Hvad har Max Havelaar gjort siden den stærke kritik i TV-dokumentaren sidste efterår? Læs her

Redaktionen

KOMMENTAR/REDEGØRELSE

Af Sune Prahl Knudsen
Informationsmedarbejder i Max Havelaar Danmark

Danmarks Radio viste i november 2008 en TV-udsendelse om te-produktion, herunder forholdene på Fairtrade-certificerede plantager i Sri Lanka og Indien.

I forbindelse med udsendelsen gav Max Havelaar Danmark udtryk for, at den kritik, der rejses, tages alvorligt. I udsendelsen var der bl.a. kritik af Max Havelaars kommunikation til de danske forbrugere samt kontrollen med plantagerne og støtten til te-arbejderne.

Både før og efter udsendelsen har der været arbejdet med disse og en række øvrige forhold. Det omfatter:

– Kontrolbesøg på alle plantager efter udsendelsen for at følge op på kritikpunkter. Bl.a. gennem interviews med arbejdere udvalgt uden indblanding fra plantage-ledelserne.
– Støtte til arbejderne på samtlige plantager efter udsendelsen. Bl.a. i demokrati, rettigheder og hvordan Fairtrade-systemet virker.
– Øget fokus på en nuanceret kommunikation til de danske forbrugere. Herunder større vægt på, at forbedringerne i Fairtrade kommer skridt for skridt.
– Styrkelse af såvel den internationale fællesorganisation FLO som den uafhængige kontrol-organisation FLO-Cert.
– Større kontakt til fagforeninger og opprioritering af Fairtrades egne ressourcer til fagligt arbejde.

Tilpasses løbende

Max Havelaar Danmark er klar over, at det er en fortsat proces at forbedre forholdene for arbejderne på plantagerne. Både støtten og kontrollen skal hele tiden videreudvikles og tilpasses. Ligesom ikke mindst et større salg af Fairtrade-mærket te vil betyde, at der vil være flere midler til rådighed til forbedringer ude på plantagerne.

F.eks. stammer de penge, som arbejderne på plantagerne fordeler til sociale projekter, direkte fra salget af Fairtrade-mærket te. Derfor er det positivt, at der på nuværende tidspunkt ikke kan spores nogen nedgang i forbrugernes ønske om at støtte en bæredygtig udvikling ved at købe Fairtrade-mærket te.

Læs mere om hvordan Fairtrade fungerer her: http://www.maxhavelaar.dk/OM_MAX_HAVELAAR/Pengestromme.aspx

Stribe af nye kontrolbesøg

Det er den uafhængige kontrolorganisation FLO-Cert, der står for at holde øje med, om standarderne for Fairtrade bliver overholdt på plantagerne.

FLO-Cert tager de spørgsmål, der rejses i udsendelsen i forhold til, om plantagerne lever op til disse standarder, meget alvorligt.

Efter udsendelsen har FLO-Certs inspektører aflagt kontrolbesøg på samtlige de plantager, som optræder i udsendelsen. Her er der gennemført interviews med udvalgte arbejdere uden om plantage-ledelsen.

FLO-Certs ansatte er trænede i at afsløre eventuelle indøvede svar, at efterprøve om arbejdere føler sig under pres fra plantageledelsen eller andre og i det hele taget at foretage undersøgelser uden indblanding fra ledelsen på plantagerne.

Der arbejdes hele tiden videre med at rette op på de fejl og mangler på plantagerne, som disse kontrolbesøg påpeger blandt andet gennem FLOs støtte-besøg. Dette er en løbende proces og heller ikke disse seneste kontrolbesøg vil betyde, at der ikke fremover vil kunne findes fejl og mangler

For flere oplysninger om de konkrete inspektionsbesøg og hvordan FLO-Certs kontrol fungerer, kontakt Ravi Prasad: [email protected]

Særlige Liason Officers

Det er den internationale fællesorganisation for Fairtrade, FLO, der står for at yde støtte til arbejderne på plantagerne. Til dette formål er der ansat en lang række såkaldte Liaison Officers, som er særligt trænede omrejsende konsulenter.

De besøger bl.a. plantagerne og følger op på de mangler, fejl og udfordringer, som inspektionsrapporterne fra det uafhængige kontrolorgan FLO-Cert har påpeget.

FLOs Liaison Officers afvikler bl.a. træning i demokrati og i hvordan Fairtrade fungerer, og de giver arbejderne værktøjer, så de bedre kan deltage i det demokrati, der ofte kun er i sin vorden på en del plantager.

Arbejderne bliver også undervist i deres rettigheder, og hvad de skal gøre, hvis de oplever, at forholdene ikke er i orden. Andre konkrete emner kan være brugen af Fairtrade-midler, hvordan man følger op på sociale projekter, eller hvordan vedtægterne i de lokale arbejderråd (Joint Bodies) fungerer.

Alle de plantager, der optræder i TV-udsendelsen, har efterfølgende haft besøg af FLOs Liaison Officers. Alle steder har der været fokus på, hvordan arbejderne bedre kan inddrages i demokratiet, og hvordan arbejderrådene kommer til at fungere stadig bedre.

