This is Not a Film er en intelligent politisk udtalelse, der med både humor og indsigt viser en iransk hverdag i husarrest.
CPH:DOX ANMELDELSE af Simone von Burgwald
Dette er ikke en filmanmeldelse, men en opmuntring til at tage ind og se et enestående filmkunstnerisk værk.
Der har været megen omtale af det filmkunstneriske projekt (man tør næsten ikke kalde den for en film), som har fået stor ros under Cannes filmfestivalen – hvortil den blev smuglet på en USB-stik gemt i en kage. En mere nysgerrigheds-pirrende historie kunne man næsten ikke forestille sig.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men mine forventninger var høje, da jeg tog ind til Grand Teatret i lørdags for at se ’This is Not a Film’. Jeg blev ikke skuffet.
Begivenheder er der ikke mange af i løbet af den enkelte dag, hvor kameraet følger Jafar Panahi i sin lejlighed i Teheran, men det vrimler med indsigt og dyrebare øjeblikke. Med både følsomhed, humor og eftertanke får man et indblik i hvad det betyder at være kunstner, fanget i et urokkeligt og konservativt politisk system.
Kameraet iagttager en uordnet seng; døren til badeværelset står åben. Fra en gammel fax-telefonsvarer på sengebordet lyder en kærlig kvindelig stemme:
”….Husk at vande planterne, og husk at give Igi sin mad – den står også på altanen. Vask den grundigt. Pas godt på Igi ellers bliver vores datter sur! Der siges at være meget trafik i aften så vi kommer sikkert sent hjem. Jeg elsker dig og vi ses senere. Her får du din søn…”
(Sønnens stemme:) ”Far, jeg har efterladt kameraet tændt; tror dog, at der ikke er meget batteri tilbage….”
Kameraet må have været tændt længe; man har fornemmelsen af, at Jafar Panahi måske allerede har optaget sig selv i et stykke tid, uden at vide, hvad optagelserne endeligt skulle bruges til. Han har tilkaldt sin ven (og medinstruktør af This is Not a Film) Mojtaba Mirtahmasb, for at snakke om nogle idéer.
Optagelserne følger Jafar Panahi i sit hjem i Teheran, mens han sidder i husarrest. Han er idømt 6 års fængsel og 20 års forbud mod at lave film eller at udtrykke sig offentligt. Nu, hvor vi i resten af verden er tilskuere til hans situation, er dette sat på prøve.
This is Not a Film var sandsynligvis ikke fra starten tænkt som den store politiske udtalelse, den nu er blevet kendt som. Projektet udviklede sig sikkert i processen, og instruktørerne vidste formodentligt ikke, hvad reaktionen fra de iranske myndigheder ville være. Som Mojtaba Mirtahmasb udtrykte sig i forbindelse med filmens udgivelse: ”Vi foretrækker at være frie mænd fremfor fængslede helte.”
Låst inde i sin lejlighed i selskab af Igi, familiens kæledyr-iguana, vil Panahi puste nyt liv i et gammelt manuskript. Mens han taler, kravler Igi rundt i lejligheden tæt fulgt af Mojtaba Mirtahmasbs opmærksomme kameralinse. I underspillede og morsomme øjeblikke ser vi Igi krybbe hen over de persiske tæpper, op ad bogreolen, på sofaen og langsomt over Jafar Panahi, mens han sidder og surfer på nettet på hans MacBook.
”Enten er alt censureret, ellers står der ikke noget interessant…” bemærker Panahi om internettet i Iran.
Panahi vil gerne fortælle om et af hans flere manuskripter, som aldrig blev til en film, da det ikke blev godkendt til produktion af de iranske myndigheder.
Den ikke-realiserede film skulle også have foregået i en lejlighed; historien handler om en ung kvinde, som er blevet låst inde i sit værelse af sine forældre, så hun ikke kan læse på universitet.
Ved at læse op fra manuset og at udspille kvindens fysiske handlinger, skitserer Panahi historien. Han forklarer, at eftersom den aldrig blev indspillet på film kan historien i det mindste på denne måde komme frem. Sammen med et par fotografier og korte optagelser fra Panahi’s iPhone får tilskueren et klart billede af den film, der aldrig blev fuldført.
”Men hvorfor overhovedet lave en film, hvis man bare kan fortælle historien sådan?” I et stille og ensomt øjeblik stiller Panahi spørgsmålet til sig selv.
Nu spørger jeg mig selv, hvordan jeg overhovedet med ord kan forklare denne helt perfekte filmkunstneriske perle? This is Not a Film skal opleves.
Med fyrværkeri fra ”Fireworks wednesday” (en persisk tradition, forbudt af de iranske myndigheder siden 2010) hylende udenfor tager Mojtaba Mirtahmasb afsked med Panahi. ”Jeg går nu, men lad kameraet være tændt”, instruerer han sin ven. ”Det vigtige er, at det altid er tændt”.
Udenfor er fyrværkeriet i fuld gang, og der er ild i gaden. Her slukkes der endeligt for kameraet. Man formoder, at efter kameraet er blevet slukket, går Panahi indenfor igen, tilbage til sin te, sin iPhone, til Igi, og til sin kone og børn. Og for at afvente sin dom, indtil hans liv igen kan blive det, det var tidligere – hvis det kan lade sig gøre.
Efter den halvanden time jeg har brugt sammen med Jafar Panahi, føler jeg mig fortrolig med ham. Da kameraet blev slukket, blev jeg næsten ked af det; jeg havde lyst til at komme tilbage i Jafar Panahis stue, at drikke te sammen og høre hans seneste idéer. Men som resten af publikummet må jeg vente udenfor i mørket for at høre historiens afslutning.
In Film Nist (Iran, 2011, 75 min.)
Instruktør: Mojtaba Mirtahmasb & Jafar Panahi. Producer: Jafar Panahi. Produktion: Jafar Panahi Film Productions.
Persian tale med engelske undertekster.
’This is Not a Film’ kan ses igen torsdag d. 10 november, kl 16.30 på Grand Teatret (Tel: 33151611). Indgang 75kr.
