget på spil. Der er virkelig mange mennesker, som brænder ud eller sidder og har det super hårdt, fordi de vil passe på organisationen, og fordi de vil passe på de mennesker, vi hjælper.”
Bestyrelser skal tage ansvar
Selv har Guri Kærulf Frandsen valgt at gøre det samme. Dukket sig, efter at hun internt forgæves har forsøgt at påpege problemer i diverse ledelseslag. Når hun stiller op til dette interview, er det fordi, hun mener, at organisationernes øverste myndighed, bestyrelsen, bør tage sit ansvar på sig, hvis ledelsen ikke formår at skabe et ordentligt arbejdsmiljø.
“Jamen, jeg synes, at nogle af bestyrelserne bør tage et større ansvar. Jeg har jo flere gange siddet tæt på ledelsen og ved jo, at det mange steder er ledelsen selv, der afgør, hvad bestyrelsen får at vide. Og den kæmpe medarbejderudskiftning, jeg har oplevet de fleste af de steder, jeg har været, er ikke nødvendigvis noget, som bliver gjort særligt tydeligt over for bestyrelsen,” siger Guri Kærulf Frandsen.
Hun efterspørger et større fokus fra bestyrelsens side på medarbejdertrivsel, særligt de steder, hvor der ikke er en medarbejderrepræsentant til stede. Desuden, påpeger hun, er en Arbejdspladsvurdering (APV) sjældent retvisende, da den ofte bliver gennemført hvert tredje år og primært handler om medarbejderens forhold til sin nærmeste leder. Altså går det øverste ledelseslag ofte fri.
“Det er bare nemmere at kamuflere, hvis halvdelen af medarbejderne er skiftet ud på to år, end hvis der er røde tal på bundlinjen. Så er det ikke så tydeligt, at der er noget, der ikke fungerer i organisationen.”
Hvad har du selv gjort for at ændre tingenes tilstand?
“Jeg har jo i nogle tilfælde taget nogle ting op til ledelsen. Klaget over ledere, der ikke kan lede eller har en let omgang med fakta. Men i og med at jeg også har været i fire organisationer, tyder det jo også lidt på, at jeg er en af dem, der har valgt at gå videre, når jeg synes, at der var nogle ting, der ikke fungerede,” siger hun.
Mangler en grundstolthed over ngo’erne
For halvandet år siden tog Guri Kærulf Frandsen derfor beslutningen om at forlade branchen helt, selvom hun har mødt mange dygtige mennesker, som hun stadig betragter som venner. I stedet har hun besluttet at være sin egen chef som selvstændig kropsterapeut i København.
“Det allermest gennemgående i alle organisationerne har været, at jeg har oplevet nogle virkelig dedikerede og fagligt stærke mennesker. Og også nogle organisationer, som gør et vanvittigt stort og vigtigt stykke arbejde.”
Blandt andet husker hun en tur til en flygtningelejr med 1,2 millioner mennesker i Bangladesh, hvor en stor andel blev drevet af Dansk Flygtningehjælp.
“Da jeg gik rundt i lejren, kan jeg huske, at jeg tænkte ‘shit, der står bare Dansk Flygtningehjælp overalt. Og hvor er det bare en kæmpe indflydelse og et kæmpe arbejde, vi laver her’. Jeg forstår ikke, at vi ikke har samme grundstolthed hjemme i Danmark over det store stykke arbejde, danske ngo’er udfører ude i verden, som når vi taler om andre store danske virksomheder som Mærsk og Novo Nordisk.”
Derfor ærgrer det hende også, at det aldrig lykkedes at finde en ngo, hvor hun kunne se sig selv i længere tid. Fordi de gode ledere, hun mødte, ofte ikke har holdt særligt længe.
“Ikke at jeg nogensinde ønskede mig en 25-års jubilæumsmønt. Men jeg ærgrer mig da over, at jeg har forladt nogle af organisationerne på grund af manglende trivsel, trods perioder med gode ledere og generalsekretærer.”
