Mattias Söderberg
Mattias Söderberg (f. 1974) arbejder som klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har arbejdet med fortalerarbejde i forskellige former siden 2005.
Han er oprindeligt fra Sverige hvor han også har arbejdet i både det svenske Sida (svarer til Danida i Danmark) og Landsrådet for Sveriges Ungdomsorganisationer (svarer til DUF i Danmark).
Klima er en del af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde med sult og Mattias har fulgt de internationale klimaforhandlinger siden 2007.
Siden 2012 er han formand for kilmaarbejdet i ACT alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande.
Læs hans tidligere blogindlæg på Globalnyt
Følg Mattias Söderberg på Twitter: @Mattias_S
Heldigvis er mange kommuner allerede i gang med at klimasikre kysterne og forberede sig på, at vandene ved de danske kyster vil stige. De overvejer, hvordan vi kan bygge diger og bruge pumper. Men som Jarl Krausing fra den grønne tænketank CONCITO sagde i DR Orientering forleden, begynder debatten også at handle om, hvilke områder vi bliver nødt til at acceptere, at vi ikke kan bevare. Det bliver svære beslutninger, men med så meget kyst og lavtliggende land vil det ikke give samfundsøkonomisk mening at sikre alle dele af Danmark.
Hvad med de fattige lande?
Samme situation står man i i fattige u-lande som Bangladesh og Maldiverne. Men her er udfordringen, at man mangler penge og tekniske løsninger til overhovedet at klimasikre kysterne, plus at der i mange lande bor rigtigt mange mennesker i de sårbare områder. For Maldivernes vedkommende handler det om hele øgruppen, og i Bangladesh forventer man, at ca 15 % af landet vil blive permanent oversvømmet. Nogle områder kan man måske klimasikre, men meget bliver man nok, desværre, nødt til at opgive.
I Danmark er kommunerne i gang, og mon ikke regeringen snart også blander sig mere aktivt i diskussionen. Jeg vil tro, og jeg håber, at man vil prøve at finde løsninger, hvor mennesker, der bliver påvirket af svære prioriteringer, også bliver kompenseret og får den hjælp, de har brug for.
Jeg ønsker, at fattige mennesker i Bangladesh og Maldiverne vil få den samme hjælp og støtte. De har et meget begrænset ansvar for den globale opvarmning, men deres huse, veje og haver trues på samme måde som danskernes.
’Tab og skader’
I den internationale klimadebat kaldes denne problemstilling for ”tab and skader” og henviser til, at klimaforandringerne kan betyde, at mennesker og samfund mister f.eks. huse, hjem, marker og infrastruktur. Verdensbanken vurderer, at mere end 140 millioner mennesker vil blive fordrevet fra deres hjem i 2050 på grund af netop disse udfordringer.
Men selvom ”tab and skader” er et voksende problem, både i Danmark og i lande som Bangladesh og Maldiverne, er det ikke et emne, de rige lande ønsker at tale om. Når u-landene prøver at tage emnet op, bliver det altid til en konflikt. Det blev det også ved COP 24, klimatopmødet i Polen i december, hvor en konflikt om ”tab and skader” bidrog til, at mødet trak ud.
Når ”tab and skader” nu bliver en vigtigere debat i Danmark, håber jeg, at regeringen også vil gå mere aktivt ind i debatten internationalt. På samme måde som kyst-beboere i Odense og Roskilde får deres udfordringer anerkendt, vil u-landene også have deres udfordringer anerkendt. Jeg håber, at Danmark øger ambitionerne på dette område i 2019, og at Danmark bliver det EU-medlemsland, der aktivt begynder at presse på for, at EU og de andre rige lande tager sin del af ansvaret, når vandet stiger.
