Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
”Unge er en enorm ressource og værdifulde demokratiske forandringsagenter, som iværksættere og som aktive samfundsborgere,” hedder det i Udenrigsministeriets Verden 2030. Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi.
”Støt de unges kamp mod dinosaurerne” lød opfordringen fra Mellemfolkeligt Samvirkes landeansvarlige i Zimbabwe før valget dér (Politiken 25. juli 2018). At unge brænder for demokrati lyder meget plausibelt med Mugabes gammelmandsdiktatur i tankerne.
Ligeledes viste et nyligt seminar på DIIS om Livstidspræsidenter og politik i Afrika, at flere tilhørere ser Afrikas ungdom som det største håb for demokratiets fremtid på kontinentet. De afviste energisk en oplægsholders argument om, at middelklassen (borgerskabet) kan spille en afgørende rolle i Afrikas demokratisering. De afviste Barrington Moores berømte slogan. Det gælder kun demokrati i Vesten. Afrika er anderledes!
Men empiriske undersøgelser viser, at unge i Afrika syd for Sahara (SSA) ikke er specielt demokratisindede. Myten bygger mere på ønsketænkning end på evidens. Det samme gælder affejningen af borgerskabets ofte afgørende rolle i demokratiseringen – også i Afrika. Så forskellig fra resten af verden er SSA heller ikke.
Lad os derfor starte med et blik på demokratiets støtter i vores del af verden.
Demokrati er ikke vigtig for et voksende antal unge i Vesten
Unge i Vesten (USA og Vesteuropa) ser med stigende skepsis på demokrati som styreform. Af de, som er født efter 1980, mener mindre end halvdelen (45% i Vesteuropa og kun 30% i USA), at det er vigtigt at leve i et demokrati. Opbakningen for demokrati er meget større blandt ældre født før 1980. Skepsis blandt unge (16-34) overfor demokrati som styreform er tilmed fordoblet mellem 1995-97 og 2012-12 i Vesteuropa og steget kraftigt i USA (hvor skepsisniveauet er dobbelt så højt). Resultaterne er fra World Value Surveys (1995–2014) og tyder på en stigende destabilisering af det demokratiske fundament i Vesten – og det er endda før Trump.
Situationen i Grækenland kan hjælpe med at forstå forskellen i unges og ældres holdninger til demokrati. I sin nye bog, How Democracy Ends fra 2018, skriver David Runciman, at Gyldent Daggry, som åbent beundrer militært diktatur, nyder bred støtte blandt frustrerede og fremmedgjorte unge. De er ikke bekymrede over parties rødder i generalernes Grækenland, for de har ingen eller begrænset viden om den tid. Men ældre grækere husker undertrykkelsen og volden. De er ikke parate til at gamble med en demokratisk styreform, der trods alt stoppede den tids rædsler.
Men hvorfor gør skarer af unge arbejdsløse grækere ikke voldeligt oprør? Grunden er, ifølge Runciman, at der er relativt få unge i landet. Demografien er domineret af de ældre, og mange unge er emigreret. Opstand er især unge mænds aktivitet.
Støtten til demokrati i Afrika er relativt lav blandt yngre – men stærkere i middelklassen
Hvis Runciman har ret, så skulle vi forvente oprør mod uduelige og korrupte regimer i Afrika, hvor over halvdelen af landenes befolkninger typisk er under 35 år; hvor arbejdsløshed og fattigdom blandt unge er udbredt; og hvor deres forventninger om et bedre liv er store og for det meste uopfyldte. Samtidigt er demokratiets tilstand på kontinentet forværret betydeligt siden midten af 2000erne. Og faktisk er antallet af protester i SSA vokset eksplosivt siden 2012, men drives ikke generelt af unges krav om mere demokrati (mere om det nedenfor).
At unge afrikanere skulle være særligt pro- demokratiske er en myte. I Kenya, for eksempel, er demokratiets stærkeste støtter de ældre, viser undersøgelser i 2011 af demokrati-forskeren Nic Cheeseman: “No bourgeoisie, no democracy”? The political attitudes of the Kenyan middle class fra 2015. Han viser også, at den samlede indflydelse af uddannelse, køn og alder er bemærkelsesværdig. Støtte til demokrati er svagest blandt dårligt uddannede kvinder, og stærkest blandt højt uddannede mænd.