Dette er en løbende proces, og der vil blive fulgt op med yderligere støtte-besøg. Mange plantager har flere hundrede arbejdere og en udskiftning af ansatte. Derfor er det et stort arbejde at nå ud til en stadig større andel på plantagerne.

For flere oplysninger om disse besøg og om FLOs støtte, kontakt Reykia Fick: [email protected]

Kommunikationen til forbrugerne

Det er Max Havelaar Danmark, der står for at kommunikere til de danske forbrugere om Fairtrade-ordningen og de fremskidt, som Fairtrade medfører. Dette sker dels gennem pressen, egne medier og ved tekster på Fairtrade-mærkede produkter.

Max Havelaar Danmark har de seneste par år prioriteret i stadig højere grad at lægge vægt på de mange dilemmaer og udfordringer, som Fairtrade indebærer.

Det betyder, at der i højere grad fortælles ikke kun om de konkrete fremskridt, som Fairtrade skaber skridt for skridt, men ligeledes om de iboende dilemmaer og problemer, der stadig findes bl.a. på plantager.

For Max Havelaar Danmark er det vigtigt, at forbrugerne får et så nuanceret billede af Fairtrade som muligt. Af samme grund er Max Havelaar Danmarks egne tekster løbende blevet tilrettet.

Også de tekster, der optræder på Fairtrade-mærkede produkter, er udskiftet, så de i højere grad fokuserer på, at Fairtrade på mange områder er en proces mod bedre forhold.

Visse tekster på produkter, der er fremstillet/pakket i andre lande end Danmark, indeholder tekster på f.eks. engelsk. Læs mere om forhold vedrørende emballagetekster her: http://www.maxhavelaar.dk/OM_MAX_HAVELAAR/Emballagetekster.aspx

For yderligere spørgsmål om Max Havelaar Danmarks kommunikation kontakt Sune Prahl Knudsen: [email protected]

Ny global strategi på vej

Både FLO og FLO-Cert oplever for tiden en markant udvikling. Begge organisationer har gennem de seneste år fået tilført flere medarbejdere og strømliner arbejdsgangene.

FLO er ved at gennemføre en helt ny global strategi. Den lægger bl.a. vægt på fremover i endnu højere grad målrettet at støtte de enkelte bønder og arbejdere og samtidig aktivt inddrage dem i beslutningsgangene og demokratiet i FLO.

Fairtrade har gennem de seneste år oplevet en stor vækst, og organisationen bliver justeret i forhold til dette. Læs mere om den nye strategi og organisation her: http://www.fairtrade.net/uploads/media/Web_MaD.pdf

Ny model for kontrolbesøg

FLO-Cert har siden sidste år udført kontrolbesøg efter en ny model. FLO-Cert lægger nu bl.a. mere vægt på proces.

Det nye system passer bedre til den ofte komplekse virkelighed på plantagerne og i kooperativerne, hvor forbedringerne ofte sker skridt for skridt. FLO-Cert overvåger, at den proces bevæger sig i den rigtige retning, og laver anmærkninger og sanktioner, hvis det ikke er tilfældet.

FLO-Cert foretager både anmeldte og uanmeldte kontrolbesøg. Størstedelen er anmeldt, da der skal findes en masse dokumenter (såsom regnskaber, lønsedler, dokumentation for brugen af Fairtrade-midler mm) frem på samme måde, som når der foretages revision på danske virksomheder.

Men der foretages også uanmeldte besøg, hvis der er mistanke om, at kontrollen systematisk forsøges omgået. Graden af uanmeldte besøg diskuteres internt i Fairtrade-organisationerne for tiden. Det er punkt på et kommende FLO-Cert bestyrelsesmøde.

For mere information om FLO-Cert kontakt Ravi Prasad: [email protected]

Samarbejde med fagbevægelsen

Fagforeningerne er på mange måder Fairtrades medspiller, når det gælder arbejdet med at forbedre forholdene for nogle af verdens fattigste arbejdere.

Derfor prioriterer såvel den internationale fællesorganisation for Fairtrade, FLO, som Max Havelaar Danmark en god dialog og samarbejde med fagbevægelsen internationalt som lokalt.

FLO har netop slået en særlig stilling som Head of Worker Rights & Trade Union Relations op. Denne funktion skal være med til at styrke det faglige arbejde. FLO deltager også i netværk og konferencer med den internationale fagbevægelse.

Max Havelaar Danmark er ligeledes i dialog med fagbevægelsen i forskellige fora. Bl.a. gennem Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH), hvor Max Havelaar Danmark er medlem.

Dette samarbejde ønsker Max Havelaar Danmark at styrke fremover. Der er således planer om en fælles nordisk konference om faglige forhold og Fairtrade.

Se stillingsbetegnelsen for den nye Head of Worker Rights & Trade Union Relations her: http://www.maxhavelaar.dk/Default.aspx?ID=1367&Action=1&NewsId=460&M=NewsV2&PID=7967

Læs mere om DIEH her: www.dieh.dk

Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18483&mode=Nyhed