Hvert tredje barn eksisterer officielt ikke

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Næsten 230 millioner børn under fem år er aldrig blevet registrerede, viser ny rapport, som børneorganisationen UNICEF lancerer på sin egen 67 års fødselsdag onsdag. Det kan skade børnenes muligheder for at komme i skole og modtage lægebehandling.

Alle børn har ret til et navn og en nationalitet – det fastslår FN’s Børnekonvention. Alligevel er omkring hvert tredje barn under fem år ikke registreret, viser en ny UNICEF-rapport, der lanceres onsdag. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse onsdag.

”Konsekvenserne for de her børn er stærkt bekymrende. For hvis et barn ikke har en fødselsattest eller kan identificere sig på andre måder, går det ofte ud over en lang række andre rettigheder, for eksempel barnets ret til at få lægebehandling eller gå i skole,” siger informationschef i UNICEF Danmark, Karin Aaen.

Langt de fleste af de næsten 230 millioner uregistrerede børn bor i Asien (59 %) eller i landene syd for Sahara (37 %). I Somalia for eksempel er kun 3 % af børnene under fem år registrerede.

Når så mange børn kommer til verden uden at tælle officielt med, skyldes det blandt andet, at nogle lande tager gebyrer for at udstede fødselsattester, eller at processen er så omfattende, at mange forældre afstår fra at registrere deres børn.

”Alle børn bliver født med et enormt potentiale. Men hvis de bogstaveligt talt ikke bliver talt med, så går meget af det potentiale tabt. Og det er ikke bare et tab for det enkelte barn, men også for det lokalsamfund og land, barnet vokser op i,” siger Karin Aaen.

UNICEF arbejder med forskellige innovative løsninger for at komme problemet til livs. Især mobiltelefoner har vist sig at være et nyttigt redskab. I Uganda for eksempel har regeringen i samarbejde med UNICEF implementeret en mobilteknologi, der kan registrere et barn på få minutter – en proces, der normalt tager flere måneder.

Download rapporten Every Child’s Birth Right: Inequities and trends in birth registration (PDF, 48 sider).