KOMMENTAR
Af Vagn Berthelsen
generalsekretær for solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS
bragt i seneste udgave af “IBIS Fokus”, nov. 2011
Budgetstøtte passer godt med vore idealer om partnerskab og demokrati men dårligt med vores ønske om kontrol og indflydelse. Så hvad gør vi?
Den nye udviklingsminister Christian Friis Bach (CFB) fik hurtigt skabt røg i køkkenet ved på forsiden af Jyllands-Posten at slå et slag for ”bloktilskud” til u-landene og argumentere for, at de i højere grad selv skal vurdere, hvordan pengene bruges bedst.
Ministeren nævnte selv et eksempel fra Zambia, hvor støtten blev brugt på nye lækre biler til landets ministre.
”Helt o.k.,” signalerede CFB, som står fast på, at landene selv skal bestemme, og fordi den demokratiske proces i Zambia – ikke mindst de folkelige protester, der opstod i Zambia, da nyheden kom frem – på den lange bane skaber et stærkere demokrati og en bedre forvaltning af offentlige midler, end hvis vi vedbliver at forvalte alting fra donorlandene.
Ikke overraskende provokerede udmeldingen voldsomt. Fordi en Mercedes til en minister i et fattigt udviklingsland ikke er det, danskerne har lyst til at finansiere.
Men hvis vi glemmer den folkelige opinion et øjeblik, er budgetstøtte så god eller dårlig udviklingsbistand?
Vi skal hele tiden interessere os for, hvordan vi bekæmper fattigdom og skaber udvikling mest effektivt og med færrest mulige økonomiske og menneskelige omkostninger.
I dag er donorerne for dårlige til at koordinere bistanden, og alt for ofte opfindes der nye bureaukratiske systemer til at gennemføre programmerne.
Det koster ressourcer, og det svækker udviklingslandenes egne politiske og administrative strukturer. Samtidig er der for mange betingelser knyttet til bistanden, som er så mange og ofte modstridende, at de bliver umulige for modtagerlandene at leve op til.
Derfor er det fornuftigt, at udviklingslandene selv har indflydelse på og ansvar for, hvordan udviklingspengene skal bruges.
Det afhænger dog af konteksten, om budgetstøtte, som simpelt hen er en pose penge, der gives direkte til et lands statskasse, er en god ide.
Det kræver, at vi har tillid til den lokale regering, at politikerne fører en fornuftig politik for at bekæmpe fattigdom, at der er styr på forvaltningen af de offentlige finanser etc.
Eller også kan det bruges i dramatiske overgangssituationer, hvor en indsprøjtning af penge kan være afgørende for at hjælpe et nyt styre i gang – som vi bl.a. så det efter folkemordet i Rwanda i 1994.
Budgetstøtte kan med andre ord være et glimrende redskab, især for de helt store donorer som EU.
Er man en mindre spiller som Danmark, mener jeg dog, man kommer længere med den såkaldte sektorprogramstøtte, hvor man støtter en regerings indsats inden for et bestemt område, eksempelvis uddannelse.
Så støtter man kun de områder, som man kan stå inde for og selv finder vigtige, samtidig med at indsatsområdet er så afgrænset, at man kan skabe en tæt dialog og tilbyde ekspertise og støtte, der reelt gør en forskel.
Uanset støtteformen er det afgørende for mig, at vi støtter partnerlandenes egne ønsker og ideer i arbejdet for at skabe udvikling og reducere fattigdom.
———
Vagn Berthelsen (59) har været generalsekretær for IBIS siden 1996 og beskæftiget sig med u-lande stort set hele sit arbejdsliv.
Man kan læse mere i “IBIS Fokus” på http://issuu.com/ibis.dk/docs/fokus_130_net