Myten om, at borgerskabet (middelklassen) ikke spiller nogen særlig rolle for demokratisering i Afrika, holder heller ikke. Cheeseman fandt tvært imod, at middelklassen er den relativt mest pro-demokratiske gruppe. Og selv om Kenyas historie er præget af etnisk politik, ufrie valg og voldelige etniske konflikter, så er etnisk tilhørsforhold generelt ikke vigtigt for støtten til en demokratisk styreform.
Cheesemans forklaring på den alders- og klassebestemte støtte til demokratiet er, at ældre kenyanere (ligesom ældre grækere) kan huske et-partistyrets mørke dage og dens økonomiske mistrivsel og politiske undertrykkelse. Derfor er de mere tolerante og tålmodige overfor det nuværende demokratis mangler. Omvendt har yngre borgere (18-25) ikke en autoritær målestok til at bedømme Kenyas nuværende styreform på – og er mere frustrerede over deres økonomiske situation.
Én etnisk gruppe – somalier i Kenya – er dog stærkt pro-demokratiske. Denne holdning skyldes måske, at de har været blandt de mest undertrykte og marginaliserede grupper i Kenya, og derfor tror, at deres interesser bedre kan beskyttes i et demokrati.
At klassetilhørsforhold – ikke etnisk tilhørsforhold (med somaliere som undtagelse) – betyder noget for holdningen til demokrati i kenyansk politik, forklarer Cheeseman med, at uddannelse er helt central for borgeres støtte til demokrati. Jo dårligere uddannede desto mindre demokratisindede.
Også i andre lande hænger alder og politisk engagement generelt sammen, viser en undersøgelse fra 2015 af 36 afrikanske lande syd for Sahara (Does less engaged mean less empowered? Political participation lags among African youth, especially women):
- Ældre (over 35) stemmer mere hyppigt ved valg end yngre (18-35) – og yngre mænd tiere end yngre kvinder
- Ældre deltager hyppigere i civilsamfundsaktiviteter end yngre
- Yngres generelle politiske samfundsengagement og aktivisme er faldet mellem 2005 og 2014 (data fra 16 af de 36 lande)
Støtte til demokratisering fremmes ikke ved at holde fast i myter
De kilder, der er citeret i denne blog, viser at Udenrigsministeriets og nogle danske u-landskredses optimisme om unge afrikaneres store demokratipotentiale bygger på en myte. Sammenlignet med ældre er relativt mange unge i SSA skeptiske overfor demokratiet som styreform. Denne demokratiskepsis deles af mange unge i Vesten.
I den udstrækning fremtidens styreformer afhænger af unges politiske sindelag, er demokratiets fremtid i Afrika derfor ikke lys. Derimod udgør mellemklassen ofte en vigtig drivkraft for demokratisering. Det kan ikke afvises med udokumenteret påstande om, at SSA er helt anderledes.
Når det er konstateret, er det også vigtigt at forstå, at afrikanske middelklassers rolle i demokratiseringen ikke er den samme som de vestlige middelklassers. Det viser en spændende ny bog fra 2018 af Lisa Mueller: ”Political protest in contemporary Africa.” Hun undersøger, hvorfor antallet af politiske protester i SSA er vokset betydeligt – fra ca. 500 per år i slutningen af 1990erne til ca. 5000 per år i 2016 – og hvem der driver disse bevægelser.
Mueller finder, at civilsamfundseliter fra mellemklassen typisk leder protesterne; de er ”revolutionens generaler,” som ofte søger demokratiske reformer og karakteriserer sig selv som oppositionelle til partier, fagforeninger, og religiøse institutioner, der udgør vigtige dele af det traditionelle civilsamfund. Fattige mennesker deltager som ”revolutionens fodsoldater.” De er typisk motiverede af manglen på basale materielle fornødenheder (ikke demokrati), og de allierer sig med lederne af protesterne, fordi disse har forbindelser til magtfulde allierede. Lederne kan hjælpe fattige grupper med at organisere sig. Disse protestkoalitioner samarbejder, uden at deres forskelligheder forsvinder. Om deres fælles anstrengelser bærer frugt – materielt og demokratisk – varierer fra land til land og over tid.
Konklusionen er klar. At holde fast i myten om, at unge i SSA udgør demokratiets fortrop, og at middelklassen halter bagefter, fremmer ikke sagen. Dansk demokratistøtte må baseres på faktisk viden om, hvem der driver kampen for demokrati – og hvad der motiver dem. Disse grupper må støttes målrettet. Samtidigt skal vi mere bredt gøde jorden for demokratisering gennem støtte til unges uddannelse og til jobskabelse.
